Annonce
Danmark

Wisconsin og folk som Aaron Jetto kan afgøre Trumps skæbne

Aaron Jetto spiller pool på Big Dick's bar i Spooner, Wisconsin. Baren er berømt for, at John F. Kennedy besøgte den to gange samme dag under sin præsidenkampagne i 1960. Søren Bidstrup
Wisconsin er udråbt til at blive delstaten, der afgør, om Donald Trump gentager sin bedrift fra 2016 og vinder præsidentvalget næste år. Og hvis man vil forstå hvorfor, må man forstå den 38-årige håndværker Aaron Jetto fra den lille by Spooner.

USA: Med sit store buskede skæg og sin omvendte, ternede kasket er det næsten som om, Aaron Jetto er groet direkte ud af skovene, vildmarken og de i omegnen af tusind søer ved stationsbyen Spooner i det nordlige Wisconsin.

Livet på disse kanter er på alle måder anderledes, end hvordan det udspiller sig i det politiske magtcentrum i Washington D.C. Men man skal ikke undervurdere, hvor stor betydning den 38-årige vildtjæger og håndværker, der efter dagens arbejde vanen tro spiller en omgang billard på byens berømte bar, Big Dick's, har for præsident Trumps politiske fremtid.

Aaron Jetto er en af de uforudsigelige. En af dem, alle politikerne kæmper om. En af de såkaldte "svingvælgere", som kommer til at afgøre, om Donald Trump bliver genvalgt næste år og får yderligere fire år i Det Hvide Hus.

Wisconsin står ligesom ved præsidentvalget i 2016 til at blive den af USA's 50 stater, der afgør, om sejren vil tippe over til Trump eller til den demokrat, som ender med at blive hans udfordrer, viser en dybtgående analyse i avisen The New York Times.

Wisconsin er uforudsigelig på grund af statens mange "svingvælgere" - altså vælgere, der som Aaron Jetto ikke stemmer partipolitisk.

- Jeg stemmer altid efter det, der optager mig, og afvejer nøje, hvem jeg ser som øjeblikkets bedst mulige kandidat til at lede landet. Personen betyder for mig mere, end hvilket parti kandidaten er fra, siger Aaron Jetto, inden han støder til endnu en kugle på Big Dick's.

At navnet på baren skal tages aldeles bogstaveligt, opdager man hurtigt, eftersom der i den næsten 100 år gamle bar står flere træ-penisser i overstørrelse.

Der hænger dog også andet på væggene, og de fortæller en del om, hvad det er for et sted, som står til at kunne afgøre, hvem der i næste præsidentperiode kan sætte sig til rette i Det Ovale Værelse.

Overalt hænger der udstoppede dyr - vildsvin, bjørne og rådyr - hvoraf de fleste er nedlagt af barens første ejer, Tom Trudelle, og hans jagtglade venner. Stedets største attraktion er dog en udstoppet kalv med to hoveder.

Da JFK besøgte Big Dick's - to gange

Tom Trudelle overtog baren i 1932. Under spiritusforbuddet var den blevet drevet som en ikke-alkoholisk saloon af en lille, venlig mand, der var blevet bartender efter at have arbejdet ved den lokale jernbane, hvor han havde mistet en del af sin højre fod efter at have fået den kørt over af et tog.

Trudelle ansøgte om og fik spiritusbevilling i 1934, året efter afslutningen på forbudstiden, og siden har stedet været et socialt og cirkusagtigt samlingssted, der på et tidspunkt tilmed havde en abe, kaldet Chico, i et bur. Den måtte baren dog skille sig af med, idet den var for uopdragen og gennem burets gitter greb fat i de kvindelige gæsters taskeremme og nægtede at give slip.

Baren har også i årtier været kendt for, at John F. Kennedy besøgte den to gange på samme dag i 1960 under den kampagne, der gjorde ham til præsident senere samme år.

På døren ind til barens herretoilet bekendtgør et skilt, at JFK "brugte disse faciliteter 18. marts 1960". Og på et historisk, grynet foto kan man se, hvordan Kennedy holder valg­tale lige uden for baren, stående på kølerhjelmen af en amerikansk flyder.

- Vi har en stærk tradition for præsidentkampagner her, siger Aaron Jetto. - Men ikke længere kun dem, der omfavner det demokratiske parti.

Da Donald Trump vandt Wisconsin i 2016, var han den første republikanske præsidentkandidat, som vandt staten, siden Ronald Reagan gjorde det tilbage i 1984.

Hillary Clinton skippede Wisconsin under præsidentvalgkampen i 2016, da Demokraterne tog en sejr i staten for givet. Trump endte med at vinde Wisconsin med færre end 23.000 stemmer, og siden har ingen stat været mere symbolsk for Demokraternes kamp for at få fjernet Trump fra magten.

Nu, da Wisconsin er blevet en afgørende svingstat, vil Demokraterne holde deres konvent i Wisconsins største by, Milwaukee, næste sommer.

Fravalget af George W. Bush

Aaron Jetto valgte at stemme på Donald Trump ved præsidentvalget i 2016.

Det skræmmende for Demokraterne er, at selv om Donald Trumps popularitet har ligget lavt gennem hele hans tid som præsident - på cirka 40 procent - viser analysen i The New York Times, at præsidenten måske kan genvinde sin post, selv hvis han samlet får fem procent færre stemmer end sin modstander.

Årsagen er det særlige amerikanske valg­system med valgmænd, hvor vinderen af en stat får alle de valgmænd, som i sidste ende vælger præsidenten.

En væsentlig grund til, at en så lille stat som Wisconsin er så vigtig, er, at Demokraterne ikke har en anden oplagt og lovende stat, de kan vinde, hvis Wisconsin på ny peger på Trump.

Som svingvælger er Aaron Jetto ikke nem at forudsige for hverken målingsinstitutter eller præsidentkandidater, og han har gennem årene stemt på både demokratiske og republikanske kandidater.

Den første gang, han stemte til et præsidentvalg var i 2000, da han stemte på demokraten Al Gore, der havde været Bill Clintons vice­præsident i otte år. Det var til dels et tilvalg af en fortsættelse af æraen under Clinton.

- Clinton havde problemer med damer, siger Aaron Jetto med henvisning til blandt andre Monica Lewinsky, som præsidenten havde en affære med.

- Jeg er ligeglad med politikernes privatliv. Clinton lyttede til folket, havde styr på økonomien, og under hans præsidentskab arbejdede Kongressen meget sammen på tværs, hvilket jeg sætter pris på.

Aaron Jettos stemme var også et fravalg af George W. Bush, som han nægtede at stemme på, fordi faren, George H.W. Bush, i sin tid som præsident - fra 1989 til 1993 - havde brudt sit valgløfte om ikke at hæve skatterne og derudover havde ført USA ud i recession.

Ved sit andet præsidentvalg i 2004 stemte Aaron Jetto igen på en demokrat - nu på John Kerry - og igen var det delvist et fravalg af Bush. Men dog af en anden grund end første gang. Sagen var den, at George W. Bush havde ført USA i krig både i Afghanistan og Irak efter Osama bin Laden og al-Qaedas terrorangreb på USA 11. september 2001, og dette kom meget tæt på Aaron Jetto.

Ikke fordi han selv blev sendt i krig - han blev kasseret på grund af en knæoperation i sin gymnasietid - men det gjorde stort set alle vennerne fra hans skoletid.

- Jeg mistede så mange venner og familiemedlemmer i Afghanistan og Irak. Vi var næsten lige kommet ud af high school, hvorefter de stort set alle blev sendt i krig. En af mine gode venner begik selvmord, da han kom hjem. Derfor kunne jeg ikke stemme på George W. Bush. Det gik for vidt.

Fantastiske Bill - beskidte Hillary

Ved de efterfølgende præsidentvalg stemte Jetto på republikanske kandidater. Han kunne ikke se sig selv i Barack Obamas sociale reformer, så ved valget i 2008 stemte Aaron Jetto på den republikanske modstander, John McCain, og i 2012 på Mitt Romney.

Og endelig i 2016 gik stemmen så til Donald Trump. Det var ikke mindst et fravalg af Hillary Clinton.

- Bill Clinton var fantastisk, men jeg opfatter Hillary som korrumperet og ikke til at stole på. Jeg kunne aldrig give hende min stemme, siger han.

Aaron Jetto ved endnu ikke, hvem han vil stemme på til næste år.

Han siger, at han er "75 procent enig" med Donald Trump. Men understreger også, at han følger intenst med i, hvad de demokratiske præsidentkandidater står for, så han kan vurdere, om det ved præsidentvalget i 2020 er tid til at vende tilbage til en demokrat.

Prioriteringerne har han dog på plads.

- For mig handler det om, at præsidenten forstår, at de penge, som folk tjener, først og fremmest er deres egne og ikke bare skal gå til skatter. At præsidenten satser på at skabe arbejdspladser. Og endelig legalisering af medicinsk marihuana i flere stater. Hvis det var sket tidligere, så havde vi ikke haft opiodkrisen, der har ødelagt mange lokalsamfund i USA ved, at medicinalselskaber har gjort folk afhængige af al for stærk smertestillende medicin.

Aaron Jetto har set det hele. De dårlige og de gode sider af USA. Og for ham handler det om at få mere af det sidste. Som når han kører rundt i bakkerne omkring Spooner i sin truck og kan se det ene hus efter det andet, som han selv har bygget.

- Den slags gør mig glad. Den slags betyder alt for mig.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA

Annonce

Præsidentvalg i USA i 2020

Der er præsidentvalg i USA hvert fjerde år. Sidste gang var i 2016, da Donald Trump blev USA's 45. præsident. Næste præsidentvalg i USA finder sted 3. november 2020.

Donald Trump har bebudet, at han genopstiller, og han bliver formentlig kåret som Republikanernes kandidat til posten. Hvem der bliver Demokraternes præsidentkandidat, er der mere usikkerhed om endnu.

Fra februar 2020 stemmer demokratiske vælgere stat for stat ved primærvalg og vælgermøder på delegerede, der skal pege på en kandidat. Partiets kandidat bliver formelt udpeget ved partiets konvent i juli 2020.

Kilder: CNN og AFP

- Jeg stemmer altid efter de konkrete emner, der optager mig, og afvejer nøje hver gang, hvem jeg ser som øjeblikkets bedst mulige kandidat til at styre landet. Personen betyder for mig mere, end hvilket parti kandidaten er fra, siger håndværkeren Aaron Jetto. Søren Bidstrup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce