Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bilforhandler bag viralt video-opråb glæder sig: Nu har han ny bøn til politikerne

Jon Slot Hansen - medejer Kraft Biler

Bilforhandler bag viralt video-opråb glæder sig: Nu har han ny bøn til politikerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jon Slot Hansen fra Kraft Biler nåede bredt ud med sin video til politikerne. Han er glad for, der er kommet afklaring.

Fredericia: Kraft Bilers video om de danske bilafgifter er den seneste måned blevet delt 3400 gange.

Torsdag aften faldt en ny aftale om registreringsafgiften så på plads, og det glæder Jon Slot Hansen fra Kraft Biler.

- Vi har ønsket en afklaring de sidste fire uger, hvor politikerne jo faktisk har lukket vores forretninger. Der har ikke været nogen kunder, siger Jon Slot Hansen, som er medindehaver og sælger i bilforretningen med afdelinger i Fredericia og Horsens.

 

Lokale forhandlere er glade: Her er vinderne og taberne efter ændring af registreringsafgift
Vores salg er faldet med 43 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. I fire uger har bilsalget stået stille.
Jon Slot Hansen

Ingen stor betydning

Den seneste måned har der været usikkerhed om bilafgifterne. Regeringen ønskede en flad beskatning af alle biler. Det var der ikke flertal for.

Men folketingspolitikerne blev enige om en aftale, som gør de fleste biler lidt billigere. Især mellemklassebiler.

En Nissan Quashqai til 278.000 kroner vil ifølge regeringens eksempel falde med 17.000 kroner, mens der kappes 58.300 kroner af en VW Passat til 458.000 kroner.

Det mest afgørende er dog at få ro på, mener Jon Slot Hansen. Usikkerheden om afgifterne fik hele markedet til at fryse til is. 

- Jeg tror ikke, den aftale får den store betydning. At en Audi A6 til 700.000 kroner sættes ned med 50.000 kroner betyder jo ikke, at hr. og fru Danmark går ud og køber den, siger han.

Står sammen

Effekten af Facebook-videoen har dog været tydelig.

- Det er sjældent, at man står sådan sammen som en branche. Videoen er delt 3400 gange, den har været i medierne, og Autobranchen Danmark har henvendt sig til os. Det er skønt, at man står sammen om et budskab, siger han.

Mange politikere ønsker stadig et andet system for registreringsafgifter. Dansk Folkeparti ønskede for eksempel, at bilernes miljøvenlighed og sikkerhed skal betyde mere for afgiften.

- Problemet er, at det højst sandsynligt bliver taget op igen. Så vil jeg gerne opfordre politikerne til at holde forhandlingerne for lukkede døre. Når det bliver lækket, er det virkeligt hårdt ved bilbranchen, siger han.