Annonce
Debat

Vink til landmanden - i stedet for at være sur

Debat: Når jeg som bilist i disse høstdage møder de kæmpestore landbrugsmaskiner på vejene, bliver jeg tit vred. Ikke på mastodonterne eller deres førere, men på mange, andre bilister, som tuder i hornet, giver finger, knytter næver, og jeg véd ikke hvad. Bare fordi de ikke hurtigt nok kan komme udenom og videre i trafikken.

Inde i mit sure hoved’ nynner jeg med Liva Weel i Dagmarrevyen 1941 PH’s tekst ”Jeg ku bli’ no’et så 1-2-3…” For vred, det bli’r jeg!

Tænk, om vi i stedet giver os til at vinke venligt til de travle landmænd. Ja, tænk en gang, hvis vi viser dem vores taknemmelighed for, at de gider dyrke Danmarks jord og skabe produktion, som kommer os alle til gode, så vi kan få råd til at købe og køre i de flotte biler, vi nu sidder og dytter i, tænk en gang, om vi lader landmændene forstå, at vi føler med dem, fordi de trods mange vanskeligheder – i disse dage kan vi da bare nævne vejret – pukler løs med høsten. Til alles gavn.

Jeg véd godt, at smil og venlige vink ikke vil give bedre høstvejr; men det vil give mere solskin i forholdet mellem os mennesker. Måske vil de dyttende, truende, fingervisende bilister endda få det bedre. Måske.

Ved et møde forleden, hvor emnet for mit foredrag var min for trekvart år siden udkomne bog ’Under kastanjetræet – 1940’ernes farvel til bondesamfundet’, hvori jeg fortæller om udviklingen i landsbyerne, og dermed landbruget, fra 1940’erne til nutiden, sagde jeg noget om dette her. En tilhører gjorde opmærksom på, at jeg da ellers i bogen er kritisk over for nutidens landbrug..

Vist så. I min sammenligning mellem landbrug i min barndom og landbrug nu kritiserer jeg en del af vore dages måde at holde husdyr på. Grise, høns, mink. Og det vil jeg blive ved med, til dyrplageriet stopper – nødvendigvis ved lov!

Jo, jo. ”Den, man elsker, tugter man”. Med en opvækst som bondedreng og en tid som landmand med 9-måneders landbrugsskoleophold bilder jeg mig ind at kende lidt til landbruget. Jeg holder meget af det erhverv, og jeg var såmænd i mine første journalist-år landbrugsmedarbejder ved et jysk dagblad. Det var herligt.

I et kapitel tager jeg også fat på et udtryk, som ofte hørtes i efterkrigsårene og såmænd også høres nu om dage, at: ”Bønder klager altid!” Den myte går jeg imod og skriver i bogen, at landmænd er ”dengang som nu, nogle glade mennesker. Ind imellem! Hvad vi andre skal huske, er, at landmændene, altså bønderne, er så aldeles afhængige af vejret. I sommeren 1947 opgav vi næsten at køre selvbinderen i marken; der var ikke meget korn at hente dér. Eksperter udi de dele har kaldt tørkesommeren 1947 langt værre for landbruget end tørkesommeren 2018. Og 1947 fik få år senere følge af en sommer, da høsten druknede i regn, så man mange steder valgte at pløje det uhøstede korn ned. Det var sjaskvådt, og kærnerne var spiret, så værdien var nul. Så det er ikke så sjældent, at bonden har grund til at klage…”

Vi kender ikke det endelige resultat af høsten 2019. I skrivende stund synes regnvejret konstant; og meget korn og raps står endnu ’på roden’ i markerne. Men uanset hvad, så lad os i trafikken vinke og smile til høstfolket på de store maskiner og med glæde give dem plads på de ofte smalle veje.

Så kan vi vende PH’s sang til ”1-2-3: Hurra!”

Aksel Hundslev
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Strandgæster ryster på hovedet over broføljeton: - Man kan ikke hamle op med naturens kræfter

Annonce