Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Energiselskaberne lægger direktørlønninger åbent frem

Jørn Limann tiltrådte som formand for Ewii A/S i 2017 efter nogle kaotiske måneder. Bestyrelsen var ikke begejstret for den kontrakt, som sikrede den fyrede direktør Knud Steen Larsen fire års løn og dermed godt 20 mio. kroner, men kontrakten var indgået i 2005, da direktøren blev ansat. Arkivfoto

Energiselskaberne lægger direktørlønninger åbent frem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forbrugerne vil fremover kunne kigge forsyningsselskaberne i kortene, når selskaberne lægger løn og vederlag åbent frem i årsrapporterne. Ewii lagde ud, SE og Fyns Energi følger trop og garanterer, at de ikke løber ind i gyldne håndtryk i stil med Ewii.

Energi: Et gyldent håndtryk på over 20 mio. kroner til energikoncernen Ewiis tidligere direktør Knud Steen Larsen gav øjeblikkeligt dønninger på de sociale medier blandt forbrugerne, som står tilbage med regningen. Men Ewiis aftale var usædvanlig, og forbrugerne i hverken Fyns Energi eller sønderjyske SE Energi risikerer at skulle stå omkostninger i den skala ved et eventuelt direktørskifte. Det garanterer begge selskabers bestyrelsesformænd over for avisen Danmark.

- Vores direktør har direktørkontrakter og standard fratrædelsesaftaler. Meget langt fra det vi har set hos Ewii, fastslår bestyrelsesformand Jens Erik Platz, SE Energi.

- Der er ingen risiko for, at Energi Fyn kommer i Ewiis situation, heller ikke i forbindelse med en eventuel direktionsfratrædelse, oplyser bestyrelsesformand Søren Thorsager, Energi Fyn.

Ewii måtte betale fire års løn til direktøren for den opsigelse, de besluttede 13. juni.

- Bestyrelsen var ikke tilfredse med den aftale, men der var ingen vej udenom. Knud Steen Larsen blev ansat i 2005, og den lange aftrædelsesperiode var fastlagt i kontrakten fra dengang. Det kunne vi ikke lave om på, siger Jørn Limann.

15 anbefalinger fra Dansk Energi
1. Opstil mål for involvering af ejere og gør det så nemt som muligt at udøve aktivt ejerskab og kontrol med bestyrelsen.2. Definér en transparent politik for værdiskabelse - og brug den til løbende opfølgning.

3. Oprethold en åben, løbende dialog mellem koncern og interessenter.

4. Tilrettelæg bestyrelsesarbejdet sådan, at bestyrelsen løbende sætter og evaluerer den strategiske retning for koncernen.

5. Før kontrol med koncernens politik for og arbejde med transparent funktionel adskillelse af monopol og kommercielle aktiviteter.

6. Sæt rammer for bestyrelsens størrelse og organisering med blik for, at bestyrelsesarbejdet skal kunne foregå effektivt, dynamisk og strategisk.

7. Lav årligt en redegørelse for de nødvendige kompetencer og den optimale sammensætning af bestyrelsen.

8. Prioritér kriteriet om uafhængighed af særinteresser i redegørelsen for de nødvendige kompetencer og den optimale sammensætning af bestyrelsen.

9. Muliggør, at der kan vælges eller udpeges bestyrelsesmedlemmer ud fra en særlig kompetencemæssig betragtning.

10. Beskriv de enkelte bestyrelsesmedlemmers kompetencer i relation til koncernens drift og udvikling - og evaluér løbende.

11. Deltag løbende i uddannelsesforløb med fokus på såvel god selskabsledelse som branchens og markedets specifikke dynamik og udvikling.

12. Udform en klar og overskuelig vederlagspolitik og offentliggør det samlede vederlag, hvert enkelt medlem af bestyrelsen og direktionen modtager.

13. Lav tydelige retningslinjer for sponsorater, der er begrænset til målrettede, specifikke segmenter eller situationer.

14. Understøt en nødvendig dialog og informationsudveksling med koncernens revisor.

15. Etablér en whistleblower-ordning.

Kontrakt fra de glade tider

Knud Steen Larsens lønaftale blev også fastlagt i 2005, og ifølge Jørn Limann var kontrakten udtryk for den stemning, der var i energibranchen på det tidspunkt.

- Det var i kølvandet på liberaliseringen af elmarkedet, og der var ikke helt greb på, hvordan man skulle forholde sig. Det gav sig udslag i nogle lønaftaler, som tiden er løbet fra, siger Jørn Limann, som 1. januar var med til at ansætte Ewiis nye administrerende direktør Lars Binderup Bjørn. Han får en årsløn på 2,8 mio. kroner uden bonusaftaler og pension.

- Er det et rimeligt niveau?

- Det mener jeg, og måske i den lave ende for en mand af den kapacitet, vi har fået. Men det er fornuftigt, siger Jørn Limann, som vurderer, at Knud Steen Larsens løn nok var høj, men ikke den højeste i de selskaber, Ewii sammenligner sig med.

- Jeg er ret sikker på, at andre forsyningsselskaber har højere lønninger, end den Knud Steen Larsen fik, men opsigelsesperioden er næppe så lang, siger Jørn Limann.

Slut med hemmeligheder

Hvor lønniveauet ligger hos direktørerne i Energi Fyn og SE Energi har været hemmeligt, og er det et par uger endnu. Ligesom Ewii har selskaberne valgt at følge en anbefaling fra Dansk Energis lederforum om at lægge lønninger og vederlag offentligt frem.

- Jeg er formand for Dansk Energis EjerForbrugerforrum, og vi fremlagde i november "Anbefalinger for god selskabsledelse ", som blandet andet indebærer at vederlag til direktionen offentliggøres i årsrapporten, og den anbefaling følger Energi Fyn, siger Søren Thorsager.

Samme anbefaling følger SE Energi. Begge selskaber offentliggør deres årsrapporter den 25. april, og her vil direktørlønningerne fremgå.

- Når de alligevel bliver fremlagt om 10 dage, kan I så ikke oplyse lønnen i dag?

- Det vil ikke være "ordentligt", at repræsentantskabets medlemmer læser om regnskabet i avisen, inden de har godkendt årsregnskabet, siger Søren Thorsager, og det synspunkt deler formand for SE Energi Jens Erik Platz.

Ewii var det første energiselskab til at melde ud, at man ønsker at efterleve anbefalingerne fra Dansk Energi, og Søren Thorsager forventer, at de øvrige selskaber følger trop.

- Vi har lavet de 15 anbefalinger, fordi vi mener, det er vigtigt, at vi som forbrugerejede selskaber forholder os til, hvad god selskabsledelse er. Som forbrugerejede selskaber har vi en særlig forpligtelse til at imødekomme en øget interesse fra vores andelshavere og interessenter, siger han.

Artiklen er redigeret kl. 8.00. Vi citerede tidligere bestyrelsesformand Jørn Limann for at pege på direktørlønningerne i energiselskabet SE Energi, som højere end Ewiis aflønning af Knud Steen Larsen, men henvisningen skulle ses til branchen mere bredt, ønsker Jørn Limann pointeret.

Energiselskaberne lægger direktørlønninger åbent frem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.