Henrik Tønder, direktør i VB, kalder pausequiz på Casa Arena i Horsens tåkrummende pinlig - AC-direktør Kristian Nielsen undskylder og medgiver, at et par af spørgsmålene skulle være udeladt.
Vejle: Henrik Tønder er hård i sin kritik af det, som foregik i pausen af lokalopgøret mellem AC Horsens og Vejle Boldklub.
Henrik Tønder, direktør i Vejle Boldklub, kalder dele af pausequizzen i fredagens kamp respektløs.
- Jeg har aldrig oplevet en pausequiz, som handlede om at finde de dårlige ting ved modstanderen og nedgøre modparten, siger Henrik Tønder.
De spørgsmål, Henrik Tønder henviser til, er spørgsmålene om VB's økonomi, salget af transferrettigheder og salget af klubben.
- Det var tåkrummende pinligt, respektløst og viser mangel på format, siger Henrik Tønder og tilføjer:
- Jeg kan garantere, at sådan noget aldrig kommer til at finde sted på Vejle Stadion. Heller ikke når vi får besøg af Horsens.
Kristian Nielsen, direktør i AC Horsens, medgiver, at et par af spørgsmålene burde være udeladt.
- Jeg beklager, at vi gik til og lidt over grænsen i flere af spørgsmålene, og det er ikke god stil, siger Kristian Nielsen og fortsætter:
- Det var ikke vores mening eller intention at genere Vejle, og det undskylder jeg for.
Kristian Nielsen tilføjer, at alt, hvad der foregik i forbindelse med quizzen, var faktuelt sandt.
Op til lokalopgøret foregik der en del drillerier på de sociale medier, og den del finder Henrik Tønder underholdende og på sin plads i forbindelse med et lokalopgør.
- Det er ting, som har til formål at hype kampen og skabe noget nerve og opmærksomhed, men grænsen er nået med en pausequiz, som næsten udelukkende handler om at nedgøre modstanderen, mener Henrik Tønder.
AC Horsens og Vejle Boldklub mødes en gang mere i løbet af efteråret. Kampen, der spilles på Vejle Stadion, er endnu ikke programsat, men den spilles i eller i dagene omkring weekenden 4. og 5. november.