Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Flytning af spillested er en succes: Antallet af koncertgæster i Tøjhuset er eksploderet

En publikumsvækst på 150 procent i løbet af bare ét år. Det gør Tøjhuset til en buldrende succes, vurderer udvalsgformand Lars Ejby Pedersen (S) og husets daglige leder, Helle Lillethorup. Fotograf: Peter Leth-Larsen

Flytning af spillested er en succes: Antallet af koncertgæster i Tøjhuset er eksploderet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

At flytte Fredericias rytmiske spillested fra Det Bruunske Pakhus til Tøjhuset har været en kæmpe succes. Antallet af koncertgæster er mere end fordoblet.

Fredericia: Fredericias nye spillested, Tøjhuset, er en buldrende succes. Ikke nok med, at husets nye lydanlæg buldrer og brager med den helt rigtige efterklang: Antallet af koncertgæster i Fredericia er eksploderet, siden spillestedet flyttede fra Det Bruunske Pakhus til Tøjhuset.

- På Pakhuset havde vi 8.000 koncertgæster om året. Inden året er omme, er vi her i Tøjhuset oppe på 20.000, siger Tøjusets daglige leder, Helle Lillethorup.

Hun har gjort status på Tøjhusets første år som rytmisk spillested. Og publikumsfremgangen på 150 procente får ikke bare hende, men også kulturudvalgsformand Lars Ejby Pedersen (S) til at storsmile.

- Det her er en rendyrket succes, siger han.

Love Shop og Alex Nyborg Madsen roser Fredericias nye spillested
Det er simpelthen fantastisk. En kæmpe succes.
Lars Ejby Pedersen (S), kulturudvalgsformand
En flytning til millioner
Det har kostet Fredericia Kommune flere millioner kroner at flytte det rytmiske spillested til Tøjhuset. Huset skulle nyindrettes for at kunne rumme både den klassiske og den rytmiske musik. Og teatrets kostumelager skulle forlade huset og flytte til Bülows Kaserne.I 2015-budgettet satte kommunen fire millioner kroner af til flytningen. Året efter måtte der lægges yderligere to millioner kroner oveni. Altså seks millioner kroner i alt.

Inkluderet i det beløb var ombygning af koncertsalen og indkøb af lyd- og lysudstyr - herunder det helt særlige efterklang-system, der elektronisk kan forvandle koncertsalens akkustik fra intimt spillested til stor koncertsal.

Tøjhus-projektet har også modtaget støtte fra A. P. Møller Fonden (470.000 kroner til efterklang-systemet) og Tuborgfondet (150.000 kroner til indretning og udstyr i bar og café).

Tøjhuset drives for samme kommunaledriftsbudget som Pakhuset gjorde: 1,35 millioner kroner.

Det Bruunske Pakhus forventes at kunne fungere i sin nye forsamlingshus-lignende rolle for et kommunalt budget på omkring 150.000 kroner. I "skifte-året" 2017 har budgettet dog været forhøjet til 300.000 kroner.

En hård fødsel

Tøjhuset havde sin debut som rytmisk spillested, da Love Shop gav koncert i den endnu ikke færdigindrettede sal sidst i november 2016.

Netop Love Shop var blevet nævnt som et band i den kategori, Fredericia indtil da var gået glip af: For store til Pakhuset, men for små til Teatret. Men med Tøjhuset kunne byen få et spillested, der passede.

Siden løb indretnings- og flytteudgifterne op, og undervejs truede projektet med at stikke af økonomisk.

- Men der kom styr på det, og resultatet er bedre, end man kunne håbe på, siger Lars Ejby.

Han fryder sig blandt andet over, at huset, inden året er omme, er oppe på 222 koncerter. Det kulturelle udbud er stort og varieret, og med plads til både professionelle og lokale kunstnere, vurderer han.

De lokale kunstneres muligheder for at komme på scenen er en del af Tøjhusets formål. Både på den store scene i salen og den mindre i caféen.

Køkken, bar og bad mangler

Komplimenterne til Tøjhuset kommer fra både gæster, optrædende, politikere og andre.

Helle Lillethorup sender stort set alle komplimenter videre til de frivillige i foreningen Fredericia Live samt til kommunen.

- Vi har været så heldige, at kommunen ikke har trukket et regneark af krav ned over hovedet på os. Så vi har ret frit kunne arbejde med at udvikle huset. Og selvom vi undervejs nogle gange ønskede os at få alt gjort på én gang, er det måske meget godt, at vi har skullet arbejde med tingene i en længere proces. Det har givet os tid til at tænke os om og få ånden med, siger hun.

Med "ånden" henviser hun blandt andet til den meget store opbakning fra frivillige og det medejerskab mange fredericianere føler for spillestedet. Aktuelt er der venteliste for at blive en del af det frivillige korps, der får huset til at fungere.

- Tøjhuset er simpelthen noget, fredericianerne er fælles om. Et fællesskab, som mange gerne vil være med i. Flytningen var den rigtige beslutning, siger Lars Ejby.

Aktuelt mangler Tøjhuset kun en nyindretning af køkkenet, baren og backstage-lokalerne, hvor de optrædende blandt andet har efterlyst muligheden for et brusebad. Det kommer til at koste omkring 350.000 kroner.

Det skulle gerne være på plads inden nytår.