Efter Løvens Hule: Fredericianer har solgt virksomhed - og fejrede det med Dracula-bolsjer og cola

Jesper Hvejsel (til venstre) og Mikkel Harken Salling står bag en række webbutikker, som er samlet i virksomheden Firtal Web A/S. Iværksættervirksomheden er nu solgt til Matas for trecifret millionbeløb. PR-foto

Efter Løvens Hule: Fredericianer har solgt virksomhed - og fejrede det med Dracula-bolsjer og cola

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jesper Hvejsel, der stammer fra Fredericia, har sammen med sin makker Mikkel Harken Salling solgt iværksættervirksomheden Firtal Group til Matas for 130 millioner kroner.

Fredericia: Indehaverne af iværksættervirksomheden Firtal Group, Mikkel Harken Salling og Jesper Hvejsel, har solgt virksomheden til Matas for 130 millioner kroner. Jesper Hvejsel er født og opvokset i Fredericia og er søn af tidligere byråds- og regionrådspolitiker Peder Hvejsel.

Firtal Group driver blandt andet webshoppen Helsebixen.dk og en række andre webbutikker indenfor sundhed og velvære. Firtal Group omsatte i 2017 for 91 millioner kroner og har 95 ansatte.

- Det er det, mange iværksættere drømmer om. Men vi vil ultimativt gerne skabe en virksomhed, der kan stå imod giganter som Amazon. Det mener jeg, det her set-up kan, siger Jesper Hvejsel om salget til Matas.

Både han og makker Mikkel Harken Salling fortsætter i virksomheden. Han fortæller desuden, at Firtal Group længe gerne har villet finde en partner, der kan føre virksomheden videre.

- Stifterne bag Firtal Group har med stor dygtighed skabt en digital iværksættersucces på helseområdet. Kombinationen af innovationskraften fra Firtal og Matas' slagkraft betyder, at vi for alvor kan sætte gang i fornyelsen af det grønne marked med nye produkter, nye brands og lettere måder at handle helsekost og naturlig skønhed. Der skyller en grøn bølge ind over danskerne i disse år, og vores fælles vision er at gøre den bølge større. Det skal være nemmere at leve sundt og naturligt - også når det handler om skønhed og velvære, siger administrerende direktør i Matas Gregers Wedell-Wedellsborg i en pressemeddelelse.

Lang arbejdsdag i Jylland og København

For grundlæggerne af Firtal Group var onsdag en lang dag, der begyndte kl. 7 om morgenen på kontoret i Lystrup.

- Der skulle underskrives kontrakter, nyheden skulle præsenteres for medarbejderne, og vi skulle have skrevet fondsbørsmeddelelse, og så tog vi til København for at holde pressemøde kl. 13. Bagefter snakkede vi med forskellige medier, inden vi tog toget hjem. Det var en lang dag, fortæller Jesper Hvejsel.

- Har I fejret det?

- Vi tog toget hjem fra København, og der købte jeg en pose Dracula-bolsjer og en cola, og da jeg kom hjem, faldt jeg i søvn. Vi er i bund og grund nok lidt kedelige på det plan. Det tager nok lige lidt tid at absorbere det hele, siger Jesper Hvejsel.

Deltog i DR-programmet Løvens Hule

For tre år siden var makkerparret med i DR-programmet Løvens Hule, hvor iværksættere fremlægger deres idé eller virksomhed for en række erhvervsledere, der herefter giver deres bud på, om de tror på virksomhedens fremtid. Christian Stadil, Hummel, Tommy Ahlers, iværksætter, og Jesper Buch, Just Eat, troede i den grad på de to unge mænds virksomhed. De skød tre millioner kroner i virksomheden og fik til gengæld mindre ejerandele.

- Firtal Group kommer nu ind i et setup, hvor det er muligt at forløse selskabets enorme potentiale. Det er derfor med stor glæde, at jeg og de øvrige investorer rækker stafetten videre til Matas, siger investor fra Løvens Hule og Hummel-ejer Christian Stadil i en pressemeddelelse.

Jesper Hvejsel er glad for, virksomheden deltog i Løvens Hule - men ikke så meget på grund af den ekstra kapital.

- Basalt set brugte vi Løvens Hule til at rekruttere tre vanvittigt dygtige bestyrelsesmedlemmer, som kunne drive os videre. Vi havde brug for den professionalisering, siger han.

Matas betaler 130 millioner kroner for Firtal Group ApS, hvoraf 20 millioner kroner er i Matas-aktier. Dertil kommer en earn-out på 20 millioner kroner, som sælgerne kan opnå, hvis selskabet når sine mål på længere sigt. Nuværende fokus i virksomheden er at udvikle det danske marked, oplyser Jesper Hvejsel.

Efter Løvens Hule: Fredericianer har solgt virksomhed - og fejrede det med Dracula-bolsjer og cola

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce