Smagen af hvidløg og oliven

Olivenurt har ikke det fjerneste med oliven at gøre, men den narrer ved at dufte og smage af oliven. Man bliver meget overrasket. Olivenurt er en lækker plante. Foto: Birgitte Hasholt

Smagen af hvidløg og oliven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Endelig kan jeg skrive: forår. Himlen har åbnet sig med et mildt lys og regn, der driver forbi i en byge. Bagefter bryder solen frem i det uendelige blå med en lille samling rovfugle højt, højt oppe.

Et musvågeskrig baner sig vej fra det fjerne. Fuglene er kåde, og et pudsigt syn er for eksempel de store sorte ravne, der krydser klinger med en i størrelse matchende rovfugl i skovbrynet for enden af marken. Jeg kan betragte det fra køkkenvinduet. Hvorfor fuglene kommer op at toppes kan man kun gisne om, men de driver sidelæns forbi hinanden og virker konfronterende i et splitsekund. Foråret sitrer helt ud af vingespidserne, ravnene og rovfuglen er fulde af energi, og så kæmper de sikkert om samme mad: et ådsel.

Fakta
Ramsløg findes blandt andet i skoven. Ramsløg breder sig hurtigt, den spirer som ukrudt og hører ikke til i haven, hvis man er den strikse type. Jeg har valgt at slippe kontrollen, og indtil videre går det rigtig fint med en frodig grøn stribe i køkkenhaven med ramsløg, som dog begrænses, så planten ikke ryger ud af række og geled.Det er skønt at høste friske ramsløgblade nu og for eksempel bruge dem i en vidunderlig pesto. Husk altid at kende de vilde urter, som du bruger i køkkenet. Ramsløg kan ikke nødvendigvis bestemmes med det blotte øje, der er dødelig giftige forvekslingsmuligheder. Et godt kendetegn er, at ramsløg dufter af hvidløg.

Eksplosiv grokraft

Vi er gået fra vinter til et renvasket drivhus med planter, som skal vandes, hvilket er et underligt skift, når det hele sker så brat. Men sådan er årstiderne indimellem, og jeg tog med det samme fat på noget vigtigt - at få gang i krydderurterne, som er essentielle i mit haveliv. Nu er krydderurterne plantet om i frisk jord.

Krydderurternes aroma er noget særligt. Den kan ikke frembringes helt optimalt med andet end blade plukket dugfriske og værnet om, så de æteriske olier bevares. Duftene, smagen, en kop te eller mad med dybde er dét, som man bruger krydderurterne til. Nogle af de mest almindelige er uundværlige såsom rosmarin, timian, oregano og mynte.

Størstedelen af mine krydderurter dyrkes i potter, det gælder de sarte urter, og dem jeg gerne vil have tidligt i gang om foråret. Potterne kan nemlig stå i drivhuset om vinteren, og temperaturen stiger hurtigt i drivhuset fra marts til april. Et douche med vandkanden plus solens lunende stråler sætter eksplosivt gang i planternes vækst, de skyder og grønnes med den vildeste naturkraft.

Ramsløgpesto med valnød og citron
Cirka ½ l friske ramsløgbladeCirka ¾ dl god olivenolie

100 g parmesanost

80 g valnøddekerner

friskpresset citronsaft af en lille øko-citron

lidt fintrevet skal af øko-citron

lidt havsaltSkyl de friskplukkede ramsløgblade grundigt i koldt vand og lad dem dryppe af. Skær parmesanosten i stykker. Blend alle ingredienser i en foodprocessor til en jævn masse. Smag til med yderligere salt om nødvendigt. Ramsløgpestoen er lækker på friskkogt pasta, og er der en rest af retten dagen efter, er den god kold tilsat friske skud olivenurt.

Man må ikke grave ramsløg op i skoven, men man kan købe frø af ramsløg, hvis man gerne vil dyrke den i sin have.

Olivenurt findes, hvor der satses på krydderurter også af den mere usædvanlige slags. Er du heldig, kan den være i sortimentet i din lokale planteskole - ellers spørg, om den kan skaffes.

Planter, der spiller et puds

Ud over de almindelige krydderurter er det sjovt at gå på opdagelse i det mere usædvanlige univers. Her tænker jeg på sjældne krydderurter og på dem med en helt unik snydeduft og måske en smag, der bedrager.

Chokolademynte, Mentha x piperita, dufter af mynte blandet med mørk chokolade, så man får en umiskendelig fornemmelse af "After eight". Smagen er behagelig, men dog ret almindelig af mynte. Chokolademynte er en fortræffelig teplante.

I køkkenhaven har jeg en række ramsløg. Ramsløg, Allium ursinum, dufter og smager af hvidløg. Det er en rigtig god smag, og den vigtigste pointe med ramsløg er, at denne løgplante er lige så tidligt fremme som krydderurterne i drivhuset. Derfor er ramsløg en kæmpe berigelse nu, hvor det er så sparsomt med noget at høste. Dét, der kan plukkes og bruges i køkkenet i april, er som manna!

En sidste urt, der skal have plads i denne klumme, er meget speciel. Olivenurt, Santolina viridis olivia. Dens grønne skud dufter intenst af oliven og smager af oliven. Planten er lækker og bruges bedst rå i salat, dressing eller på pastaretter.

Som ung plante ligner olivenurt en grøn fontæne med lange tynde kødfulde blade. Med alderen bliver selve stilkene mere træede, og planten kommer til at ligne en lille busk. Man dyrker olivenurt i en krukke i sol eller halvskygge, planten vandes jævnligt og gødes en gang imellem. Den almindelige anbefaling er at overvintre olivenurt frostfrit, men jeg har et gammelt og et nyt eksemplar, og den gamle olivenurt har stået i drivhuset i flere vintre. Sidste år glemte jeg den ovenikøbet udenfor, olivenurten overlevede alligevel! Noget tyder på, at der er mere permakultur over planten end ventet.

Santolinaslægten rummer knap 20 stedsegrønne arter af aromatiske småbuske, der vokser, hvor der er stenet og tørt i middelhavsområdet. Det latinske slægtsnavn santolina kommer af sanctum linum: hellig hør.

Smagen af hvidløg og oliven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce