Europas yderfløje vil undergrave vores velstand


Europas yderfløje vil undergrave vores velstand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Pernille Weiss, spidskandidat til EP-valget (K)
Rasmus Degnbol
Debat. 

De populistiske vinde blæser mange steder i verden. Det gør de også i Europa, hvor højrenationale og stærkt venstreorienterede partier står til at gå frem ved europaparlamentsvalget. Flere af partierne har det til fælles, at de er skeptiske over for frihandel. Samtidig står de traditionelle midterpartier til en tilbagegang. Det er bekymrende, fordi det i værste fald kan føre til, at der ikke er flertal for ellers gode frihandelsaftaler i Europaparlamentet. Det er en bekymring, som den tyske formand for den konservative EPP-gruppe og spidskandidat til posten som kommissionsformand Manfred Weber også luftede, da han i foråret besøgte Danmark.

Frihandel er kilden til en stor del af den velstand, som vi har i Vesten. Desværre er der mange - også herhjemme i Danmark - som påstår, at frihandel er skadeligt, og at vi bør skærme vores hjemmemarkeder imod konkurrence udefra. Den amerikanske præsident har trukket USA ud af forhandlingerne om en frihandelsaftale med EU, selv om det Transatlantiske Handels og Investeringspartnerskab (TTIP) ifølge Europakommissionen ville kunne bidrage til den europæiske økonomi med 120 milliarder euro, den amerikanske økonomi med 90 milliarder euro og resten af verdens økonomi med 100 milliarder euro. Det er altså enorme summer, der er på spil, og hele verden står til at få glæde af det. Derfor bør det også være en topprioritet for den næste kommissionsformand at få sat turbo på forhandlingerne med USA om en frihandelsaftale.

Selv om frihandel er godt for alle parter, må vi ikke lade markedskræfterne stå alene, når det gælder klima og miljø eller arbejdstagernes forhold. Den kolde økonomiske kalkule går ofte imod hensynet til klima og miljø og ordentlige vilkår for medarbejderne i produktionslande, særligt i den tredje verden. Derfor skal vi også bruge EU's magt som en handelsgigant til at stille krav om, at vores handelspartnere lever op til en række minimumsstandarder for klima, miljø og arbejdsforhold. Vi kunne for eksempel starte med at kræve, at Paris-aftalen skrives ind i alle EU's handelsaftaler. På den måde kan vi sikre, at mange af de lande, som er fodslæbende i forhold til klimaspørgsmålet, kommer op i gear - for hvis vi kræver, at de lever op til Paris-aftalen, før de kan sælge deres varer i EU, har de ganske enkelt ikke råd til at lade være. EU er verdens største marked. Derfor er det også enormt attraktivt for lande, der ikke er en del af det europæiske fællesskab, at få adgang til at sælge deres varer på det indre marked. Det betyder, at vi i Europa står i en stærk position, når vi forhandler med lande uden for EU, som ønsker at få adgang til det europæiske marked. Det skal vi udnytte til at stille krav om, at vores handelspartnere forpligter sig på områder som miljø, klima og arbejdstageres rettigheder.

Det er en behagelig fantasi, at hvis vi bare lægger en stor straftold på alle de billige varer fra Kina og i stedet producerer det hele selv, så vil alting være bedre. Sandheden er den stik modsatte. Alle de lande, der i verdenshistorien har forsøgt sig med protektionisme, er over tid stagneret og er blevet fattigere. Frihandel skaber derimod fremgang for alle parter. Derfor skal vi fortsætte med at udbygge EU's net af frihandelsaftaler med resten af verdens lande. Det skaber vækst - både i Europa og i de lande, vi handler med.

Europas yderfløje vil undergrave vores velstand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce