Annonce
Sydjylland

Zoom-kongen har fået det rigtige job

Nadja Mulvad har lært at blive mere struktureret, og det ses bl.a. på det velordnede skrivebord. Foto: Carsten B. Grubach
Nadja Mulvad har læst teologi og gjort rent på vej til direktørpost i international handelsvirksomhed.
Annonce

PADBORG: Det kunne være historien om au pair-pigen, der for 18 år siden ved et tilfælde kom til Danmark, mødte kærligheden, blev gift, fik to børn og arbejdede som rengøringsassistent, fordi det var svært at få andre job, når man ikke kan sproget.

Men det er ikke hele historien. Kun en lille del af den. For Nadja Mulvad ville videre – og det kom hun på en lidt utraditionel måde.

Siden 1. august har hun haft titel som Chief Strategy Officer (CSO) i Krone ScanBalt Group, der har hovedkontor i Padborg. Krone ScanBalt Group er en del af den familieejede tyske Krone-koncern, en af Europas største trailerproducenter.

40-årige Nadja Mulvad stammer fra den russiske by Astrakhan, der ligger ved Det Kaspiske Hav. Som otteårig flyttede hun med sine forældre til Estland. Hun blev troende, blev en del af metodistkirken og tog en bachelor i teologi i Tallinn.

– Jeg havde en veninde, som havde været au pair i Danmark, og hun spurgte, om det ikke var noget for mig. Der var det. Så jeg kom til en familie i Fredericia. Jeg mødte min mand og blev gift. Min svigerfar skaffede mig arbejde som rengøringskone på det psykiatriske hospital i Middelfart, for jeg kunne jo ikke bruge min uddannelse, når jeg ikke kunne sproget. Men det var et godt job dengang, og jeg arbejdede der i fem år, fortæller Nadja Mulvad.

Hun søgte ind på IBC i Fredericia, efter at hun havde været på barselsorlov med sit andet barn. Målet via en HG voksenuddannelse var at få en kontoruddannelse, men efter det første af de tre år, uddannelsen varede, rådede studievejlederen hende til at læse videre, da hun jo allerede havde en gymnasial uddannelse fra Estland.

– Jeg læste til markedsføringsøkonom på IBA i Kolding og fik senere en bachelor i internationalt salg og marketing. Undervisningen foregik på engelsk, og der var fjernundervisning hos South Bank University i London. To måneder efter, at jeg var færdig, kontaktede IBA mig og spurgte om jeg ikke ville skrive en ansøgning til Krone Used, der søgte en russisktalende salgskonsulent til at sælge brugte trailere. Jeg kom til jobsamtale og blev ansat med det samme.



Det er dejligt, at man i Danmark har så mange muligheder for at få en uddannelse og SU. Det var først, da jeg læste salg og marketing på IBC i Fredericia, at jeg fik smagen for, hvad jeg gerne ville.

Nadja Mulvad


Nadja Mulvad blev efter at have boet i Strib på Fyn i 12 år blevet skilt fra sin danske mand, og hun flyttede til Aabenraa med de to børn, der nu er 17 og 13 år, for seks år sien.

Hun blev projektleder for et stock management system, som skulle trimme hele salgsdelen i Krone Used og ansvarlig for salget af nye marketing af nye trailere hos Krone ScanBalt Group, og det er blevet til en del rejser til de 12 lande, denne del af virksomheden opererer i.

– Sammen med en ansat i bogholderiet har jeg oprettet et netværkssystem, et dual operating system, hvor 10-11 medarbejdere fra forskellige afdelinger med forskellig alder og jobstatus i Korne ScanBalt Group kommer med ideer og udveksler erfaringer. Det er frivilligt at være med, men man skal så være med i minimum et år.

Nadja Mulvads arbejdsopgaver

Nadja Mulvad får i den nyoprettede stilling som Chief Strategy Officer (CSO) med reference til administrerende direktør Jan Knudsen ansvaret for styringen af strategi og udvikling i Krone ScanBalt, Krone ScanBalt Fleet og Krone Spareparts. Ud over Danmark omfatter hendes ansvarsområde selskabets aktiviteter i de baltiske lande og Sverige.

Nadja Mulvad har været ansat i Krone ScanBalt A/S siden 2013, Hun har bl.a. været ansvarlig for selskabets marketingaktiviteter og har stået for forretningsudvikling i Krone Used, der har specialiseret sig i salg af brugte trailere i Europa og Mellemøsten.

Vi diskuterer i gruppen bl.a., hvordan vi kan få mere salg og forbedret marketing, og vi har stor tillid til hinanden. Med netværket kan vi mærke, at folk bliver mere åbne og tør komme med kritik og ideer, siger Nadja Mulvad, der har registreret, at de baltiske medarbejdere har lært noget på den front af de danske kolleger i Krone ScanBalt A/S, hvor 26 af de 71 ansatte arbejder på hovedkontoret i Padborg.

Annonce

MBA og nyt job

– For to år siden spurgte jeg min tidligere chef, om jeg måtte læse MBA. Det har jeg så gjort i Kolding med fjernundervisning på Coventry University i England. Da halvdelen af medarbejderne var sendt hjem på grund af corona i marts, skrev jeg min MBA-hovedopgave færdig.

Den russiske kvinde, der kan begå sig på tre sprog, russisk, engelsk og dansk, blev herefter af ledelsen spurgt, om hun ville overtage ansvaret for strategi, marketing og forretningsudvikling i Krone ScanBalt Group A/S, for der var behov for en hjælpende hånd på det område.

- Og det var jo lige det, jeg ville. Desværre kan jeg jo ikke rejse så meget i øjeblikket på grund af corona, så det er noget af en udfordring. Så jeg bliver kaldt Zoom-kongen, fordi jeg samler alle til møder på den måde. Det er nyt for medarbejderne, at de får deres meninger med, når vi skal finde ud af hvilke handlinger, vi skal have gang i, og når de skal bidrage til de strategiske mål, vi sætter. Men det går bedre og bedre. Vi har virkelig, virkelig travlt.

Men det er så spændende, at jeg føler mig som en fisk i vandet lige nu, siger Nadja Mulvad, der på grund af pandemien ikke har så meget gang i salget af nye køretøjer, men så til gengæld kan glæde sig over øget udlejning og mersalg af reservedele.

Den nye direktør har sat gang i en gruppe, hvor man diskuterer, hvordan man kan få mere salg og forbedret marketing. Foto: Carsten B. Grubach

Zoom-kongen har ad flere omveje fået det rette job.

– Som teenager ville jeg gerne være tøjdesigner, journalist, fordi jeg altid stiller spørgsmål og vil undersøge ting, eller læse psykologi. Troen på Gud har indflydelse på mig på den måde, jeg behandler og lytter til mennesker på, siger Nadja Mulvad, der har både dansk og russisk statsborgerskab og nu kalder Danmark for sit hjemland.

– Det er dejligt, at man i Danmark har så mange muligheder for at få en uddannelse og SU. Det var først, da jeg læste salg og marketing på IBC i Fredericia, at jeg fik smagen for, hvad jeg gerne ville. Og så har jeg lært at være meget mere struktureret. Det er jeg nødt til. Så jeg skriver to do-sedler for en dag, en uge og en måned og er min egen sekretær, siger Zoom-kongen med et blik på det velordnede skrivebord, hvor sagsmapper ligger i en sirlig stak i kronologisk rækkefølge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce