Når man øver sig i at flytte ud af børnenes liv


Når man øver sig i at flytte ud af børnenes liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Anne Marie Pahuus, filosof, prodekan for forskning og talent, Aarhus Universitet
Billede
Debat. 

Forleden faldt både datter, brombær og et lille Wedgwood-fad, der har været min oldemors, ned fra sommerhusets sofa. Alle dele holdt, selv om de lå helt forskellige steder på trægulvet bagefter. Vi fik redeligheden samlet op igen. Det lille fad havde været uerstatteligt, om det var gået itu. Eller rettere, i den blandede samling af porcelæn, der har fundet vej til familiens sommerhus, skiller det sig lidt ud, fordi det er småblomstret blandt en hel del ny nordisk enkelhed. Ingen siden min oldemor ville have fundet på at anskaffe det, ikke i vores familie. Ligesom den hjemmelavede æblekage med rigeligt flødeskum er de små blomster på porcelæn ikke noget vi holder fast i undtagen som en lille gestus over for oldemors kaffebord.

Jeg ville selvfølgelig kunne gå i en antikvitetshandel og finde et wedgwood-fad med mønster, men det ville være lidt som at lade som om. Nok kunne det have været hendes, men i virkeligheden ville det jo bare være et stykke tilfældigt porcelæn uden historie. Lidt malplaceret. På den anden side er uerstatteligheden til at overskue. Fadet holdt, men var det gået itu, var det jo bare en ting. Ting forgår. Det er nostalgi af den sære slags at gå op i arvestykkernes rejse i familiens spor.

Uerstatteligheden er mere mærkbar, når det kommer til de mennesker, som hører med til historien. Dem, vi holder af, kommer og går ikke bare. De er uerstatteligt dyrebare i vores liv. Vi bliver som de personer, vi elsker, som Platon gjorde opmærksom på for mere end et par tusind år siden. Og forskellen mellem den uerstattelige tings betydning og uerstatteligheden ved et menneske består i, at det er hele vores verden, der bestemmes med et menneskes værdi og som går under med det unikke menneskes forsvinden, mens ting kan være nok så kulturelt enestående og historiske vidnesbyrd om mennesker, der har levet, men aldrig tager al verdens farve med sig, hvis de ødelægges.

Kærlighed er uerstattelighedens vigtigste medium. At der er nogen, der finder, at man er dyrebar, kær og absolut værd at holde af eller bare almindeligt elskelig er betingelsen for at blive et menneske, der kender sit eget værd. Uden kærlig omsorg kommer man aldrig til at føle sig hjemme mellem mennesker. Ensomheden bliver uovervindelig. Men ligesom man ikke bør binde sig så meget til ting, at man aldrig formår at skille sig af med noget, på samme måde bør man kunne give slip på dem, man holder af og har bundet sig til i kærlighed. To steder kan man øve sig. Man kan eksperimentere med 'simple living' og nøjes med de mest nødvendige ting. Og man kan øve sig på at flytte ud af børnenes liv, når de flytter hjemmefra. At give kæresten lov til at være ny.

Det sidste er mere end en livsstilsændring. Det er ikke en øvelse, hvor man kæmper sig frem til en mere neutral rolle i sine børns liv eller at eksperimentere med nye partnere, men en øvelse, hvor man virkeligt stoler på, at det dyrebare, man selv hele tiden får øje på hos ens børn og som man næsten tror at være skyld i hos den elskede, at det faktisk kan blive synligt for andre mennesker også, hvis børnene får lov at elske, og der er nogen, som møder dem med venlighed, accept og åbenhed.

Det værdifulde hos den anden er ikke kun uerstatteligt i mit liv, men tilhører den anden - og kan dog kun vise sig, hvis det ses på med den største venlighed. Tilbage er så nostalgien over at de små blev store. Men med den nostalgi er det som med det småblomstrede, den må man se at vriste sig fri af. Den har ikke tiden for sig.

Når man øver sig i at flytte ud af børnenes liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce