Annonce
Kolding

Virksomhedsejer håber byrådet må ombestemme sig: Bygger ny lagerhal på Koldings lukningstruede erhvervshavn

Havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen, til venstre, gav Merethe og Ole Hjaltelin et vejskilt til rejsegildet på deres nye lagerhal. På skiltet står Wilma Slippen. Det kommer den lille vej ved hallen nemlig til at hedde, og vejen er opkaldt efter parrets hund, der altid er med på arbejde. Foto: Lena Juul
Merethe og Ole Hjaltelins virksomhed på Kolding Havn vokser med en 600 kvadratmeter stor hal til træpiller og briketter på paller. De vælger at udvide, selv om et stort flertal i byrådet har besluttet, at erhvervshavnen skal lukke.

Kolding: Solen skinner, og der er frit slag mellem madpandekager og dessertpandekager hos virksomheden Hjaltelin på Kolding Erhvervshavn. Merethe og Ole Hjaltelin er værter. De holder rejsegilde på deres nye lagerhal, der skal rumme træpiller og briketter på paller. Hallen er en udvidelse på ti procent, og dermed får virksomheden 6600 kvadratmeter under tag.

- Beslutningen om at bygge hallen blev truffet, efter et flertal af medlemmerne i byrådet meldte ud, at de ville lukke erhvervshavnen. Jeg har lavet et regnestykke og divideret investeringen i hallen med de 14-15 år, vi som minimum kan blive på Kolding Havn. Ud fra det er byggeriet rimeligt forsvarligt økonomisk set. Men den væsentligste grund er, at vi gerne vil drive en pæn virksomhed, der er et rart sted at være, så vi kan fastholde dygtige, dynamiske medarbejdere, siger Ole Hjaltelin.

Virksomheden handler med biobrændsel, og de seneste fem år har årsomsætningen været mellem 90 og 151 millioner kroner. En stor del af brændslet kommer til Kolding med skib.

Var det ikke bedre at flytte fra den lukningstruede havn først som sidst?

- Der er ingen, der ved, hvad byrådet vil med havnearealet. Jeg har en tro på, at der bliver lavet dramatisk om på byrådets beslutning, for jeg kan ikke forstå, at man kan se fuldstændig hen over den nationale infrastruktur og lade være med at tage hensyn til miljøet i Danmark. Tiden må vise, om jeg får ret, men jeg forstår ikke, at byrådets flertal vælger at sige, at man hellere vil have boliger og andre ting end miljøvenlig transport ind og ud af havnen, svarer han.

Annonce

Hjaltelin

  • Virksomheden Hjaltelin ligger på Caspar Müllers Gade på Kolding Erhvervshavn.
  • Den ejes af Merethe og Ole Hjaltelin. Ud over ægteparret tæller virksomheden i alt seks ansatte.
  • De seneste fem år har virksomheden omsat for mellem 90 og 151 millioner kroner.
  • Omsætningen kommer primært fra handel med biobrændsel, der er importeret fra Baltikum, Rusland, Polen og Sverige.
  • Virksomheden sælger til alle fra privatpersoner til kraftvarmeværker på kundelisten.

Flere planer

Ole Hjaltelin er også i tvivl om, hvor virksomheden i givet fald skulle flytte hen.

- Det er en stor beslutning at flytte, og der er ikke umiddelbart steder, hvor vi naturligt kan flytte hen og føle os velkomne. For eksempel er haven i Fredericia fuldt optaget. Og som havnevirksomhen banker vores hjerte ikke for tørhavnen i Vamdrup. Det er mere effektivt at losse et skib og måske få 4000 tons biobrændsel ind på to dage i stedet for at have et hav af lastbiler, der skal tippe af og holde i vejen, forklarer han.

Hallen er en investering på omkring 1,5 millioner kroner, men inden beslutningen om at lukke erhvervshavnen blev truffet, havde virksomheden større planer.

- Vi havde faktisk en femårsplan om at investere over 20 millioner kroner i udvikling af virksomheden, hvor vi blandt andet skulle bygge større kontor og større løsvarehal, men nu ser vi tiden an, siger Ole Hjaltelin.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Christian Jørgensen (V) om FN's verdensmål: Det koster noget at gøre noget, men med måde - ellers får vi gule veste på gaden

Annonce