Præster skal ikke lege pårørende


Præster skal ikke lege pårørende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Anders Kjærsig, vikarpræst i Agedrup, Pogestræde 29, Odense C.
Roland Petersen
Debat. 

Hvad er præstens rolle? Sådan kunne man starte. Ifølge flere præster og professorer er det at udføre praktisk kristendom. Praktisk kristendom er at praktisere og vise i praksis, at man er et godt kristent menneske og gør gode kristne handlinger. Hvad det går ud på, er der ingen, som ved. Det må være det modsatte af teori. Praksis er at handle og ikke tænke. Der er noget filantropisk i denne tankegang. Man skal sørge for menigheden i ordets dobbelte betydning: Gøre og sørge - altså sorg og handling.

Præstens rolle er med andre ord ikke blot at sørge for gudstjenesten, men sørge for, at menigheden kommer til gudstjenesten. Men skal præsten sørge for, at menigheden tager del i gudstjenesten? Det mener jeg ikke. Der er noget ufolkeligt i denne tankegang. Man umyndiggør folket ved at overhale ansvaret. På den måde bliver præsten, der burde være professionel, til ikke blot pårørende, men påkørende. Vedkommende overtager ansvaret for menighedens kirkegang. De tre p'er blandes sammen: Præst, professionel og pårørende. Det er lige sket i Aarhus.

Sagen handler om Møllevangskirken, hvor en præst har skildret en bisættelse på Facebook. Hun opfordrer WWW til at komme til handlingen, nogle for at bære kisten, andre for at deltage og gerne tage blomster med. Hun mener, at afdøde er så ensom, at hun er nødt til at invitere det abstrakte publikum fra det abstrakte World Wide Web, skønt ingen kender vedkommende, og vedkommende ikke kender WWW. Gad vide, hvem det er? Hun taler om fællesskab. Men er dette et fællesskab? Igen: Er det præstens opgave at spille pårørende og skildre en bisættelse på nettet og invitere hele verden til Møllevangskirken? Hvad vil hun egentlig med det? Det virker en smule selviscenesat. Gad vide om afdøde ønskede dette?

Præsten skal ikke samle menigheden, men samles om menigheden. En dygtig præst er lige præcis så professionel, at vedkommende holder sig fra at intimidere menigheden med egne idiosynkrasier; invitere, skrive på Facebook, overtage andres følelse osv. Det er sådan, man mister sin pastorale rolle. En præst skal være professionel, sørge for at gøre tingene ordentligt; en præst skal kunne holde sin mund på rette tidspunkt; en præst skal have empati og forstå andres følelser uden at identificere sig med dem; en præst skal være folkelig, kunne tale med mennesker, uden at miste sin faglighed.

Når en præst begynder at reklamere med en bisættelse på nettet og søger både bærere og menighed, så er der ikke langt til overgreb, blufærdighedskrænkelse og manglende sans for integritet. Hvem ved egentlig, hvem der er hvem? Hvem er den døde, og hvem er menigheden? Det fortaber sig i præstens rolle. Hvad er folkelighed? Præsten bliver ikke blot præst, men mediator mellem afdøde og pårørende. Det er ikke præstens rolle. Man kunne jo spørge: Hvad vis afdøde har nogle skjulte venner, præsten ikke kender, og som afdøde har chikaneret, og vennerne derfor ikke ønsker at være tilstede til handlingen? Kender præsten alle disse skjulte motiver? Kan præsten sådan uden videre overtage andres følelsesmæssige og relationelle opgaver?

Det er svært at lege pårørende, når man skal være professionel. Præstens største opgave er derfor at lede gudstjenesten. Men den samme store opgave er at respektere urørlighedszoner og dog kunne være nærværende.

Præster skal ikke lege pårørende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce