Byrådsmedlem udfordrer hellig ko: Vil have Skanseodden tilbage til fredericianerne og Shell ud til olie-ø

Løsgængeren Karsten Byrgesen mener ikke, fredericianerne i 2019 kan være tjent med at støde ind i hegn og advarselslamper ved kastellet. Foto: Peter Leth-Larsen

Byrådsmedlem udfordrer hellig ko: Vil have Skanseodden tilbage til fredericianerne og Shell ud til olie-ø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I 100 år har Shell tjent penge på at håndtere og udskibe petrokemiske produkter fra bunden af Kongensgade. Nu er tiden en anden, og Kanalbyen vokser, så det er på tide, at fredericianerne får hele deres by tilbage, og Shell rykker udskibningen til søs, mener Karsten Byrgesen (løsgænger).

Fredericia: 100 år med petro-kemisk virksomhed midt inden for voldene på en af byens mest attraktive grunde må være nok. Det mener byrådsmedlem Karsten Byrgesen (løsgænger), som håber at kunne gøre det til en folkesag at få Shells havneterminal nedlagt på Skanseodden.

- Terminalen ligger på et af Fredericias bedst beliggende arealer, som bør gives tilbage til byen. Det skal være slut med hegn og blinkende advarselslamper, når man går en tur langs Østerstrand eller i bunden af Kanalbyen. Terminalen er et levn fra en gammel tid, som vi nu bør gøre op med. Tænk, hvis arealet var tilgængeligt, og man kunne placere et nyt musicalteater der - en dansk udgave af Sydney-operaen, siger Karsten Byrgesen.

- Men er det ikke utopi? Det er landets infrastruktur, som er afhængig af, at der kan udskibes olie og gas fra terminalen?

- Jeg anerkender, at der vil være behov for oliehåndteringen i måske mange år endnu. Men det er kendt praksis, at man kan udskibe til søs, og det anlæg kan etableres i Tragten, hvor der alligevel stort set dagligt ligger olie- og gasskibe og venter på at komme til kaj, siger Karsten Byrgesen.

Jeg kan hverken simulere våde øjne eller grådkvalthed ved at pålægge et multinationalt firma som Shell den regning. De har tjent mange, mange millioner kroner i Fredericia. Jeg er sikker på, at pengene er der, så det handler om at finde viljen til at ville.
Byrådsmedlem Karsten Byrgesen (løsgænger)
Siden 1919 har Shell haft terminal og tankanlæg på Skanseodden ved kastellet. Nu mener Karsten Byrgesen, at tiden er inde til at bede Shell flytte udskibning og tanke væk fra arealet. Foto: Peter Leth-Larsen
Siden 1919 har Shell haft terminal og tankanlæg på Skanseodden ved kastellet. Nu mener Karsten Byrgesen, at tiden er inde til at bede Shell flytte udskibning og tanke væk fra arealet. Foto: Peter Leth-Larsen

Hellig ko

Karsten Byrgesen ved, at det er at udfordre en hellig ko at stille spørgsmål ved, om terminalen skal flytte.

- Helt sikkert, men byrådet har tidligere vist handlekraft og truffet visionære beslutninger. Det gjorde man, da man besluttede at omdanne havneområdet til moderne bydel. Kemira blev nedlagt, man forlængede ikke lejeaftalen med Fredericia Skibsværft, men man stoppede ved Shell. Det er på tide, at vi nu tager fat om det sidste levn af en gammel tid, siger Karsten Byrgesen.

Og det handler i første omgang om at sætte sagen på dagsordenen.

- Vi skal høre borgerne, og så skal politikerne turde vise handlekraft. Vi kan starte med, at Shell flytter deres tanke fra Skanseodden. Bliver de overhovedet brugt? Og kunne de så ikke rejses på Shell Raffinaderiets område på Egeskovvej? spørger Karsten Byrgesen.

Indsejlingen til Fredericia fra Tragten er præget af Shells tanke og jetty-anlæg. Karsten Byrgesen drømmer om, at der i stedet kunne ligge noget smukt - for eksempel en dansk udgave af operahuset i Sydney. Foto: Peter Leth-Larsen
Indsejlingen til Fredericia fra Tragten er præget af Shells tanke og jetty-anlæg. Karsten Byrgesen drømmer om, at der i stedet kunne ligge noget smukt - for eksempel en dansk udgave af operahuset i Sydney. Foto: Peter Leth-Larsen

Pengene er der

Regningen for at omlægge udskibningen skal tælles i flere hundrede millioner kroner, men det bør ikke få politikerne til at ryste på hånden, mener Karsten Byrgesen.

- Jeg kan hverken simulere våde øjne eller grådkvalthed ved at pålægge et multinationalt firma som Shell den regning. De har tjent mange, mange millioner kroner i Fredericia. Jeg er sikker på, at pengene er der, så det handler om at finde viljen til at ville, siger Karsten Byrgesen.

- Men Fredericia Havn har også tjent millioner på afgifter af olien, og flytter terminalen, så mister havnen og dermed kommunen indtægter?

- Jeg ved, at ADP bliver drevet dygtigt, og jeg er sikker på, at man kan kompensere for de tab gennem andre indtægter. Alternativt kan ADP etablere anlægget og dermed stadig få afgifterne, siger Karsten Byrgesen.

Løsgængeren Karsten Byrgesen vil have olieterminalen ved Kastellet i Fredericia fjernet, så snart det kan lade sig gøre. I stedet ser han gerne et funklende musikteater på grunden. Foto: Peter Leth-Larsen
Løsgængeren Karsten Byrgesen vil have olieterminalen ved Kastellet i Fredericia fjernet, så snart det kan lade sig gøre. I stedet ser han gerne et funklende musikteater på grunden. Foto: Peter Leth-Larsen

Forpasser vi muligheder?

Ideen om at lade olierørene fra Nordsøen køre lige ud i Lillebælt til en olie-ø i stedet for at dreje ned mod Skanseodden er ikke ny, men det skræmmer ikke Karsten Byrgesen, at andre har prøvet at løfte sagen tidligere.

- Man skal ikke sige til mig, at det har vi prøvet før. Det er kun en rød klud for at fortsætte. Hvis fredericianerne finder ud af, hvilken værdi det vil have for hele byen, hvis terminalen flyttede, så tror jeg, at borgerne vil bakke op. Og bliver det et folkekrav, så vil politikerne lytte både lokalt og nationalt, mener Karsten Byrgesen.

- Ifølge borgmesteren har Shell en uopsigelig lejekontrakt på arealet?

- Det er Fredericia Kommune, der ejer jorden, og det må være muligt at sige en lejer op, siger Karsten Byrgesen.

- Men der er vel en begrænset tidshorisont for, hvor længe der skal pumpes olie over kaj. Vil det ikke være utopi at tro, at man vil lave så stor en investering med en begrænset tidshorisont?

- Det mener jeg ikke, for som terminalen er placeret nu er den alt andet lige i vejen for, at man kan udnytte hele Kanalbyen frit. Der skal hele tiden tages hensyn til risiko og miljøforhold. Man kan ikke bygge nærmere end 300 meter til terminalen. Der kan være investorer, som holder sig væk, fordi der ligger et industrianlæg. Vi ved i realiteten ikke, om der er chancer, vi forpasser på grund af en terminal, som vi ikke kender fremtiden for, siger Karsten Byrgesen.

Olien forestiller Karsten Byrgesen sig lastet på skibe fra et nybygget pier-anlæg et par kilometer fra kysten. Foto: Peter Leth-Larsen
Olien forestiller Karsten Byrgesen sig lastet på skibe fra et nybygget pier-anlæg et par kilometer fra kysten. Foto: Peter Leth-Larsen

Folkestemning

Karsten Byrgesen er klar over, at en nedlæggelse af terminalen ikke kan ske over en nat, men han mener, at tiden er inde til at rejse kravet.

- Jeg vil gerne høre fredericianerne, hvad de tænker. Vi kunne invitere til borgermøde om sagen, vi kan involvere politikere på Christiansborg og selvfølgelig gå i dialog med Shell, siger Karsten Byrgesen.

Og intet er umuligt, hvis viljen er der, understreger han.

Byrådsmedlem udfordrer hellig ko: Vil have Skanseodden tilbage til fredericianerne og Shell ud til olie-ø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce