Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Sommertid er da højskoletid

Line og Line laver akrobatik ved dette års sommerhøjskole i Brejning. Foto: Jørgen Flindt

Sommertid er da højskoletid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Brejning Efterskole har succes med at arrangere familiehøjskole om sommeren og deltagerne dukker op fra hele landet.

Brejning: Line og Line kaster sig ud det. De laver akrobatik. Den ene Line er ung og instruktør, den anden Line er endnu yngre, ja faktisk kun fem år, og hun er med som deltager. Hun er på højskole, og det er ret sejt.

- Jaaaaa, lyder det korte svar på om højskole er sjovt.

Lines mor er enig. Hele familien har pakket kufferterne og kørt fra Allerød i Nordsjælland til Brejning Efterskole.

- Vi var her også sidste år. Vi er spejdere, så derfor er det jo oplagt med at tage til Brejning. Og sådan et højskoleophold er et supergodt alternativ til andre ferieformer. Som du kan se, er børnene vilde med det, og de har glædet sig til at komme tilbage lige siden vi sidste år kørte ud af porten efter en uges ophold. Og jo, vi voksne nyder det lige så meget. Vi bliver jo forkælet her, siger Lines mor, Maiken Wildt, med et tilfreds sommersmil.

Og der er da også godt gang i aktiviteterne i løbet af sådan en uge. Kajak skal sejles, snobrød skal bages, foredrag skal høres, træ skal snittes og så videre. Denne formiddag samler alle sig ved lystbådehavnen, hvor der nu skal afholdes krabbevæddeløb. En af dem er fire-årige Aksel fra København. Hans hånd finder hånden på en af de unge hjælpere, og sammen tøffer de to mod krabbevæddeløbet.

- Det er fantastisk med alle de hjælpere. De er meget nærværende, og det betyder, at vi voksne kan slappe mere af, siger Aksels far, Henrik Sørensen.

Højskole på efterskole
Brejning Efterskole tilbyder hver sommer korte højskoleophold af en uges varighed. I år er der kun et kursus, nemlig familiehøjskolen.Efterskolen i Brejning vil gerne udvide med en højskole, og det arbejde er man langt med, men efterskolen er endnu ikke klar til at tilbyde længere højskoleophold end de korte sommerkurser.

Til næste år bliver der tilbudt fire sommerkurser.

Ved årets familiehøjskole er der mange unge frivillige tilknyttet som hjælpere. De er tidligere elever fra efterskolen.

Kun korte ophold

Der er i alt 52 børn, forældre og bedsteforældre, som deltager, og der er mange gengangere fra det første hold sidste sommer.

- Der er 13 familier, og de ni af dem var her også sidste år. Det betyder at mange kender hinanden og glæder sig til at se hinanden igen. Det er medvirkende til, at vi i år meget hurtigt kunne skabe en fællesskabsfølelse, forklarer Nana Nyhuss, der sammen med Charlotte Poort, er kursusansvarlig.

Det er blevet tid til frokost, og køkkenet er rykket ned til plænen ved havnen. Der bydes på gourmethotdogs i skyggen.