Annonce
Middelfart

Vinderen er fundet: Brobygning Middelfart jubler over Torbens idé om en spilbutik med lounge

Lene Lawaetz har udpeget Torben Sanders' idé om at lave en tankesportsforretning med lounge i Middelfart som den bedste fra Brobygning Middelfarts kampagne. Derfor har han modtaget et gavekort fra Middelfart Handel. Foto: Sofie Ejlskov Hugger
Gennem de seneste uger har Brobygning Middelfart sammen med avisen og Middelfart Handel efterlyst borgernes idéer til nye butikker og varer i Middelfart. Nu er den bedste idé blevet kåret, og den kom fra Torben Sanders fra Middelfart.

Middelfart: En tankesportsbutik med digitale og analoge spil, der drives af en ildsjæl og indeholder en lounge, der kan bruges til arrangementer.

Sådan lød den idé, Torben Sanders fra Middelfart sendte til Brobygning Middelfart og direktør Lene Lawaetz, da organisationen i en kampagne sammen med Middelfart Handel, Fyens Stiftstidende og Melfar Posten efterlyste borgeres ønsker til nye butikker.

Spilbutikken skal ifølge Torben Sanders indeholde både kortspil, terningspil, brætspil, figurspil, puslespil, konsolspil og pc-spil, og hans forslag er tilsyneladende faldet i så god jord hos Brobygning Middelfart, at det nu er blevet kåret som kampagnens bedste.

- Tankesportsbutikken vinder, fordi den har været fremsynet, siger Lene Lawaetz og henviser til, at det unge segment i Middelfart har efterlyst brætspilscaféer. De gjorde de også, da Fyens Stiftstidende afholdt Løsningernes Rum på Middelfart Gymnasium torsdag.

- Men jeg tænkte, at nu møder jeg nok en hip spilmand med kasketten vendt om og hængerøv i bukserne, og så var det bare dig. Det er friskt, siger Lene Lawaetz til Torben Sanders, der nu har modtaget et gavekort på 1500 kroner til Middelfart Handel.

Det er blevet overrakt af leder af Bog og Idé i Middelfart Jesper Bendix.

- Jeg bliver bare glad, når jeg hører, at det sætter noget i gang. Det var egentlig ikke for at vinde præmier, siger Torben Sanders.

Annonce

Samarbejde med IBC

For at komme videre med idéen om en tankesportsbutik har Lene Lawaetz inviteret IBC i Fredericia (International Business College, red.) til et møde.

- Jeg vil gerne lave en prøvehandling. Men der skal jo lejes et lokale af en udlejer, og det skal jeg finde økonomi til, forklarer hun.

Som hun selv siger, har hun derfor også svært ved at svare på, om der vil gå "et halvt eller et helt år", før der muligvis vil være en spilforretning i Middelfart.

Jesper Bendix fortæller, at han gerne vil stå klar med hjælp og gode råd, hvis der er nogen, der vil arbejde videre med idéen.

- Jeg kunne vælge at sige, at det vil kunne tage kunder herfra (fra boghandlen, red.), eller jeg kunne vælge sige, at jeg synes, det er en god idé. Og det er det sidste, jeg vælger, siger Jesper Bendix.

Udover Torben Sanders idé har Brobygning Middelfart modtaget hundreder af forslag gennem butikskampagnen, og flere af dem er blevet taget op, herunder muligheden for at få hobbyforretninger eller flere hobbyvarer som en del af Middelfarts handelsliv.

- Det (kampagnen, red.) kunne godt være en fremtidens Middelfart-metode, konstaterer Lene Lawaetz.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce