EU-firmaer interesserer sig ikke for Fredericia

Hvert år afvikler Fredericia Kommune en lang række EU-udbud på vegne af sig selv og kommune-samarbejder. Det er ressorucekrævende og koster mange penge, men virksomheder "ude fra EU" er stort set ligeglad med de udbudte opgaver. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

EU-firmaer interesserer sig ikke for Fredericia

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fredericia Kommune bruger årligt over en million på at sende kontrakter i EU-udbud. Men kommunen hører næsten aldrig fra virksomheder i andre EU-lande.

Fredericia: Det kunne måske ligne spildte kræfter, når Fredericia Kommune bruger tid og penge på at sende kontrakter i EU-udbud.

Virksomhederne "ude i EU" reagerer nemlig stort set aldrig på de kommunale udbud fra fæstningsbyen, oplyser kommunens indkøbschef og chefjurist, Henrik Melchior Olsen.

Alligevel fortsætter arbejdet med at udforme de nogle gange juridisk komplicerede og omkostningstunge EU-udbud. Det er nødvendigt for at håndhæve EU's lovgivning og principper om fair og lige adgang til opgaver på tværs af unionen - og er samtidig også med til at efterleve principperne om åbenhed og fornuftig forvaltning af skattekroner.

I 2017 afviklede Fredericia Kommune 29 EU-udbud på området for indkøb af varer og tjenesteydelser. Nogle af dem på egne vegne og hovedparten på vegne af samarbejdsordninger med andre kommuner. I alt beløb de 29 kontrakter sig til 95,7 millioner kroner for de fire år, kontrakterne normalt gælder.

- Det er godt nok ikke mange bud, der kommer ind fra virksomheder i andre EU-lande.
Marlene Wind, professor på Københavns Universitet
Fakta
Fredericia Dagblad og Ugeavisen Elbobladet dækker valgkampene til EU- og folketingsvalg. Denne gang med ekstra kræfter. Vi har takket ja til 75.000 kroner i økonomisk støtte til dækningen af begge valg. Støtten kommer fra demokrati- og borgerudvalget i Fredericia Byråd.

Vi har taget imod støtten, da vi ser det som en af vore vigtigste opgaver at være medvirkende til, at flest mulige fredericianere går i stemmeboksene på bedst muligt oplyst grundlag.

Vi har som et ufravigeligt krav naturligvis betinget os fuld redaktionel frihed i forhold til, hvilken dækning vi laver ud fra støtten. For at tydeliggøre det for læserne er den redaktionelle dækning, der er økonomisk støttet, tydeligt markeret med en særlig grafisk opsætning i printudgaverne af Fredericia Dagblad og ugeavisen Elbobladet.

Hvad koster det?

Det er oplagt at spørge, hvad det koster at afvikle de mange udbud, som virksomheder "ude i EU" øjensynligt ikke interesserer sig for?

Det spørgsmål er ikke let at svare enkelt på. Dels fordi der er stor forskel fra udbud til udbud. Og dels fordi det kan diskuteres, hvilke udgifter der skal regnes med. Skal eksempelvis udgifter til juridisk opfølgning regnes med? Eller hvad med håndtering af en eventuel klage over udbuddet?

Usikkerheden gør, at Fredericia Kommune ikke vil eller kan sætte tal på, hvad det koster at rulle EU-udbuddene ud. Men ifølge Konkurrence- & Forbrugerstyrelsen koster et udbud i gennemsnit 1,4 procent af den samlede kontraktsum.

EU-udbud er normalt dyrere at afvikle end nationale og lokale udbud, men hvis Styrelsens gennemsnitsberegning lægges til grund, brugte Fredericia Kommune i 2017 1,3 millioner kroner på at afvikle EU-udbud uden at skabe nævneværdig interesse for opgaverne blandt virksomheder "ude i EU". Formentlig mere.

Kontrakter af en vis størrelse skal i EU-udbud. Kommunen kan altså ikke vælge at lade være.

Fakta
- Det er godt nok få, siger professor og EU-ekspert Marlene Wind fra Københavns Universitet, når hun hører, hvor mange firmaer "ude fra EU" der byder ind på og vinder kommunale EU-udbud fra Fredericia Kommune.

Det er ikke unormalt, at Fredericia Kommune kun modtager et eller to bud "ude fra EU" om året. Og hvert år ender nul eller højst én kontrakt "ude i EU".

-Det lyder af meget få, siger Marlene Wind.

Men tallene får ikke professoren til at konkludere, at EU-udbud er spild af tid og ressourcer.

- Uden udbud svækkes konkurrencen. Og hvis konkurrencen svækkes, kommer vi til at betale for meget. Det skulle jo nødig ende med østeuropæisk kammerateri, siger hun.

I stedet tænker Marlene Wind, at EU-udbud bør synliggøres mere end i dag, så virksomheder rundt om i unionen bliver mere opmærksom på de forretningsmuligheder, offentlige udbud betyder.

Hvor er EU-firmaerne?

Kun en-to gange om året byder et firma "ude fra EU" ind på en opgave i Fredericia Kommune. Og højst én gang om året ender kontrakten hos et firma "ude fra EU".

Alligevel giver det mening at rulle hele udbudsmaskinen i gang, forklarer Henrik Melchior Olsen, som er chefjurist og indkøbschef ved Fredericia Kommune.

EU-udbuddene er nemlig med til at holde Fredericia Kommune skarp i håndteringen af udbud generelt. Og dermed sikre kommunen den bedste og billigste løsning på diverse opgaver - også dem, der ikke er i EU-udbud.

- Og den skarphed kommer i hvert fald kommunen og skatteborgerne til gode, siger Henrik Melchior Olsen.

En ekstrem juridisk verden

Det bliver generelt dyrere og dyrere for kommunerne at afvikle et EU-udbud. Det er der især to forklaringer på, fortæller Henrik Melchior Olsen.

For det første udbyder kommunen en del opgaver i samarbejde med andre kommuner. Det gør ordren større og stiller også krav til koordineringen af udbudsmaterialet.

I takt med, at mange udbud er blevet meget store, er der også tilsvarende mere på spil for de virksomheder, der byder ind. Det er medvirkende til, at flere i dag klager over udbud, som de ikke vinder. Og så begynder udgifterne til advokater og lignende at løbe stærkt.

- Det er blevet en ekstrem juridisk verden, siger Henrik Melchior Olsen.

EU-firmaer interesserer sig ikke for Fredericia

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce