Vi har brug for et nyt syn på demens


Vi har brug for et nyt syn på demens

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Christian Christensen, sosuassistent, Rude Havvej 167, Odder
Billede
Debat. 

I den seneste tid er der skrevet og talt en del om demens og om vold og magtanvendelse i ældreplejen. Det er emner, som er meget vigtige at forholde sig til og tale om. Samtidig bidrager det meste af det skrevne og talte til at øge stigmatiseringen af mennesker med demens og til vanskelighederne med at rekruttere nye dygtige medarbejdere til ældreomsorgen. Så vi synes at være i den paradoksale situation, at ligegyldigt, om vi taler eller tier, så kan vi ende med at gøre det hele værre.

Hvad kan vi gøre for at ændre på det? En god begyndelse vil være at stoppe helt med at bruge ordet "dement". Prøv en gang at forestille dig, hvordan det mon ville være, hvis vi for eksempel sagde: "Han er kræft" om en person, som har en kræftsygdom? Det svarer til det, vi gør, når vi siger: "Han er dement" om en person, der lever med en demenssygdom. Vi beskriver og identificerer personen med en sygdom, og på den måde positionerer vi ham og giver ham en identitet igennem en sygdom. Alene ved at sige, at han har en demens - eller måske endnu bedre, han har kognitive vanskeligheder - så åbner vi for bedre at kunne få øje på mennesket og personen.

Det næste skridt kan være, at betragte mennesker der lever med demens (kognitive vanskeligheder) som almindelige mennesker. Det skridt tog en erfaren og dedikeret sygeplejerske for nogle år siden på et seminar med den amerikanske geriater Allen Power. Hun udtrykte sit udbytte på den måde, at efter 20 års arbejde med mennesker med demens havde hun for første gang set dem som normale mennesker!

Indrømmet: Vi oplever ofte, at mennesker med demens gør ting og siger ting, som er unormale og anderledes - i hvert fald ved første øjekast. Men forsøg at fastholde blikket på personen - og på personen som normal. Og tag så et skridt mere: Tag hendes sko på og se verden med hendes øjne op mod en baggrund, som er hendes livshistorie. Det er ikke altid let; men det lønner sig at prøve. Måske får du øje på noget tidligere upåagtet i livshistorien eller i selve situationen, som du indledningsvis overså. Måske får du øje på, at personen gør sig store anstrengelser for at kommunikere noget. Måske er det nogle behov, som ikke er opfyldt - nærvær, berøring, fornemmelsen af tryghed? Måske ser eller mærker du, at personen i sine forsøg på at præstere og leve op til sine egne eller dine forventninger bliver stresset og derfor kan endnu mindre.

Jeg er overbevist om, at mennesker, der har en demens bliver vrede, kede af det, føler afmagt osv. af præcis de samme grunde som andre mennesker. Når de kognitive evner er svækkede, så orienterer en person med demens sig i stigende grad ved hjælp af sine følelser. Det er lidt, som når den, der mister synet, i højere grad orienterer sig i verden igennem hørelsen. Læg dertil, at hendes oplevelse af verden omkring hende har forandret sig, så kan afstanden i mellem at føle sig i kontrol af situationen til at føle sig afmægtig, fortvivlet, bange, utryg eller vred blive ganske kort. Som Victor Frankl skrev i "Mans Search for Meaning: "En unormal reaktion på en unormal situation er normal adfærd".

Endelig kan vi åbne en pakke, hvor vi begynder at skabe trivsel og velvære for mennesker med demens. En pakke der handler om at:

- støtte personens identitet og hjælpe ham med at forblive forbundet med verden omkring sig;

- skabe tryghed i hans dagligdag og værne om hans selvbestemmelse og selvstændighed;

- fylde hans liv med mening og formål - vi skal gøre det muligt for ham stadig at vokse som menneske ved at skabe åndelige "ramper" til at overkomme kognitive vanskeligheder. Præcis som vi skaber fysiske ramper for mennesker, der har fysiske handicap;

- opleve glæde - og det kan udmærket være én af livets enkle glæder, som at nyde en god kop kaffe - sammen - drukket af yndlingskoppen i den foretrukne stol, eller...

Og hvorfor har vi så ikke for længst taget disse skridt? En afgørende grund er, at vi hænger fast i en medicinsk forståelsesramme, som er præget af negative, tragiske forfaldshistorier og -billeder. Når vi hører eller ser ordet "dement" (som synes at være den eneste måde, alle medier kan omtale et menneske, der lever med en tilstand, der betegnes som demens), så ser vi en sygdom. Den almene viden om demens er uden tvivl øget betydeligt de sidste 10-15 år, men tilsyneladende med det resultat, at vi nu ser sygdommen endnu mere tydeligt end før. Og hver gang, vi ser sygdommen, skygger det for, at vi ser mennesket. Vi ser endnu mere skarpt, hvad personen ikke længere kan, men overser samtidig alle de færdigheder, personen med demens stadig er i besiddelse af. Og hvad der er endnu værre: Hver gang der optræder særlige og udfordrende problemer - som vrede, sorg, løssluppenhed, indadvendthed, depression - så giver vi sygdommen skylden. Vi overvejer ikke en gang, om der kunne være tale om almindelige menneskelige reaktioner til den situation, som personen befinder sig i. Skulle der en enkelt gang indsnige sig en farisæisk tanke, er vi hurtige til at slippe den igen, for han eller hun er jo syg, meget syg.

Professor Gunhild Waldemar, som er neurolog og leder af Videnscenter for Demens, har i forbindelse med FOA's opgørelse af forekomsten af vold i ældreplejen, været ude med et behjertet forsvar og udtalt, at "vi må ikke stemple mennesker med demens som voldelige", hvorefter hun begrunder det med, at disse mennesker er så syge, at de ikke er bevidste om, hvad de gør! Desværre ser én af landets fremmeste fagpersoner på demensområdet tilsyneladende også kun sygdommen her.

Nogle gange - ret ofte faktisk - tyr vi til at give personen medicin for at lindre hans eller hendes pine (eller er det vores?). Antipsykotika bliver stadig brugt til ca. hver femte med demens. Antidepressiver gives til ca. hver anden med demens. Dertil kommer en vifte af andre midler, epilepsimedicin, morfin-præparater, parkinson-medicin m.fl., som kan være problematiske for alle ældre og især dem, som lever med demens. Og ja, en anden tilgang kræver tid, og den kræver ro. Den kræver kendskab til personen - og til sig selv. I den professionelle omsorg skal vi tilegne os nye kompetencer og genoplive andre, der er druknet i opgaver, procedurer og formelle krav. Den kræver lederens hjerteblod, og ikke mindst kræver den en politisk styring, hvor man tillægger det enkelte menneske værdi og prioriterer derefter. Men den vil kunne bringe os i en win-win situation! Så skal vi komme i gang?

Vi har brug for et nyt syn på demens

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce