Annonce
Fredericia

Vil I være med til at lave et kunstmuseum?

Erik Møller Jørgensen ser gerne kunst og teater smelte sammen i et byggeri i FredericiaC. Foto: Nikolaj Primdahl

Kunstneren Erik Møller Jørgensen ser gerne en arkitektonisk perle, der ved vandkanten både rummer teater og kunstmuseum.

Fredericia: Han ved, det koster mange penge, og Erik Møller Jørgensen erkender også, at han historisk set er på en svær mission, men det får nu ikke kunstneren fra Norgesgade i Fredericia til at holde sig tilbage.

- Jeg har planer om til de kommende debatmøder op til kommunalvalget at stille et meget konkret spørgsmål til politikerne: Vil I være med til at lave et kunstmuseum? Så må vi se, om der er nogen form for interesse, siger Erik Møller Jørgensen.

Hos ham florerer en idé om et kulturhus i FredericiaC - et pompøst arkitekttegnet byggeri, der både kan rumme teater og kunstmuseum - og han tænker stort.

- Det skal være et byggeri, der bliver talt om i Danmark - ja, i hele verden. Operahuset i Sydney eller Guggenheim-museet i Bilbao er eksempler på den slags byggerier, og arkitekten kunne jo være Bjarke Ingels. Han kunne løse den store udfordring, det ville være, siger Erik Møller Jørgensen.

Annonce

Det vil være forfriskende, hvis vores politikere tænker stort på kulturens vegne og gør noget andet end den klassiske støtte til teater og rytmisk musik.

Erik Møller Jørgensen

Et bredere kulturliv

Han mener ikke, at Fredericia kan eller skal løfte økonomien alene, der skal ekstern finansiering til, og ifølge Erik Møller Jørgensen kræver det derudover politisk mod.

- Vi er flere mennesker i Fredericia, som i 25-30 år har kæmpet for at få et kunstmuseum - men uden held. Til gengæld kniber det ikke med at finde penge til teater og den rytmiske musik, og jeg kan huske engang, jeg var til et møde på kommunen forud for etableringen af Tøjhuset. Der var ingen penge, som i ingen, men få dage efter sendte kommunen 10 millioner kroner efter den rytmiske musik, siger Erik Møller Jørgensen.

Kunsten fik plads oppe under loftet, hvor der er skråvægge, påpeger han sarkastisk.

- Vi har et teater, som gør det fremragende, men jeg savner initiativ til at ramme lidt bredere kulturelt i Fredericia. Helst så jeg et kunstmuseum helt for sig selv, men den tanke har jeg opgivet, og derfor tænker jeg, at det i stedet kunne tænkes ind i et kulturhus eller noget lignende.

Håber på interesse

Han glæder sig over, at der i Fredericia er en fin kunstforening og mange forskellige kunstgrupper, men han har ikke meget til overs for den politiske interesse i kunst.

- For eksempel blev der i nogle år arrangeret Kunst Touren i Fredericia, hvilket tiltrak mange mennesker, men ikke en eneste gang så jeg en af byens politikere, siger Erik Møller Jørgensen, der håber, at byen med en ung og ambitiøs borgmester som Jacob Bjerregaard kan og vil kunsten mere, end det hidtil har været tilfældet.

Han tænker også på, at et stort og dyrt byggeri til teatret ikke vil skabe liv i dagtimerne, eller på de tidspunkter hvor teatret spiller i Aarhus eller København, og her kunne et kunstmuseum bidrage med aktiviteter.

I det mindste håber han, at politikerne vil undersøge muligheden. Kan det i det hele taget lade sig gøre, og hvad koster det i givet fald? Det indikerer ifølge Erik Møller Jørgensen også en vis politisk interesse for kunsten i Fredericia.

- Altså, jeg mener det her - det er ikke bare for at lave larm i gaden, slår han fast.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Frygt for coronavirus: Lokale apoteker støvsuget for masker og håndsprit

Læserbrev

Knap var manden kørt væk, før vi skulle opleve Dansk Folkepartis jernkvinde slå plat på det tragiske dødsfald

Læserbrev: Ligesom alle andre i Fredericia læste vi nyheden om det uhyggelige skuddrab i mandags med stor forfærdelse. Det kræver et uhyre afstumpet menneske, for at man kan vælge at dræbe en 24-årig ung mand og efterlade en familie med det største tab, man kan forestille sig. Vores tanker går til den efterladte familie og venner samt til de beboere i Korskærparken, som nu endnu en gang skal forholde sig til uvidenhed og fordomme om deres boligområde. Knap var manden kørt væk, før vi skulle opleve Dansk Folkepartis jernkvinde Susanne Eilersen slå plat på det tragiske dødsfald. Hun havde nemlig hørt, at der havde været spændinger imellem nogle grupperinger, og hun var derfor af den overbevisning, at byrådet var ført bag lyset i de tilbagemeldinger, man har fået, som har talt om en positiv udvikling i boligområdet. Det lyder næsten som om, Susanne Eilersen beskylder politiet for at male et skønmaleri af Korskærparken, og det er hun åbenbart så fortørnet over, at hun har behov for at angribe dem på samme dag, hvor drabet er sket. I udgangspunktet kommer det ikke bag på os, at en person fra DF vil misbruge et tragisk drab for at fremstille sig som "tough on crime". Det har de gjort før. Men vi havde måske en naiv tro på, at Susanne Eilersen ville være sin viceborgmester-titel voksen og sikre politiet arbejdsro og beboerne plads. Hvis hun havde ventet et par timer med at konspirere om "tilstanden" i Korskærparken, ville hun have hørt, at alle respektive organer i Korskærparken lige fra politi, Den boligsociale Helhedsplan, frivillige og den samlende paraplyforening Korskær var voldsomt overraskede over dette. Det er en enorm mangel på respekt for de mennesker, som knokler både arbejdsmæssigt og frivilligt for at gøre området attraktivt, når man med et trylleslag dømmer det ude, fordi man tilfældigvis vælger at stole mere på løse rygter end de instanser, som rent faktisk ved, hvad de taler om, og som har deres daglige gang i Korskærparken. Vi håber, at beboerne kan passe på hinanden og ikke lader sig påvirke af en politiker, som forsøger at score billige points ved at puste til den frygt, som selvfølgelig kommer ovenpå denne triste episode.

112

Formodet gerningsmand anholdt: 27-årig fremstilles i grundlovsforhør

Fredericia

Se video: Mindesamvær i Korskærparken for afdød 24-årig

Annonce