Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Godt otte måneder tilbage: FC og cheftræneren forlænger ikke lige foreløbig

Jesper Sørensen forlænger ikke sin kontrakt med FC Fredericia lige foreløbig. Parterne ser stadig hinanden an. Arkivfoto

Godt otte måneder tilbage: FC og cheftræneren forlænger ikke lige foreløbig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jesper Sørensens kontrakt med FC Fredericia udløber til sommer. Klubben og han har været i dialog, men en forlængelse lader vente på sig.

Fredericia: Til sommer udløber Jesper Sørensen kontrakt med FC Fredericia.

En forlængelse lader vente på sig, og den kommer ikke lige med det første, siger direktør Stig Pedersen.

- Vi har drøftet en forlængelse sammen, og vi er blevet enige om at se tiden an. Vi afgør ikke noget omkring en ny træner eller en forlængelse af den nuværende de næste par måneder, siger han.

Han ønsker naturligvis ikke at gå i detaljer med forhandlingerne, men grunden til klubbens tøven er formentlig, at de kontinuerlige sportslige resultater indtil videre er udeblevet under cheftræneren.

Holdet spiller godt, og spillerne har udviklet sig, men FC Fredericia har haft for svært ved at skaffe point.

- Den fodboldfilosofi, som Jesper præsenterede for os, er den, vi har været vidne til i kampene. Vi ville gerne spille den fodbold, som Jesper står for, og det gør vi. Men vi er ikke tilfreds med, at vi kun har 15 point for 12 kampe, siger direktøren.

FC og Sørensen: Et ægteskab der ikke kun har været lykkeligt
Vi havde været igennem en periode med mange trænere på kort tid og ledte efter kontinuitet med ansættelsen af Jesper. Det har vi fået.
Stig Pedersen, direktør i FC Fredericia

20 mand

Et af de forbehold, som Jesper Sørensen kunne have i forhold til en kontraktforlængelse er, at ressourcerne i FC Fredericia er små, og derfor har han måttet tage til takke med en mindre trup i denne sæson.

Benjamin Hansen forlod eksempelvis klubben, uden at der kom en erstatning ind. FC råder nu over 19 spillere. Den ene af dem, Mathias Jacobsen, er skadet på ubestemt tid. Og unge Mikkel Foged har stort set ikke spillet et minut for førsteholdet.

- Vi har fået en god trup sat sammen med de midler, vi har til rådighed. Men det er klart, at den er lige smal nok. Men man skal også huske på, at en trup på 20-22 mand også kan være en udfordring, fordi det er svært at matche alle mand sportsligt, siger Stig Pedersen.

- Vi vil gerne have 20 kontraktspillere, og det ligger vi tæt på. Det er små marginaler, der har gjort, at vi ikke er præcis det antal, forklarer han.

Det sidste skridt

FC Fredericia tabte til Thisted i weekenden, og nederlaget byggede videre på en fortælling om FC som et hold, der ikke kan tage det sidste skridt mod toppen.

- Vi har gang på gang haft muligheden, men vi har svært ved det, siger Stig Pedersen.

Han understreger, at ledelsen overordnet set er godt tilfreds med Jesper Sørensens arbejde.

- Det er vi. Selvom vi gerne ville have haft fire-fem point mere, fortæller han.

FC Fredericia kan rejse sig efter nederlaget til Thisted på søndag. Her venter en udekamp mod Nykøbing.