Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


David er død. Bowie er levende

Fredericias nye, semiprofessionelle Teater Malstrøm havde onsdag premiere på "Kabaret Bowie" i Det Bruunske Pakhus. Fire skuespillere og sangere samt et habilt band præsenterede en perlerække af popikonets udødelige hits. Godt 60 glade publikummer klappede og vuggede med. Foto: Morten Pape

David er død. Bowie er levende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det Bruunske Pakhus genopstod som Det Bruunske Pophus, da Teater Malstrøm onsdag havde premiere på kabaret med musik-ikonets hits.

Fredericia: Det er ikke 14 måneder siden, David Bowie døde af sygdom.

Men onsdag rejste popikonet gennem fem årtier sig i skikkelse af Teater Malstrøm, som i Det Bruunske Pakhus havde premiere på "Kabaret Bowie". Ikke en musical, ikke et teaterstykke, men alligevel en sammenhængende fortolkning uden mange rekvisitter eller scenografi af Bowies glamourøse, dekadente og samtidig følsomme liv. Et liv, som i al sin glam og glitter kom til udtryk i to dusin hits og sange fra bagkataloget. Fremført af Sidsel Nygaard, 37, Anne Mejdahl Daugbjerg, 29, Søren Hadberg, 30, og Jacob Nissen, 34. Bag sig havde de et band bestående af Theis Lyng Reinvang, Andreas Skovbjerg, Frederik Gejl Nissen og Mathias Thunbo Pedersen.

Og der var intet højskolejam eller Oslobåd over hverken musikere eller sangere og skuespillere, som alle optrådte i tidens flippede dragter og syrede makeup. Store stemmer og habile betvingere af deres instrumenter, kunne de godt 60 premieregæster forvisse sig om, og de kvitterede med stående klapsalver til sidst og god opbakning undervejs.

Bowie-kabaret i billeder

Duet nok højdepunkt

Kabareten indledtes med hånddukker, fnis og grin og Bowies lille futtogsboogie "The Laughing Gnome" fra 1967.

Så fulgte de ellers, de udødelige: "Space Oddity" med Ground Control to Major Tom, "Changes", "Starman" og - efter pausen - et nonstop nostalgitrip sat sammen af blandt andet "Heroes", "Ashes to Ashes", "China Girl", "Let's Dance", "This is not America", "Absolute Beginners" og - i midten - måske et højdepunkt, da Søren Hadbjerg og Anne Mejdahl Daugbjerg sang "Under Pressure" i duet.

Michael Hansen har instrueret "Kabaret Bowie", som i øvrigt slutter specielt effektfuldt og sender en hilsen til den nye amerikanske præsident. Derudover er der en lang række kræfter med bag scenen. Lige fra kostumier til sangcoach og sminkør. 

Den spiller i Det Bruunske Pakhus på udvalgte dage frem til 1. april. Se mere om forestillingen på teatrets hjemmeside..