Annonce
Fredericia

Virus lagde 5. juli ned: Men der var alligevel sygebesøg rundt om

Der blev ikke sendt officielle indbydelser ud til borgerne, men garnisonen, Fredericia Kommune og 6. Juli Komiteen markerede søndag 5. juli forskellige steder rundt om. De, der kom forbi, kunne overvære kranselægninger og korte taler. Blandt andet her ved Landsoldaten. Foto Ludvig Dittmann
Lille, men vigtigt, program gennemført søndag. Kranse og blomster, taler og gudstjeneste. Det hele kan ses på nettet.
Annonce

Fredericia: Søndag fandt den hidtil magreste markering af 5. juli i Fredericia sted.

Regn og blæst var desuden med til at illustrere, hvor store indvirkninger corona og det deraf følgende forsamlingsloft har i år på sejrsfesten, som titusindvis af fredericianere og turister under normale forhold følger.

Men det 171. år for Udfaldet fra Fredericia 1849 højtideligholdes nærmest ikke. Og dog. Der blev gennemført en slags sygebesøg til de vigtigste historiske steder. Dog uden offentlig indbydelse. På grund af risikoen for sammenstimlen.

Og derfor var det alligevel stemningsfuldt at stå på Landsoldatpladsen sammen med garnison, forsvarsbrødre, politikere og et lille antal tilfældigt fremmødte for at se kranse blive lagt for foden af statuen for den menige soldat. Fæstningsbyens vartegn.

- Ingen kan tage vores kulturhistorie fra os, og ingen kan forhindre os i at fejre 5. og 6. juli, sagde Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard:

- I år med lidt mere afstand, men med samme dybe respekt og ydmyghed.

Annonce

Lev livet i sommeren

Borgmesteren opfordrede alle til at bruge sommeren til at gå oplevelse i historien på egen hånd. Besøge mindesmærker og udstillinger om Fredericias dramatiske fortid.

Men også nutiden fortjener fokus, fortsatte Jacob Bjerregaard, som håbede, at butikker, spisesteder og de arrangementer, der trods alt holdes i den kommende tid, må møde lokal opbakning og mønt.

Bjarne Rønnow, Erritsø, var med sin kone, Lene, og en datter, der normalt bor i Aarhus, på Landsoldatpladsen søndag: "Jeg synes, det var utroligt fint alligevel. Alle var repræsenteret med kranse. Som det plejer at være. Vi går nok en tur på volden nu og ser den nye udstilling om 5. og 6. juli, og så håber jeg da, at der bliver gjort ekstra meget ud af det næste år". Foto: Ludvig Dittmann

Leder af Museerne i Fredericia, Karsten Merrald Sørensen, kom på Landsoldatpladsen med en historisk baggrund for Slaget ved Fredericia, og der blev lagt kranse af Føringsstøtteregimentet, 6. Juli Komiteen, byen og hær- og marinehjemmeværn. En enkelt trompet afsluttede med Danmarks sidste honnør.

Annonce

Her blev 1849 markeret:

Fra morgenstunden lagde komiteen, der er sammenfaldende med De Danske Forsvarsbrødre for Fredericia og Omegn, også buketter ved monumentet ved banegården for de faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45, ved monumenterne for 1849-officererne, general Bülow, general Lunding, general Rye og major Krabbe, samt med mindet for søhelten og bysbarnet, Peter Buhl, der døde helt ung i et søslag mod englænderne 1812.

Karsten Merrald Sørensen gav ligeledes her korte historiske rids, og ved middagstid placeredes derudover en krans ved krigergraven ved Michaelis Kirke, hvor de slesvig-holstenske faldne hviler. Borgmester Jacob Bjerregaard deltog tillige med tidligere borgmester, Uffe Steiner Jensen.


Ingen kan tage vores kulturhistorie fra os, og ingen kan forhindre os i at fejre 5. og 6. juli. I år med lidt mere afstand, men med samme dybe respekt og ydmyghed.

Borgmester Jacob Bjerregaard


Klokken 13.15 nåede markeringen så Landsoldatpladsen.

Den fortsatte med kranse, blomster og taler ved de danske soldaters store fælles grav ved Trinitatis Kirke og ved monumentet Ryeshøj på Ndr. Kobbelvej.

Annonce

Se det hele på Frdb.dk og tv

Søndag aften klokken 19.00 vises på Fredericia Dagblads hjemmeside Frdb.dk den traditionelle minde- og festkoncert fra Trinitatis Kirke med messingkvintet fra Slesvigske Musikkorps og kirkens pigekor under ledelse af organisterne, Dennis Fick og Niels Erik Aggesen.

Koncerten blev optaget af Fredericia Dagblad i sidste måned. Nu livestreames den til glæde for alle.

Også dagens taler og kranseceremonier rundt om i byen livestreames. På DanmarkC TV. På kanalen kan man desuden gense det hele bagefter plus mindes tidligere års 5. og 6. juli med forskellige klip. Det er på internetadressen Danmarkc.tv.

5. juli slutter 21.00 med mindegudstjeneste i Michaelis Kirke, men der er begrænset plads på grund af coronaens forsamlingsloft. Klokken 22.00 stryges flaget over Prinsens Port, og der blæsestil retræte.

Mandag 6. juli 08.00 hejses dannebrog igen - ligeledes med trompet.

Formanden for 6. Juli Komiteen, Erik Schwensen. Foto: Ludvig Dittmann

- Jeg synes, det var det bedste at gøre, når det nu ikke kunne være anderledes, sagde formanden for 6. Juli Komiteen, Erik Schwensen, til Fredericia Dagblad, om det stærkt beskårede program.

Han oplyste, at røster har bedt arrangørerne overveje ekstra krudt og fest og farver, når vi i 2021 forhåbentligt på normal vis kan fejre 5. og 6. juli for 172. gang:

- Økonomien kan sætte nogle grænser for os , men det skal vi naturligvis have talt om nu.

5. juli i Fredericia i en coronatid: En barberet version, men dog med stemning og eftertanke, på Landsoldatpladsen. Foto: Ludvig Dittmann
Foto: Ludvig Dittmann
Foto: Ludvig Dittmann
Foto: Ludvig Dittmann
Foto: Ludvig Dittmann
Foto: Ludvig Dittmann
Foto: Ludvig Dittmann
Foto: Ludvig Dittmann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

23-årig kom alvorligt til skade på Østerstrand: Er fortsat i kritisk tilstand og skal opereres

Danmark For abonnenter

Smitten har bredt sig de seneste uger: Derfor er eksperter alligevel fortrøstningsfulde

Fredericia

Se pressemødet fra Fredericia Teater: Kultur- og musikarrangementer frem til nytår afsløret

Annonce