Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Pokalsmæk til FHK: Ligaens tophold var for stor en mundfuld

Louise Burgaard og stjernerne fra FCM var, som forventet, en alt for stor mundfuld for FHK. Foto: Lars Juul

Pokalsmæk til FHK: Ligaens tophold var for stor en mundfuld

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fredericia HK kæmpede bravt og var lang ind i første halvleg FC Midtjyllands ligemænd, da de to klubber mødtes i pokalturneringens sjette runde. Men ligaens førerhold hævede niveauet og vandt sikkert med 27-14.

Fredericia: FC Midtjylland var som forventet en stor mundfuld for Fredericia HK i sjette runde af pokalturneringen.

Ligaens stærkeste hold vandt sikkert med 27-14 efter en pausestilling på 12-8.

FC Midtjylland startede med A-kæden og havde formentlig forventet at gøre arbejdet hurtigt færdigt, så de unge spillere, der var med på bænken, kunne overtage for stjernerne. Klubben fra Herning går i gang med semifinalerne til DM i næste uge og vandt grundspillet i ligaen suverænt med ni point ned til nummer to.

Louise Burgaard og Stine Jørgensen var de største profiler på et voldsomt FCM-hold, der dog fik kamp til stregen langt ind i første halvleg.

FC Midtjylland kunne ikke rigtig få spillet til at fungere, og cheftræner Kristian Kristensen måtte efter 14 minutter tage timeout og skælde ud. På det tidspunkt stod der 6-5 til gæsterne. En storskydende Romy Bachmann samt velspillede Mia Nygaard i målet sørgede for det tætte kapløb.

FHK spillede uden frygt, og ved stillingen 7-6 havde hjemmeholdet adskillige muligheder for at udligne. Desværre blev de alle misbrugt, og da Camilla Madsen røg i skammekrogen i to minutter, begyndte de fornemme gæster at trække fra.

7-6 blev til 10-7. Superstjernen Stine Jørgensen tog fat og nettede med stor overbevisning i slutfasen af halvlegen, og derfor var FHK bagud med 12-8 i pausen.

Fredericia HK-FC Midtjylland 14-27 (8-12)
Pokalturneringen, 6. rundeMål for FHK: Romy Bachmann 5, Christina Nielsen 2, Camilla Madsen 2, Signe Ullstad 2, Maja Bech Hansen 1, Ida Skou Møller 1, Mette Lassen 1.

Mål for HCM:  Sabine Pedersen 5, Stine Jørgensen 4, Linn Blohm 4, Elin Lindén 4, Simone Petersen 2, Louise Burgaard 2, Emma Friis 2, Rut Jónsdóttir 2, Mie Augustesen 1, Trine Østergaard 1.

Sikker sejr til overmagten

Den mikroskopiske chance, som FHK havde for at komme tilbage i kampen, forsvandt lynhurtigt efter pausen. Hjemmeholdet satte ingen træffere i de første syv minutter af anden halvleg, men det gjorde FC Midtjylland, og hurtigt var kampen knækket definitivt ved stillingen 17-8.

Derfra var det ikke længere et spørgsmål om, hvor vidt FCM ville vinde, men rettere hvor stor sejren ville blive.

Der skulle gå 11 minutter, før Christina Nielsen fik stoppet hjemmeholdets måltørke med sin forløsende scoring til 19-9. Men overmagten fra Herning er bare fra en anden planet, og den slags skinner som regel igennem i en håndboldkamp.

Det gav en lidt tam afslutning, hvor Midtjylland gav de unge chancen og ikke rigtig spillede igennem, men alligevel endte med at vinde med 27-14.

Kampen var FHK's sidste i sæsonen. Spillerne sommertræner i maj og holder pause igen indtil slutningen af juli. 1. Division starter først op igen i september.