Borgmester om sundhedsreform: Vi er et stort skridt foran regeringen

Jacob Bjerregaard glæder sig over, at et enigt byråd har satset millioner på at gøre sygehus til sundhedshus, hvor kommunale og private aktører kan give borgerne et nært sundhedstilbud. Han er indstillet på, at kommunerne skal have en endnu større rolle i borgernes sundhed, men han savner et økonomisk incitament fra Christiansborg. Foto: Peter Leth-Larsen

Borgmester om sundhedsreform: Vi er et stort skridt foran regeringen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sundhedsreform eller ej, så ved borgmester Jacob Bjerregaard (S), at Fredericia er godt klædt på til at tackle fremtidens nære sundhedsvæsen. Sundhedshuset er det fundament, som Fredericia Kommunes sundhedsudbud skal bygges op på, og andre kommuner kigger med.

Fredericia: Betonvægge og stolper står afklædt på 4. sal i højhuset i Fredericia Sundhedshus. Her blev der tidligere udført højt specialiseret hjertebehandling tæt på borgerne, men i en politisk kabale om at samle akutsygehuse og specialiseret behandling i store enheder, blev Fredericia Sygehus ofret.

- Når jeg lytter på debatten nu, så synes jeg, at jeg hører en erkendelse af, at der skete for stor centralisering. De meget syge skal selvfølgelig have den mest specialiserede behandling, men nu siger man, at der er en stribe patienter, som skal have et behandlingstilbud tæt på. Den opgave vil vi også gerne påtage os i kommunerne, men i sundhedsudspillet fra regeringen følger der ingen penge med, og det er jeg bekymret over, siger Jacob Bjerregaard.

- Forestiller du dig, at der skal være sengepladser til de patienter, som ikke passer ind på de store sygehuse?

- Det skal vi være klar til at kigge på, men det kan ikke gøres uden, at der følger ressourcer med, siger Jacob Bjerregaard.

Vi har været tidligt ude, og jeg kan bare konstatere, at det har været en rigtig beslutning. Vi kommer til at have praktiserende læger, speciallæger, sygeplejeklinik, psykiatri, apotek og genoptræning tæt sammen, og det kan kun blive en gevinst.
Borgmester Jacob Bjerregaard (S)
Regeringens udspil til en sundhedsreform får kritik fra Jacob Bjerregaard på en række områder. Ikke mindst er han uenig i tanken om at nedlægge regionerne og erstatte dem med en bestyrelse og et sundhedsfællesskab uden reel indflydelse. Foto: Peter Leth-Larsen
Regeringens udspil til en sundhedsreform får kritik fra Jacob Bjerregaard på en række områder. Ikke mindst er han uenig i tanken om at nedlægge regionerne og erstatte dem med en bestyrelse og et sundhedsfællesskab uden reel indflydelse. Foto: Peter Leth-Larsen

Var tidligt ude

Sundhedsreformen når formentlig ikke at blive vedtaget inden et folketingsvalg, men borgmesteren har kigget forslaget grundigt igennem.

- Sundhedsområdet kommer til at fylde meget i de kommende år, fordi vi bliver ældre, og vi grundlæggende er enige om, at vi skal forsøge at skabe et nært sundhedsvæsen. Det arbejde er vi allerede langt med i Fredericia, hvor vi i byrådet har været enige om at skabe Danmarks bedste sundhedshus. Det er dyrt, men det har vi valgt at prioritere, og jeg kan se, at man både fra Folketingets side og andre kommuners side har bemærket, hvad vi har gang i, siger Jacob Bjerregaard.

Sundhedshuset er det fundament, som det borgernære sundhedsvæsen skal bygges på i Fredericia. Og planerne er langt fremme.

- Vi har været tidligt ude, og jeg kan bare konstatere, at det har været en rigtig beslutning. Vi kommer til at have praktiserende læger, speciallæger, sygeplejeklinik, psykiatri, apotek og genoptræning tæt sammen, og det kan kun blive en gevinst, siger Jacob Bjerregaard.

Udsigten fra Fredericia Sundhedshus er fremragende, og indvendigt er forvandlingen til sundhedshus også godt i gang. Jacob Bjerregaard har stor ros til den indsats, der er gjort for at få samlet en bred vifte af sundhedstilbud på de 28.000 kvadratmeter. Foto: Peter Leth-Larsen
Udsigten fra Fredericia Sundhedshus er fremragende, og indvendigt er forvandlingen til sundhedshus også godt i gang. Jacob Bjerregaard har stor ros til den indsats, der er gjort for at få samlet en bred vifte af sundhedstilbud på de 28.000 kvadratmeter. Foto: Peter Leth-Larsen

Sundhedsfællesskaber uden indhold

De fysiske rammer til at indfri intentionerne i det nære sundhedsvæsen er Fredericia Kommune klar til at levere, men der skal findes yderligere ressourcer for, at borgerne får det bedste sundhedstilbud, og det kræver en investering fra centralt hold.

- Vi vil gerne være med til at løse udfordringerne på sundhedsområdet, men det kræver, at der følger ressourcer med. Regeringen foreslår, at regionerne nedlægges og erstattes af sundhedsfællesskaber eller mini-amter, men jeg har svært ved at se fornuften, siger Jacob Bjerregaard.

- Ifølge forslaget skal du repræsentere Fredericia i et sundhedsfællesskab med Vejle, Kolding og Middelfart. Det giver vel en indflydelse?

- Det er en illusion, som jeg læser forslaget. Vi skal udgøre en bestyrelse, der ikke har nogen form for indflydelse på hverken økonomi eller reelle prioriteringer. Som forslaget ligger nu, har det mere karakter af en symbolsk imødekommelse, fordi man centraliserer hele sundhedsøkonomien væk fra regionerne og op til staten, siger Jacob Bjerregaard.

- Tror du, regeringen kommer igennem med nedlæggelse af regionerne?

- Måske i en politisk aftale før valget hvis statsministeren kan holde sammen på partiet Venstre, men jeg ser ikke for mig, at den bliver vedtaget i Folketinget, siger Jacob Bjerregaard.

Økonomi skal med

Jacob Bjerregaard savner et incitament fra Folketingets side til, at kommunerne griber sundhedsopgaverne.

- Der skal være en gulerod for, at vi som kommuner gør en ekstra indsats på et område, der ikke tidligere har været vores ansvar. Vi skal ind at overtage en række af de opgaver, som i dag ligger i regionerne, men vi skal gøre det uden økonomisk kompensation. Det går ikke, siger Jacob Bjerregaard.

- Men en indsats på sundhedsområdet betyder vel alt andet lige både sundere og gladere borgere og færre indlæggelser og deraf høje omkostninger?

- Det er rigtigt, men vi kommer alt andet lige til at få flere udgifter, hvis vi skal løfte regionernes opgaver. Og der vil være store forskelle fra kommune til kommune afhængig af demografien. Derfor ser jeg det gerne, at man lægger borgernes sundhed ind som parameter i den økonomiske udligningsaftale. Vi har hos os mange ældre, der har haft et hårdt arbejdsliv i tung industri, som påvirker deres helbredstilstand i dag. Det kræver ekstra udgifter til sundhedstilbud, fysisk træning, sygepleje osv., og det bør tages i betragtning i en udligningsaftale, siger Jacob Bjerregaard.

Borgmester om sundhedsreform: Vi er et stort skridt foran regeringen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce