Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fra VVS-installatør til socialrådgiver: Ny kæmpeskole ser dagens lys

Forsknings- og uddannelsesminister Søren Pind besøgte det nye University College Lillebælt på Niels Bohrs Allé i Odense ved indvielsen i februar. Arkivfoto: Lasse Hansen

Fra VVS-installatør til socialrådgiver: Ny kæmpeskole ser dagens lys

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Titusinder af studerende skal vænne sig til at høre til en ny, meget stor uddannelsesinstitution med hovedsæde på Fyn. De to videregående institutioner UCL og EAL bliver lagt sammen.

Titusinder af studerende på Fyn og i Trekantområdet skal sammen med tusinder af ansatte til at vænne sig til nye tider. Fra næste år bliver to uddannelsesinstitutioner med hovedsæde i Odense lagt sammen til én stor med 11.000 studerende.

Det er de nuværende University College Lillebælt (UCL) og Erhvervsakademiet Lillebælt (EAL), der slår sig sammen til en ny institution, der endnu ikke har fået noget navn. Det blev endeligt besluttet af UCL's bestyrelse onsdag.

De to bestyrelsers beslutning, skal godkendes af uddannelse- og forskningsminister Søren Pind (V).

- Fusionen sparer ressourcer, og den vil frem for alt give bedre uddannelser, siger UCL's bestyrelsesformand Poul Erik Madsen, der er rektor for Fredericia Gymnasium.

- De ansatte begge steder har allerede mange gode idéer til samarbejde på tværs af de nuværende uddannelser, det venter vi os meget af, siger bestyrelsesformand for EAL, Peter Zinck, der tidligere var kendt som ejer af Inspiration i blandt andet Odense.

Set udefra er det meget forskellige uddannelser, der bliver lagt sammen - lige var VVS-installatører og finansøkonomer til ergoterapeuter og socialrådgivere. Men formændene for de to skoler ser mange fællestræk.

Alle uddannelserne er videregående og praksisnære - det vil sige, at de er målrettet en bestemt jobfunktion. Dermed adskiller de sig afgørende fra de videregående uddannelser på universiteterne. Desuden er begge institutioner i tæt kontakt med de kommende arbejdsgivere, hvor de studerende blandt andet er i praktik.

Fusionen ventes at blive gennemført i sommeren 2018. Indtil da fortsætter de to uændret som selvstændige institutioner.

Alle uddannelsessteder bliver liggende på de nuværende adresser i Svendborg, Odense, Vejle og Jelling.

Begge institutioner har helt nybyggede hovedsæder i Odense. EAL har hjemme i det tidligere Wittenborgs Fabriker ved Odense Havn. UCL er blevet samlet på Niels Bohrs Allé i de bygninger, der tidligere husede Odense Teknikum.

UCLs rektor, Erik Knudsen, bliver også rektor for den nye, store skole, mens EAL's rektor, Jens Mejer Mortensen, bliver prorektor.

De to parter indstiller til den nye bestyrelse, at Peter Zinck, EAL, bliver bestyrelsens formand, mens Poul Erik Madsen, UCL, bliver næstformand.

Kæmpefusion: Vi skal lave bedre uddannelser
41 uddannelser
Den nye institution får i alt 41 uddannelser ifølge de to fusionsdeltageres hjemmesider. Hertil kommer hundreder af diplom- og efteruddannelser.(Pba. betyder professionsbachelor)

UCL:

Pædagog

Lærer

Socialrådgiver

Sygeplejerske

Fysioterapeut

Ergoterapeut

Radiograf

Bioanalytiker

Administrationsbachelor

 

EAL:

Financial controller

Finansøkonom

Pba. i finans

Pba. i økonomi og IT

Serviceøkonom

Pba. i international hospitality management

Sport management (Pba.)

Datamatiker

IT-teknolog

Multimediedesigner

Pba. i digital konceptudvikling

Pba. i softwareudvikling

Pba. i webudvikling

Byggekoordinator

Bygningskonstruktør (Pba.) & byggetekniker

Handelsøkonom

Markedsføringsøkonom

Pba. i innovation og entrepreneurship

Pba. i international handel og markedsføring

Automationsteknolog

Autoteknolog

El-installatør

Energiteknolog

Logistikøkonom

Produktionsteknolog

Pba. i produktudvikling og teknisk integration

VVS-installatør

Jordbrugsteknolog

Laborant

Procesteknolog

Pba. i jordbrugsvirksomhed

Pba. i laboratorie-, fødevare- og procesteknologi

Sådan er de
I 2008 blev der indført to nye typer uddannelsesinstittuioner i Danmark - professionshøjskoler og erhvervsakadmier. Begge steder kan man primært tage professionsrettede, kortere og mellemlange videregående uddannelser. De fleste af de otte professionshøjskolernes uddannelser fører til offentlige jobs, mens de ni erhvervsakademier fører ind i det private erhvervsliv.University College Lillebælt (UCL) er en professionshøjskole. Den har undervisning i det tidligere Odense Teknikum (hovedkontor), Vejle, Svendborg og Jelling.

UCL har ni uddannelser med 7.000 studerende. 11.500 deltager i efteruddannelse hvert år.

Erhvervsakademiet Lillebælt (EAL) er et erhversakademi. Det har undervisning på den tidligere Wittenborg-fabrik i Odense (hovedkontor) og Vejle.

EAL har 32 uddannelser med 4.200 studerende. 2.200 deltager i efter- og videreuddannelse hvert år.

Den nye institution får 11.000 fuldtidsstuderende, 1.000 medarbejdere og en årlig omsætning på cirka 800 millioner kroner.

(Til sammenligning har Syddansk Universitet 115 uddannelser, 32.000 studerende, 4.000 ansatte, fem undervisningsbyer og tre milliarder kroner i omsætning.)