Næste stop: Ligaen - FHK vandt kæmpe gyser i Tønder

Fredericia HK var suverænt spillende og er nu snublende nær ligaen efter sejr i Tønder. Men det hele endte i en gyser. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Næste stop: Ligaen - FHK vandt kæmpe gyser i Tønder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fredericia HK er snublende nær oprykning til ligaen efter en overbevisende sejr i Tønder. FHK er rækkens bedste hold - det så man i langt hovedparten af kampen.

Tønder: Fredericia HK er praktisk talt i ligaen efter en fantastisk præstation i Tønder. Gæsterne vandt med 27-25 efter en dybt hektisk slutfase.

Det var ikke bare årets kamp i 1. division, men årtiets. Klubberne var side om side i tabellen, men FHK havde tabt det første af de indbyrdes opgør, og derfor var hjemmeholdet fra Tønder en my foran. Dagens sejrherre ville være snublende nær den direkte oprykning til 1. division, mens taberen syntes fordømt til en tilværelse som to'er og playoffkampe.

Man kunne næste høre tonerne af Abbas "The winner takes it all", selvom det udelukkende var larmende partymusik, der bragede ud af de skrattende højttalere i hallen.

Det var et spørgsmål om, hvem der bedst kunne tøjle nerverne i en propfyldt hal. Meget var på spil, og stemningen var uforlignelig. Kampen kom i gang seks minutter for sent, fordi FHK's medrejste fans blev ved med at kyle konfetti ned på banen.

Gæsterne vandt nervernes duel og var klart bedst i hovedparten af kampen. Med Rune Schrøder som katalysator sprudlede FHK's angreb, og i kampens indledning endte alt, hvad der forlod hans hånd, med at kysse nettet. Han scorede fem gange indenfor 12 minutter, og FHK førte med 8-5.

Netop Schrøder var fikspunkt for kampen, fordi han var en brik i en trio af tidligere Tønder-spillere hos FHK. Jimmi Elmgaard og Kristian Stoklund kom også dernede fra, men de virkede totalt upåvirkede af at sætte kniven ind mod deres tidligere arbejdsgiver. Rune Schrøder er meget vellidt i Tønder og omegn. Eller, det var han i hvert fald inden kampen.

Han tøjlede følelserne forbilledligt.

TM Tønder-FHK 25-27 (10-16)
1. division, mændMål for Tønder: Emil Bergholt 5, Hans Martin Asmussen 3, Felix Kasch 3, Lasse Nikolajsen 3, Mathias Møller 3, Casper Madsen 2, Jeppe Jonasson 2, Lasse Hamann-Boeritsh 2, Ulrik Eggert 2.

Mål for FHK: Rune Schrøder 7, Nikolaj Mehl 6, Martin Bisgaard 5, Rune Andersen 3, Jimmi Elmgaard 2, Peter Nielsen 1, Rasmus Meyer 1, Kasper Young 1, Jakob Frederiksen 1.

En svær høreskade

Kampen blev spillet i "kostalden", som lokalbefolkningens kærlige kælenavn til hjemmebanen. Man forstår sammenligningen, for tilskuerrækkerne ligner båse fra et gammelt landbrug i Sønderjylland, og man følte sig som en lus mellem to bissende horder - så tungt var trykket, når holdenes fanklubber med sang og trommer bød hinanden op til dans.

Kom man herfra uden en svær høreskade, var det et mirakel sendt fra Gud.

På banen kom hjemmeholdet lidt bedre med midtvejs i halvlegen, men med syv minutter igen strammede gæsterne atter grebet. 11-9 til FHK forvandlede sig til pausestilling på 16-10. Der var tale om en magtdemonstration, hvor gæsterne ganske enkelt viste, at de råder over det bedste hold.

Halvlegens sidste aktion var sublim af rutinerede Peter Nielsen, som opsnappede en returbold, vendte og scorede i et tomt net dybt fra egen banehalvdel. En ekvilibristisk bedrift af den halvgamle mand. Momentet sagde alt:

Det var bare en af de dage.

FHK var foran med seks, og HK Ultras nød en stille pilsner.

En lille vækkelse

Det lignede en stensikker sejr til FHK - også langt ind i anden halvleg, men FHK's stroppetur i parken blev forvandlet til en gigantisk gyser.

FHK var ellers i fuld kontrol, men så virkede det til, at gæsterne blev ramt af de berømte gummiben. I de sidste otte minutter scorede FHK blot to gange, og det udnyttede hjemmeholdet til at bringe sig helt op på siden af dem: Mathias Møller scorede til 26-25 på straffekast, og der gik et kollektivt sug igennem de 150 medrejste FHK-fans, som kiggede på med rædsel.

Scenariet var totalt usandsynligt bare 10 minutter tidligere.

Jesper Houmark satsede alt og spillede seks mod syv, mens Tønder gik i fuldbanepres. FHK skulle vinde med to for at blive bedre indbyrdes, og Houmark udviste enormt mod.

Modet gav pote, for alt endte i en afslutning fra Jakob Frederiksen, som fik jubelen til at bryde ud i lys lue, da han hamrede den i mål under målmanden.

Dermed brugte Jesper Houmark det våben til at vinde, som han selv hader så inderligt: Syv mod seks angrebet.

FHK vandt med 27-25 og er nu bedre end Tønder indbyrdes og snublende nær ligaen. Der resterer syv kampe - FHK kan nu tillade sig at tabe en. To nederlag kommer ikke til at ske.

Næste stop: Ligaen - FHK vandt kæmpe gyser i Tønder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce