Guideskole på vej: Guider skal være klar til at tage imod endnu flere krydstogtgæster i 2019

Der kommer i de kommende år flere krydstogtgæster til Fredericia. Det er den særlige oplevelse, som skal tiltrække rederierne, mener folkene bag byens krydstogtturisme. Arkivfoto: Mette Mørk

Guideskole på vej: Guider skal være klar til at tage imod endnu flere krydstogtgæster i 2019

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Krydstogtturister skal fortsat blive mødt af højtkvalificerede guider. Visit Fredericia har derfor hyret en konsulent, som skal uddanne guiderne til at tage imod krydstogtgæster.

Fredericia: Når der i 2019 kommer 19 krydstogtskibe til byen, betyder det langt flere turister, og det kræver flere guider til at vise rundt i byen. Derfor er Visit Fredericia i øjeblikket i gang med at rekruttere flere personer, som er gode fortællere, har en tilknytning til området og et højt sprogligt niveau.

I februar bliver de nye guides sendt på guideskole hos en konsulent for at lære, hvad de mange forskellige turister har brug for. Aktørerne bag krydstogtturismen i Fredericia stiller nemlig høje krav til krydstogtturisternes oplevelser i den korte tid, de er i byen.

- I 2018 vil guiderne få ro til at komme i gang, for i 2019 kommer der mange flere anløb, og der bliver derfor mere travlt. Som guide kan man ikke helt leve af det, så vi leder efter nogen, som kan være guide ved siden af deres job eller er stoppet på arbejdsmarkedet. Vi stiller krav om et højt sprogligt niveau, og at man kan noget med mennesker, men ellers er vi åbne, fortæller cruisekoordinator hos Visit Fredericia Helle Rosborg Black.

I 2018 bliver der syv krydstogtanløb i Fredericia, mens der på nuværende tidspunkt er planlagt 19 anløb i 2019.

Det er blevet billigere at tage på krydstogt, så flere tager afsted, og det er familier eller bedsteforældre, der inviterer børn og børnebørn med
cruisemanager hos ADP, Line Tange

Turisterne har forskellige behov

Ifølge direktør i ADP, Nils Skeby, er rederierne meget interesserede i at give deres passagerer en speciel oplevelse, og tilbagemeldingerne fra gæsterne er, at de er meget glade for den velkomst og afgang, de får i Fredericia, hvor 6. Juli Garden, frivillige, fredericianere og Fredericia Kanonlaug tager imod med musik og kanonsalut. Derfor er det vigtigt, det ikke bliver en "samlebåndsoplevelse", gæsterne får.

- Det er den særlige oplevelse, som vi er fokuseret på at fortsætte med at skabe, siger Nils Skeby.

- Det er især den personlige modtagelse. Det første, de møder, er frivillige, som hjælper gæsterne med at fortælle om byen og vise vej. Vi har et fast team af 10 frivillige. Det første indtryk er alfa og omega, uddyber Helle Rosborg Black.

Krydstogtgæsterne forventer desuden et højt niveau af sproglige kundskaber hos guiderne og spændende udflugter. Nogle af rederierne har specialiseret sig, og det kræver endnu mere af guiderne.

- Rederiet Viking stiller specielle krav om viden. Gæsterne skal lære noget. Vi har et team af 35 guider, men skal vi sende op mod 800 krydstogtgæster ud i byen, så kan et team på 35 ikke klare det. Derfor søger vi flere. Mange af vores guider kommer fra regionen her og kan flette personlige erfaringer ind i historien om vores region, fortæller Helle Rosborg Black.

Andre rederier kommer med en anden type gæster. Eksempelvis har rederiet Aida mange tyske gæster ombord, som i højere grad er yngre familier, der gerne vil ud at cykle, besøge Legoland eller opleve naturen.

Krydstogtturisterne bliver yngre

Trenden i branchen er, at krydstogtgæsterne bliver yngre.

- Det er blevet billigere at tage på krydstogt, så flere tager afsted, og det er familier eller bedsteforældre, der inviterer børn og børnebørn med, fortæller cruisemanager hos ADP, Line Tange.

Krydstogtturismen stiger syv procent årligt. Men det er kun få danskere, der tager på krydstogt. Tyskerne er en stor og vigtig gruppe for Fredericia, for der er en chance for, de vil komme tilbage og besøge Fredericia igen, mener ADP.

Derfor er både Nils Skeby, Line Tange og Helle Rosborg Black rigtig glade for, der er så stor opbakning fra fredericianerne, de frivillige, veteranbilfolkene, sælgerne på markedet, Kanalbyen og byens butikker om at gøre krydstogtgæsternes besøg til en god oplevelse.

Guideskole på vej: Guider skal være klar til at tage imod endnu flere krydstogtgæster i 2019

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce