Annonce
Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Google var først på ugen i Fredericia for at holde kurser for lokale erhvervsdrivende. Besøget var en del af Googles danmarksturné. Besøget i Fredericia skete i samarbejde med Fredericia Kommune. Brancheorganisationen Danske Medier er kritisk over for besøgene og samarbejdet med kommunerne. Foto: Peter Leth-Larsen
Google var i kontakt med 150 lokale virksomheder og 100 studerende under sit besøg. Brancheorganisation er kritisk og mener, Google trækker milliarder ud af landet.

Fredericia: Google rykkede mandag morgen ind i Fredericia. På torvet foran rådhuset havde Google placeret en bus, som mandag og tirsdag havde besøg af repræsentanter fra lokale virksomheder, som deltog i en række forskellige workshops.

Google var også en tur forbi EUC Lillebælt, hvor virksomheden mødte 100 studerende. 150 virksomheder deltog i en eller flere workshops som eksempelvis "hjemmeside der sælger", "webanalyse" og "sælg med sociale medier". Googles besøg i Fredericia er en del af en danmarksturné, hvor bussen besøger en række byer. Foruden Fredericia er det blandt andet Horsens, Thisted, Svendborg og Holbæk. Google vil gerne sætte fokus på virksomheders muligheder i den digitale verden.

- Vi er på vej ind i en fremtid med et arbejdsmarked, hvor mange arbejdsopgaver bliver automatiseret, og meget bliver digitaliseret. Det stiller store krav til borgere og virksomheder. Derfor er der et behov for nye kompetencer. Det kan være at bygge en bedre hjemmeside, hjælp til sociale medier eller sikring mod hackerangreb, fortæller kommunikationschef hos Google Danmark Jesper Vangkilde.

Annonce

Danske Medier: Google fører fire milliarder ud af landet

Danmarksturnéen har dog ført til kritik fra blandt andre brancheorganisationen Danske Medier, som mener, Googles vækst på det digitale annoncemarked tager indtjening fra danske medier.

- Det er rigtig godt, Google generelt kommer rundt for at styrke virksomhederne i digitale kompetencer. Men de underviser også i digital markedsføring. Udfordringen er, at Google sidder på alle led i den digitale værdikæde. Det betyder, annoncørerne fastholdes i Googles greb. Konsekvensen er, at de underminerer lokale og regionale mediers indtjening. Det koster arbejdspladser. Og vi skal huske, at en vigtig grundsten i vores demokrati er, at befolkningen har adgang til lokale medier, siger administrerende direktør i Danske Medier Louise Brincker.

- Er medierne ikke bare for dårlige til at tilpasse sig markedet i år 2019?

- Det er klart, vi som medier også skal tænke nyt i forhold til at opnå indtjening, men vi må også erkende, at det ikke kun er i Danmark, medierne er udfordrede. Det er worldwide, så det er ikke de danske medier, som er for dårlige. USA er et godt eksempel. Her er der områder, som er uden lokale medier. Der skulle Danmark nødig ende - med sorte huller uden lokale medier, siger Louise Brincker og tilføjer:

- Vi skal lige huske, at Google fører fire milliarder kroner ud af landet, som ikke beskattes. Tænk, hvis de betalte skat af dem. Google har en klar interesse i at brande sig over for det lokale erhvervsliv ved at møde op med en turbus.

Google: Vi føler et ansvar

Ifølge Jesper Vangkilde er målet med danmarksturnéen at bidrage til digitaliseringen hos de lokale virksomheder - ikke at tage annoncekroner fra danske medier.

- Jeg har endnu til gode at høre, hvordan den her bustur vil trække annoncekroner ud af markedet. Tværtimod har projektet til hensigt at dygtiggøre virksomhederne, så de kan klare sig bedre, vokse og ansætte flere medarbejdere. Det er ikke Google, som har udvalgt de redskaber, der undervises i. Det har eksterne eksperter på baggrund af, hvad virksomhederne selv efterspørger, siger han.

- Men der er vel også en forretning i det for Googles vedkommende?

- Google ser sig selv som en del af den digitale fremtid. Vi føler et ansvar for at få borgere og virksomheder med på vognen. Den her bustur er ikke med fokus på bundlinjen. Vi har hele tiden sagt, at de steder, vi bygger et datacenter, engagerer vi os også lokalt ved at bidrage til at udvikle området, siger Jesper Vangkilde.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce