Annonce
FC Fredericia

Victor Torp ligner sig selv - og det er rigtig godt for FC Fredericia

Victor Torp ligner en mand i topform. I træningskampen mod Esvjerg skal han overbevise Jonas Dal om, at han skal starte inde, når det går løs i 1. division. Arkivfoto:Yilmaz Polat
FC Fredericias midtbanespiller Victor Torp er en mand i form. Efter et langt skadeshelvede og en corona-pause er han helt klar igen. Og han ligner klubbens stærkeste kort i forårets sidste kampe.

Fredericia: Benet er stadig skruet rigtigt på Victor Torp.

De faste på Monjasa Parks lægter vil kende midtbanespilleren som manden med det gode spark. Og det besidder han stadig. Det viste han under en intern træningskamp tirsdag, hvor han første lagde op til et mål med et drejende frispark og siden sparkede bolden knastørt i nettet helt nede ved græstæppet.

Den 20-årige playmaker er lejet hos FC Midtjylland for anden gang. Første gang spillede han fast i sæsonen 2018/19, men i anden halvdel af sæsonen blev han bremset af en drilsk skade, der holdt ham ude af fodbold i et år.

FC Fredericia lejede ham igen i januar 2020, og her nåede han at gøre sig positivt bemærket, selvom han just var vendt tilbage fra et skadeshelvede. Mod Fremad Amager i forårets første kamp scorede han to gange, og han gjorde sig også positivt bemærket i kamp to, hvor han kom ind i 3-1-nederlaget til Viborg.

Baseret på præstationerne til træning ligner han ikke en mand, der har lidt under corona-krisen. Faktisk præsterer han så godt, at han ligner en af de første på holdkortet.

- Jeg har kunnet holde mig ok i gang i pausen. Jeg har kunnet træne selv med bolden og få en masse berøringer på, siger han.

Annonce
Det var egentlig meget godt, at kroppen fik ro. Men to måneder var lige voldsomt nok.

Victor Torp om corona-pausen

Ubelejlig pause

For ham kom corona-krisen ubelejligt. Han var lige vendt tilbage, havde spillet to gode kampe som indskifter og bankede på til en startplads, og så måtte han vente i to måneder med at spille Og det efter, at han lige havde overstået en skadespause på et år.

- Kroppen var på vej den rigtige vej, og jeg var smertefri for første gang i lang tid, da jeg kom her til. Jeg var bare glad for at kunne spille kampe igen, så det var et hårdt slag mentalt, at vi skulle stoppe. Men det har det været for alle, siger han.

Hans akillessene var begyndt at spænde op, fordi han gik fra nul til 100 efter sin skadespause.

- Det var egentlig meget godt, at kroppen fik ro. Men to måneder var lige voldsomt nok, siger han.

Kan man kalde dig FC Fredericias hemmelige våben?

- Jeg vil gerne gøre en forskel. Men hemmeligt våben? Nej, det synes jeg ikke. Jeg er sulten efter at lave en masse gode præstationer, og så må du kalde mig, hvad du vil.

Til Esbjerg

Nu venter en træningskamp mod Esbjerg fredag, hvor Victor Torp kan vise sin cheftræner, at han skal starte inde, når det går løs ugen efter.

- Det er fedt, vi kan få lov at teste os af, inden det går løs. Vi har trods alt gået to måneder uden kamp og kun trænet i en uge. Det bliver rart at se, hvordan vi står. Også over for et hold som Esbjerg, som skal ud og kæmpe for overlevelse i Superligaen, siger han.

Det er noget andet at spille mod en anden modstander end sine holdkammerater.

- Vi kender jo hinanden ud og ind, men nu møder vi en modstander, vi ikke kender. Vi får også trøjer og benskinner på. Det er bare mere rigtigt, siger han.

Kampen mellem Esbjerg og FC Fredericia spilles på Blue Water Arena fredag klokken 11. Den er lukket for offentligheden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Mystik om søndagens brand i båd - område er lukket af

Annonce