Fredericia: Ikke nok med, at han for nylig måtte vinke farvel til sine morterer for en tid. Nu må Landsoldaten også tage afsked med mange af de store træer, der i mange, mange år har sat ramme omkring Landsoldatpladsen.
Torsdag styrede Sebastian Hjortdal Andersen fra firmaet Arthur Andersen sin brutale, kranmonterede motorsav og grab, så træerne først blev skrællet for grene, inden også stammen blev lagt ned.
- Det var kun et spørgsmål om tid, før grenene ville falde ned i hovedet på nogen. Træerne havde det ikke godt. Med det forkerte vindpust, var de væltet, siger han.
Sebastian Hjordal AndersenEt forkert vindpust - så var de væltet eller havde tabt grene.
Han styrer sin grab højt op for at gribe fat om grene og derefter save dem over, så han med en kontrolleret bevægelse "løfter" dem ned til jorden.
- Mange af grenene skal vi næsten ikke save i, inden de knækker af sig selv. Og bare ved at føre kranen frem gennem trækronen, knækker mange grene. De er helt sprøde, siger han.
Ventede på kastanjehøsten
Mens Sebastian Hjortdal Andersen klippede og fældede, stod hans kollega, Ulrik Pedersen, klar med en kran til at løfte afklippet op på en lastbil, hvorefter det skulle køres væk og laves til flis.
- Mange især ældre har været her og fortælle, at de er kede af at miste træerne, siger Ulrik Pedersen.
Heldigvis blev fældningen først gennemført efter den årlige kastanjehøst. Men nu er det altså slut med kastanjer. Netop kastanjetræerne er nemlig ramt af sygdom - endda en sygdom, der lever videre i jorden, så de fældede kastanjetræer ikke kan erstattes af nye. I stedet skal andre træsorter til.
- Vi skal fælde omkring hundrede træer rundt om på Volden. Heraf er måske 25 meget store. Resten er i varierende størrelse, og nogle er ret små, siger skovarbejder og tovholder på projektet, Jakob Gade.
Han forstår godt folks ærgrelse.
- Man ser det tit: At pladser ved deres anlæggelse beplantes med én slags træer, som så alle bliver gamle og syge på én gang mange år senere. Og så sker det her med, at de alle må fældes på én gang. Der er ingen tvivl om, at det her vil give mere lys på Landsoldatpladsen i nogle år. Men der er nye træer på vej, siger Jakob Gade.