Efter 10 år lykkedes det at sælge huset: Nu kan vi komme videre med livet

På en charmerende solskinsdag er det svært at se, hvorfor det skulle tage ti år at sælge familien Christiansens hus i Pjedsted. Men det gjorde det. Foto: Peter Friis Autzen

Efter 10 år lykkedes det at sælge huset: Nu kan vi komme videre med livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Børnene er blevet store, mens familien Christiansen i Pjedsted har forsøgt at sælge huset. Nu er det endelig lykkedes.

Pjedsted: - Endelig. Endelig!

Danny og Majbritt Christiansen ånder lettet op. Efter ti års forsøg på at sælge deres hus i Pjedsted er det nu endelig lykkedes.

Allerede da parret fik deres første barn, sønnen Phillip, besluttede de sig for, at han skulle vokse op i Børkop, hvor en stor del af deres omgangskreds holdt til. Så de ville sælge huset og flytte til Børkop.

Mens de ventede på salget, sendte de Phillip i skole i Børkop. Hussalget lod vente på sig.

Phillip blev ældre og begyndte at gå til fodbold. Hussalget lod stadig vente på sig.

Phillip fik en lillesøster, Julie. Hussalget lod vente på sig.

Julie begyndte i børnehave og siden i skole. Hussalget lod stadig vente på sig.

- Børnene fik en omgangskreds i Børkop og savnede at cykle til venner og fritidsaktiviteter. Det har vi alle savnet, siger Majbritt.

Jo flere år, der går, jo mere irriterende bliver det.
Majbritt Christiansen
Phillip går til fodbold og dribler Danny, Julie og Majbritt bagud på husets store græsplæne. Foto: Peter Friis Autzen
Phillip går til fodbold og dribler Danny, Julie og Majbritt bagud på husets store græsplæne. Foto: Peter Friis Autzen

Træls energi

De ti år med salgs-bestræbelser har suget energi ud af Majbritt og Danny, der flere gange gik ned i pris.

- Ved alle familiesammenkomster og andre arrangementer har folk spurgt "nå, hvordan går det med hussalget?" Til sidst orker man ikke at svare på den slags, for det ødelægger humøret, siger Danny, der godt ved, at folk spørger i bedste mening.

- Det fylder rigtig meget, at man hele tiden går med planen om at rykke et andet sted hen. Og børnene vil jo gerne være mere sammen med vennerne fra skolen og klubben, siger Majbritt.

Parret har intet imod Pjedsted.

- Pjedsted er et fint sted. Vi vil bare gerne til Børkop og valgte fra starten at placere en stor del af børnenes liv dér, fordi vi regnede med at skulle flytte. Så jo længere vi ventede, jo værre blev problemet, siger Majbritt.

Gennem årene har det krævet en del energi at få familielivet til at fungere - blandt andet med kørsel frem og tilbage.

- Vi så flere
- Vi så flere "solgt"-skilte fra John Frandsen i området. Vi skiftede til dem. Og så gik det stærkt, siger Danny Christiansen. Foto: Peter Friis Autzen

Positiv energi

Undervejs i de ti år har Danny og Maibritt skiftet ejendomsmægler flere gange. Men uden effekt.

- Vi satte huset til salg i 2008 - få dage, før alle skreg "finanskrise". Dét har ikke gjort det lettere. Undervejs har vi vel haft 10-12 fremvisninger uden succes. Indtil vi skiftede ejendomsmægler for få måneder siden, siger Majbritt.

- Vi havde aldrig hørt om John Frandsen (ejendomsmægler-firma, red.). Men pludselig så vi flere af deres "solgt"-skilte i nabolaget. Så vi skiftede til dem. Og så gik det stærkt, siger Danny.

I løbet af én måned fremvistes huset fem gange. Og det endte med salg til den aftalte pris, fortæller de.

Parret er begejstrede over afdelingsleder Almedin Lokovic.

- Hans måde at præsentere huset på, havde vi aldrig set før. I det hele taget har jeg aldrig set en mand med så meget... øh: Positiv energi. Han er en énmandshær, siger Danny.

Får I noget for at sige sådan?

- Nej, lyder det fra parret.

Familiens stue har i ti år ageret som børnenes legerum. Foto: Peter Friis Autzen
Familiens stue har i ti år ageret som børnenes legerum. Foto: Peter Friis Autzen

Flytter om to uger

Da Elbobladet møder familien skinner solen, og den store græsplæne tager sig godt ud i skyggen af en kæmpestor blodbøg.

Huset er ryddeligt og pænt. Ryddeligheden skyldes blandt andet, at familien allerede er begyndt at pakke.

- Børnene har hellere villet lege her i stueetagen end i deres værelser på 1. sal. Så vi har haft meget legetøj på gulvet her i stuen, siger Majbritt og fortæller om den helt særlige "fornøjelse", det er at træde på en legoklods.

- Vi flytter om 14 dage, siger Danny.

Familien venter på, at et rækkehus i Børkop bliver bygget. I mellemtiden skal de først bo i en campingvogn i Mormors indkørsel. Derefter tager Mormor ud at rejse, så familien flytter ind i hendes hus for en tid.

- Vi har simpelthen skubbet svigermor ud af hendes eget hus, siger Danny med påtaget dårlig samvittighed.

De glæder sig til at få rækkehuset på Borggårdsvej: Tæt på skolen, tæt på vennerne, og lige hvor det skal være: I Børkop.

Efter 10 år lykkedes det at sælge huset: Nu kan vi komme videre med livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce