Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Solen skinnede og FC bankede Hobro

Mikkel Hedegaard spillede en noget bedre kamp mod Hobro, end hand gjorde mod Middelfart. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Solen skinnede og FC bankede Hobro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

FC Fredericia spillede overbevisende og vandt med 2-1 over Hobro. Præstationen står i skærende kontrast til den, der blev leveret mod Middelfart i lørdags.

Fredericia: I lørdags var vejret trist. Tunge skyer skabte dunkelhed og en isnende kulde gik gennem marv og ben. Et meget godt billede på FC Fredericias opgør mod Middelfart selv samme dag:

3-1-nederlag og væsentligt flere spørgsmål end svar.

Onsdag stod i skærende kontrast. Solen skinnede fra en skyfri himmel over Madsby Enge, og temperaturen sneg sig sågar over frysepunktet. Og som om det ikke skulle være nok, vandt FC Fredericia med 2-1 over Hobro. Et superliga-hold, som allerede skal i gang med betydende kampe om fem dage.

Det siger sig selv, at man stod med et helt anderledes positivt indtryk onsdag, end man gjorde fire dage før. FC-spillerne virkede mere trygge, mere selvtillidsfulde og mere tændte. Det gav en kamp, hvor hjemmeholdet i langt hovedparten af kampen var i fuld kontrol.

FC's målmænd rørte stort set ikke bolden.

Her har man carte blanche til at komme med frem, og det skal jeg lige vænne mig til.
Mikkel Hedegaard om rollen som offensiv back.
FC Fredericia-Hobro 2-1 (1-1)
TræningskampMål: 1-0 Niels Letort (22.), 1-1 Quincy Antipas (35.), 2-1 Niels Letort (47.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Alexander Nybo (Dino Hodzic 27.) - Mikkel Hedegaard, Mads Eriksen, Piscu (Erik Nissen 46.), Oliver Fredsted - Andreas Oggesen (Christian Ege Nielsen 46.), Christian Sørensen - Denis Fazlagic (Esben Petersen 46.), Niels Letort, Anders Holvad (Mikkel Foged 74.) - Dennis Høegh (Kenan Hajdarevic 46.).

Carte blanche til at angribe

Alexander Nybo var tilsyneladende blevet en skade kvit og startede inde, men han blev allerede pillet ud efter 27 minutter, da han begyndte at have ondt. Afløseren Dino Hodzic har i tidligere testkampe var rystende usikker, men i denne stod han faktisk glimrende.

Han pillede to enorme chancer og var ydermere sikker i de af sine indgreb, som ikke afkrævede en vild refleksredning. Alexander Nybo må stadig ikke blive skadet, da han er en målmand på et væsentligt højre niveau, men man blev mere tryg ved Hodzic som minutterne gik uden antydningen af fejl fra den store mands hånd.

Positivt var det også at se Mikkel Hedegaard på højre back. Han fodrede skiftende kantspillere foran sig med gode afleveringer og var generelt sikker. En plet på præstationen var, at det var hans dårlige tværpasning, der gav Hobro sit mål. Men den kan tilgives, fordi det blot var en træningskamp.

- Før jeg spillede i lørdags, havde jeg stort set ikke spillet i seks måneder. Jeg skal lige i kampform igen, men jeg kan allerede mærke nu, at der er store fremskridt, bare fordi jeg har fået lov at spille to kampe a 90 minutter, sagde han.

Det, man kunne ønske, at han byggede på sit spil, var øget fremdrift i angrebet. Cheftræner Jesper Sørensen anser sine backs som en væsentlig del af offensiven, og her har Mikkel Hedegaard endnu tendens til at blive hjemme.

- Man spiller back på en helt anden måde her, end man gør i Sønderjyske, hvor jeg kommer fra. Her har man carte blanche til at komme med frem, og det skal jeg lige vænne mig til, forklarede han.

Hjem og tænke

Målet til 1-0 kom efter et glimrende FC-opspil, der flænsede Hobro-defensiven, så Niels Letort kunne lægge bolden flot i netmaskerne via stolpen. Hobros Quincy Antipas udlignede på fejlafleveringen fra Hedegaard, før Letort igen scorede. Jesper Rask i Hobro-målet lavede en kæmpe brøler og tabte bolden for fødderne af midtbanespilleren, der let kunne losse den ind.

For Hobro startede Frans Dhia Putros, og han måtte ærgre sig over nederlaget til sine gamle holdkammerater.

Efter kampen var Jesper Sørensen anderledes tilfreds end han var i Middelfart.

- Jeg er tilfreds med nogle ting og utilfreds med andre. Vi spillede momentvis godt i første halvleg, men i anden blev kampen meget vild, sagde han.

Det store spørgsmål er, hvordan FC kan levere to så vidt forskellige præstationer indenfor fire dage.

- Det skal jeg hjem og tænke rigtig godt over. Vi skal kunne opretholde et bestemt niveau, sagde han.

En af forklaringerne kunne være, at FC onsdag startede med et mandskab uden ret mange ubekendte. Kun Mikkel Hedegaard var ny, mens resten var gengangere fra efteråret.

FC Fredericia drager på træningslejr til Tyrkiet på lørdag.

Solen skinnede og FC bankede Hobro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.