Annonce
Erhverv

Vouchere luner hos butikker: Flot, hvad der gøres for byen

Fredericianerne er gode til at handle lokalt, og nye vouchers har givet et ekstra skub, siger René Elbæk, butikschef i Sport24. Foto: Klaus Madsen
Efter en hård periode lysner det for handelen, lyder det fra flere butikker. Folk er opmærksomme på, de skal handle lokalt, og flere butikker har allerede modtaget mange vouchere.

Fredericia: Efter corona-nedlukningen er kunderne bevidste om, at de skal handle lokalt.

Sådan lyder det fra flere butikker, som Fredericia Dagblad har talt med på en rundtur i byen. Her spurgte vi også til de mange vouchers, som kunder kan vinde og bruge i de lokale forretninger. Værdien af de sponsorerede vouchers fra T. Hansen, Monjasa og Randal Beton ligger på 225.000 kroner.

Hos Sport 24 i Danmarksgade er effekten tydelig, fortæller butikschef René Elbæk:

- Vi har kunnet mærke det og har allerede fået en del. Det er flot, hvad der bliver gjort for byen, og folk er også positive. De nye vouchers har skubbet ekstra på. Vi har faktisk ikke haft problemer, og vi har også kunnet mærke ekstra handel den periode, hvor centrene har været lukket. Fredericianerne er også normalt gode til at støtte op lokalt i stedet for at købe ting på nettet eller andre steder. Siden vi åbnede igen, har vi især solgt sko. Det er nok hver anden kunde. Det er løbesko, modesko og børn, der skal ud af vinterskoene, efter at de er kommet i skole igen.

Annonce
Corona-krisen har lært fredericianerne at bage, så der sælges en del brødforme for tiden, fortæller Lise Møller, som er medindehaver i Kop & Kande i Fredericia Midtpunkt. Foto: Klaus Madsen

Fuld skrue siden åbning

En superidé. Sådan siger indehaver Lone Bull Bendixen fra Pigernes Verden i Gothersagde om de mange voucher og "Handel lokalt"-kampagnen.

- Vi har kun haft to indtil videre, men det er et flot initiativ, siger indehaveren, der suppleres af eleven Emma Deleuran Mikkelsen:

- Folk har fokus på, at de skal handle lokalt, så det skal nok komme. Folk skal bare lige have lidt tid til at komme ned og bruge det. Men vi har mærket god opbakning. Siden vi åbnede igen fra 6. april, har der været fuld skrue på, siger hun lørdag eftermiddag til Fredericia Dagblad.

Initiativet får også smilet frem hos salgsassistent Camilla Schibsbye fra Skoringen i Danmarksgade.

- Vi har ikke fået nogen vouchere endnu, men vi er klar til at tage imod dem, siger hun og peger hen mod disken og en beskrivelse af "Handel lokalt"-kampagnen og voucherne.

Tager imod med kyshånd

Hos Kop og Kande i Fredericia Midtpunkt oplever medindehaver Lise Møller også den lokale opbakning.

- Vi har modtaget en del vouchere, og det tager vi imod med kyshånd i en svær tid. Alle butikker har mærket corona, og vi måtte også sende medarbejdere hjem i en periode. Det har været ens for alle. Men det er dejligt, at det lysner nu, siger hun.

- Vi har både modtaget gavekort i forbindelse med drive-in bio på havnen (i begyndelsen af måneden, red.), men også i forbindelse med de vouchers, som T. Hansen og Monjasa står bag, siger Lise Møller.

De mange vouchere kan hjælpe butikkerne den rigtige vej. Samtidig er salget også præget af en ny hobby for mange under corona-nedlukningen.

- Vi sælger meget bagegrej. Det er noget, folk har haft tid til, og det holder de fast i, siger hun med et smil.

Vouchers kan vindes i forskellige konkurrencer i disse uger. Hvis man vinder, skal de indløses senest 31. juli i en af de butikker med "Handel lokalt"-klistermærket.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Kvælstof endte i Erritsø Bæk efter brand: Omfanget er endnu ukendt

Fredericia

Galleri ser dagens lys i C-byen

Annonce