Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Ny hæder til ungt kokketalent

Kokkeleven på Børkop Vandmølle er endnu engang kommet hjem med hæder. Denne gang blev det igen til en førsteplads til Valdemar Hesselbjerg.

Ny hæder til ungt kokketalent

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Valdemar Alfred Hesselbjerg, Børkop Vandmølle, har endnu engang opnået en førsteplads.

Børkop: Den 18-årige kokkeelev på Børkop Vandmølle, Valdemar Alfred Hesselbjerg, har for alvor gang i gasblussene.

Tidligere i år blev det til en fornem førsteplads, da det unge kokketalent deltog i DM i Skills, og i sidste uge blev det igen til en fornem førsteplads i en elevkonkurrence. Denne gang sammen med en kokkekollega og to tjenerkolleger.

Tirsdag 27. juni fandt la grande finale ved Årets elevteam nemlig sted. Otte kokkehold og otte tjenerhold kæmpede om titlen, æren og et rejselegat til en studietur til udlandet samt gavekort til KEN Storkøkken til en samlet værdi af 12.500 kroner pr. team. Da alle retter var serveret, stod kokkeelev Valdemar Alfred Hesselbjerg fra Børkop Vandmølle og Markus Thygesen fra Vingsted Hotel- og konferencecenter, samt to tjenerelever fra Hindsgavl Slot, tilbage som vindere. 

Det har altid interesseret mig at eksperimentere med mad, og da jeg var yngre, brugte jeg mange timer i køkkenet på at bage og kokkerere.
Valdemar Hesselbjerg, kokkeelev

Har vundet tv-program

- Man håber altid på, at man vinder. Går man ikke efter det, skal man slet ikke stille op, siger Valdemar Alfred Hesselbjerg.

Som tidligere omtalt her i avisen har Valdemar Hesselbjerg aldrig været i tvivl, om han skulle være kok.

- Det har altid interesseret mig at eksperimentere med mad, og da jeg var yngre, brugte jeg mange timer i køkkenet på at bage og kokkerere, lød det i januar fra det unge kokketalent.

At deltage i en kokkekonkurrence er ikke nyt for Valdemar Hesselbjerg.

I 2012 deltog han som 13-årig i TV3-programmet Junior Masterchef. Det blev optaget i København over en hel måned, hvilket betød, at han havde fri fra skolen i denne periode.

- Jeg gik faktisk hen og vandt det hele. Det var virkelig sjovt at være med, selv om jeg lige skulle vænne mig til, at der var kameraer over det hele. Samtidig bekræftede deltagelsen mig også i, at jeg skulle være kok, kommer det beskedent fra Valdemar Hesselbjerg.

Tre år senere begyndte han på kokkeuddannelsens grundforløb, inden han som 16-årig fik læreplads på Børkop Vandmølle.