Erhvervsmægleren skaffer kendte kunstnere til Fredericia

Et af yndlingsbillederne hænger på væggen op til førstesal i hjemmet i Baldersparken. Vagn Sørensen kender ikke kunstneren, men det var et af hans første kunstkøb. Foto: Marianne Husted

Erhvervsmægleren skaffer kendte kunstnere til Fredericia

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vagn Sørensen har held med at få kendte navne til at udstille hos Fredericia Kunstforening

Fredericia: Det stod ikke skrevet nogen steder, at kæmnerens søn fra Thyholm skulle komme til at interessere sig for kunst.

Vagn Sørensen, 64 år, blev uddannet i et pengeinstitut og har haft en lang og flot karriere inden for bankverdenen. For ni år siden besluttede han sig for at etablere egen virksomhed som erhvervsmægler og valuar.

Interessen for kunst har faktisk med bankverdenen at gøre. Da han kom til Struer Bank i 1972, var der nemlig skiftende udstillinger, som kunderne blev inviteret til at komme ind at se. Det var populært, og det gav også omtale i den lokale avis.

Vagn Sørensen
Vagn Sørensen, 64 år, født og vokset op i Thyholm.

Karriere: Har arbejdet i 32 år inden for bankverden. Uddannet i Struer, længere karriere i København Andelsbank, filialdirektør i Aktivbanken i Fredericia, bankdirektør i Ikast, Vejle, underdirektør i Aktivbanken i Vejle.Forretningsfører hos Boli.nu i Fredericia.

Tog uddannelse til ejendomsmægler og valuar.

Efter større hjerteoperation besluttede han i 2010 at begynde for sig selv med Lillebælt Erhverv.

Driver i dag firmaet fra hjemadressen i Baldersparken. Erhvervskunder kommer primært fra Erritsø, Taulov, Middelfart og Børkop.

I bestyrelsen for Fredericia Kunstforening. Har tidligere siddet i bestyrelsen for Fredericia Teater.
Skiftende udstillinger i banken i Struer  var med til at gøre bankelevn Vagn Sørensen interesseret  i kunst. Men det var datteren, som for alvor fik åbnet hans øjne for moderne kunst. Foto: Marianne Husted
Skiftende udstillinger i banken i Struer var med til at gøre bankelevn Vagn Sørensen interesseret i kunst. Men det var datteren, som for alvor fik åbnet hans øjne for moderne kunst. Foto: Marianne Husted

Knud Nielsen og Peter Brandes

Senere som direktør for Amtsparekassen Fyn i Vejle fortsatte han arbejdet med skiftende kunstudstillinger og fik navne som Knud Nielsen og Peter Brandes til at udstille i pengeinstituttets lokaler.

Det var dog den nu 33-årige datter, der for alvor fik ham til at åbne øjnene for kunsten.

Hun bor i København, er selv begyndt at male og modtage undervisning fra en anerkendt maler. Det er hende, som har introduceret ham til nyere kunstnere som Martin Bigum og Thomas Kluge.

- Folk bliver så glade, når de bliver mødt af god kunst, siger han, og giver det også som forklaring på, at virksomheder og hospitaler gerne investerer i kunstværker.

Galleri Memphis

Vagn Sørensen har drevet sit eget lille Galleri Memphis, da han havde mæglerkontor ved Landsoldatpladsen. Han fik fat i mange spændende kunstnere, men det kneb med besøgstallet - og folk holdt så meget på pengene, at kunstnerne ikke rigtigt fik solgt noget.

- Da jeg havde siddet der en hel påske uden en eneste gæst, besluttede jeg mig til at lukke det ned.

Men kunsten har ikke sluppet sit tag i ham. For tre år siden prikkede Poul B. Jakobsen, formand for Fredericia Kunstforening, ham på skulderen for at få ham med i bestyrelsen.

God til netværk

Det viste sig at være en god mand for kunstforeningen. Vagn Sørensen er nemlig en vedholdende mand, som trækker på sine kontakter og får ting til at ske.

Han har sat sig som mål at arbejde for at få hentet en stor udstilling til Fredericia hvert år. Det er nu lykkedes to gange. I 2018 udstillingen med Per Kirkeby, som satte publikumsrekord, og i år den store Heerup-udstilling, som også var populær, selv om man skulle betale entré.

Og han kan også fortælle, at der vil være et stort navn i 2020. Navnet vil han endnu ikke røbe.

Kan være svært for kunstforeninger

Det kan være svært for kunstforeninger at få udstillinger med kendte navne. Vagn Sørensen har fået nej flere gange. F.eks. da han i første omgang kontaktede Jorn-museet i Silkeborg for at få udstillet noget Cobra-kunst i Fredericia.

Men de kunne så senere fortæller, at den store Per Kirkeby-udstilling var på vej hjem fra Paris, og at den godt kunne gøre et stop i Fredericia.

Der var heller ikke umiddelbart positivt svar, da han kontaktede Heerup Museum i Rødovre, men det ændrede sig hen ad vejen. Vagn Sørensen mener, at Rødovre Kommune godt kunne se en idé i at vise udstillingen i provinsen.

Gode tilbagemeldinger

- Vi får gode tilbagemeldinger på lokalerne, som udstillerne er meget imponeret af, mens de mener, at der godt kunne gøres mere ud af opgangen til Kunstcentret.

Vagn Sørensen håber og tror, at det efter de succesfyldte udstillinger med Kirkeby og Heerup bliver lettere for Fredericia Kunstforening at få andre store kunstnavne, men han er også meget begejstret for de mange knap så kendte, men dygtige kunstnere, som udstiller i salene.

Foredrag og erhvervsklub

Som bestyrelsesmedlem arbejder han for, at der bliver tilbudt foredrag i forbindelse med de store udstillinger. Det skete hele tre gange med museumsleder Anni Lave Nielsen fra Heerup Museum i Rødovre. Der er nemlig interesse for at få historien bag kunstneren med, siger han.

Desuden er han engageret i kunstforeningens erhvervsklub, der tæller op mod 25 medlemmer.

Væggene i hans eget hjem i Baldersparken viser også en stor interesse for kunst. Dog begynder han næppe at male selv. Og dog, hans nu 102-årige far var 95 år, da han greb penslen. Nu er han dog stoppet igen.

Erhvervsmægleren skaffer kendte kunstnere til Fredericia

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce