Annonce
Sport

Wedala-bokser får den hårdeste modstander i bokselandskampen

Nikki Møller Nielsen har udviklet sig meget siden skiftet fra Grindsted til BK Wedala. Han har fået langt bedre sparringpartnere at træne med. Foto: Dorte Adelfred.
Nikki Møller Nielsen, tidligere Grindsted, nu BK Wedala, skal møde den tyske mester Kevin Boakye i bokselandskampen i Vejle på lørdag.

Vejle: Nikki Møller Nielsen fra BK Wedala skal møde den stærkeste tysker i bokselandskampen i Vejle på lørdag.

Der er tale om den tyske mester fra 2019, Kevin Boakye, der er mørk og af afrikansk afstamning, fra Tysklands bedste klub BC Traktor Schwerin. Han vandt mesterskabet med finalesejr over Silvio Schierle, der er med på det tyske landshold i letsværvægt.

- Han skræmmer mig ikke, siger Nikki Møller Nielsen. Jeg har været med til VM for U19 og har mødt medaljevindere fra VM. Den værste, jeg har mødt, var fra Ukraine. Ham mødte jeg i Sven Lange-turneringen i Tyskland, og jeg har aldrig været slået ud.

- Jeg har været fast på landsholdet i weltervægt de seneste fire år. Jeg røg af landsholdet, fordi jeg blev for tung til weltervægt, men nu er jeg med i mellemvægt, og jeg ser mig selv som fast mand på landsholdet igen. Jeg har lige vundet over Emil Kot fra Korsør, der er den hårdeste konkurrent ved DM i Jyllinge i næste måned, siger den tidligere Grindsted-bokser.

Nikki Møller Nielsen har bokset 90 kampe med 60 sejre. Han var været med til EM og VM og er tredobbelt dansk mester i weltervægt og nordisk mester.

Annonce

Danmark-Tyskland i bokselandskamp

Boksestævnet i Rosborg-hallen på lørdag er opdelt i to afdelinger.

Bokselandskampen Danmark-Tyskland starter kl. 19.00, men allerede kl. 17.00 bokses fem kampe med lokale boksere.

De ni kampe i landskampen:

58 kg: Frederik Lundgaard Jensen-Remi Bojami, Hannover.

60 kg: Danny Jensen-Umar Bajwa, Berlin.

64 kg: Nikolai Terteryan-Alban Arti, Schwerin.

67 kg: Allan Malla-Rashid Ali, Sachsen.

70 kg: Alix Sennels-Daniel Meyer, Schwerin

76 kg: Nikki Møller Nielsen-Kevin Boakye, Schwerin.

78 kg: Amre Allman-Silvio Schierle, Frankfurt an der Oder.

92 kg: Patrik Lika-Amar Abbas, Hamburg

Over 91 kg: Morten Givskov-Collin Bessenberger, Hamburg.

De fem lokale kampe:

Sebastian Terteryan-Kasper Wilton, BK Vitus Horsens.

Amer Ibajov-Ibrahim Babayev, Haderslev.

Mark Jensen-Malik Tanis, Herning.

Thomas Nielsen-Mark Thorup, FAK Aarhus.

Jacob Bank-Christian Bissimwa, Kolding BC.

Klubskifte

- Mit skifte fra Grindsted til BK Wedala har givet mig meget. Jeg havde ingen at træne med i Grindsted. Nu kan jeg slås med Patrick Lika og Jacob Bank, når jeg skal træne med de tunge, og med Nikolai og Sebastian Terteryan, når jeg skal træne med hurtige folk. Det har udviklet mig meget.

- Min kæreste er under uddannelse i London indtil december, og jeg har masser af tid til at træne efter arebjdsdagen. Jeg tager direkte fra mit arbejde som tømrer ud i træningslokalet, siger Nikki Møller Nielsen, der starter dagen kl. 4.30 hjemme i Grindsted.

Han vejer 77 kilo, så mellemvægt indtil 75 kilo er en naturlig vægtklasse for ham.

- Jeg har skiftet stil efter mit klubskifte. Jeg er blevet meget bedre teknisk, og jeg er blevet hurtigere. Tidligere lagde jeg vægt på det fysiske, siger han.

Målet er OL

21-årige Nikki Møller Nielsen har ingen planer om at blive professionel.

- Jeg havde sat næsen op efter at komme til OL, men kom ikke med i truppen af 12 OL-kandidater. Måske kan jeg nå det endnu, men det kan også blive i 2024 i Paris, siger han.

BK Wedala er godt rustet til bokselandskampen. Der må lukkes omkring 1000 tilskuere ind i Rosborg-hallen.

- Det er god PR for BK Wedala, siger formanden Leif Lund.

- Tyskland kommer med et stærkt hold, og jeg tror ikke, Danmark kan vinde landskampen, men vi kommer til at se boksning på et højt niveau. Vi har en aftale om, at folk kan se kampen på Danmarks Radio, så folk kan streame kampen. Det er den første af de tre landskampe, vi kommer til at arrangere. Nu skal vi lige være færdige med at arrangere de jyske mesterskaber i januar. Efter landskampen sætter vi os sammen og laver en plan, men det er stensikker, at den næste landskamp i Vejle også bliver i denne sæson, fastslår Leif Lund.

BK Wedala får bokse-kraftcenter i Vejle. Det betyder, at Danmarks bedste bokser Frederik Lundsgaard Jensen flytter til Vejle, men han fortsætter med at stille op for Pandrup.

Også landstræner Thomas Kyø overvejer at flytte fra Aalborg til Vejle.

Brødtekst

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Løsgænger: Byrådet skal have tal på bordet fra teatret - hvor meget skal det koste?

Annonce