Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Halv dansker, kvart egypter, kvart englænder og fuldblods musicalmand

- På baggrund af min opvækst har jeg nok en større ydmyghed og taknemmelighed, når ting lykkes, siger Søren Møller, teaterchef Fredericia Teater. Foto: Michael Svenningsen

Halv dansker, kvart egypter, kvart englænder og fuldblods musicalmand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Han har boet i mange boligblokke og op mod 20 forskellige steder i landet, han gik på syv forskellige folkeskoler, men en opvækst i trange kår har aldrig været et problem for teaterchef Søren Møller.

Fredericia: Han har aldrig set sin biologiske far - end ikke et enkelt kig på et billede af ham er det blevet til.

Far, der er halv egypter og halv englænder, var væk, inden lille Søren kom til verden i sydvestjyske Varde tilbage i 1971.

Mor sørgede for en tryg base dekoreret med uforbeholden kærlighed, som Søren aldrig tvivlede på, og sådan var det også, da han i en alder af to år fik en stedfar, der drak mere alkohol end gennemsnittet. Da Søren fyldte 11 år, forsvandt stedfaren også ud af familiens omskiftelige liv.

Forældrenes arbejde i det offentlige, på en tid hvor lønmodtagerne nødtvunget rykkede sig geografisk i forhold til jobmulighederne, førte mange flytninger med sig, men det var nu aldrig et problem for sønnen, selv om det samlede antal folkeskoler nåede op på syv, inden han lukkede dén del af sit liv.

- På det ubevidste plan betød min opvækst meget, men det var og er ikke et problem for mig. Jeg mødte mange nye mennesker og lærte at rumme menneskers forskellighed, og for mig er det en klar styrke, at jeg blev i stand til at omstille og tilpasse mig lynhurtigt. Jeg har altså boet i rigtig mange boligblokke i tidens løb, men for mig havde det stor værdi, fordi der altid var mange legekammerater tæt på.

Lars Mølsted nomineret til Årets Sanger af Reumert-jury
Søren Møller
Alder: 45 årFødselssted: Varde

Søskende: En halvsøster og en stedbror

Bopæl: Fredericia

Civil stand: Gift med Louise, der er uddannet klassisk arkæolog og arbejder som redaktør på et forlag

Børn: Sofia og Selma

Uddannelse: Sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium, sanger og sangunderviser fra Complete Vocal Institute, dramaturgi på Aarhus Universitet (uafsluttet)

Job: Kreativ producent og teaterchef hos Fredericia Teater samt centerleder/udvikler hos Uterus

Tidligere jobs: Rektor på Musicalakademiet i Fredericia, musicalperformer, vokaltræner, rockmusiker

Diverse: Gik på syv forskellige folkeskoler som barn

Modtager af Vestfyns Banks Initiativpris 2010

Han har spillet i fem forskellige bands

Blev i 2012 kåret til Årets Frederik af Fredericia Museums Venner

Har medvirket på to pladeudgivelser

Frederik d. III's Laug udnævnte ham i 2014 til Aarets Fæstningsdreng

Musicalkarrieren begyndte for alvor i 1994 med rollen som Danny Zuko i Grease

Tager ikke æren

I dag er Søren Møller 45 år og blandt andet teaterchef på Fredericia Teater, der går fra den ene succes til den anden. De seneste eksempler er Shubidua-The Musical og Klokkeren fra Notre Dame, og ret forude venter Seebach Musical og The Prince of Egypt. En ydmyg og beskeden Søren Møller nægter at tage æren for den nærmest eksplosive succes, men han behøver nu heller ikke sige ret meget om den sag. Da han tiltrådte på teatret var det største billetsalg til en forstilling cirka 18.000 billetter. Shubidua-The Musical solgte 180.000 billetter.

Vi sidder på Perhaps midt i Fredericia, hvor han er en kendt gæst. Tapas- og vinbaren bruges flittigt til mødeaktiviteter, og denne dag var Søren Møller der i god tid. Han kom klokken 11.30, en time inden vores aftale, så han returnerede til teatret igen for så at vende tilbage en times tid senere.

Et fint billede på et menneske, der typisk har en arbejdsuge på 60-70 timer, men der er uger, hvor antallet af arbejdstimer stikker endnu mere af. Sådan er det, og sådan er han.

Søren Møller er en slider, der ikke har fået noget forærende, men han gør intet på trods. Han gør det af lyst, og han er bevidst om sine kompetencer, men han beretter kun om det, når han bliver bedt om det.

- Jeg har fået mulighederne i en by, der vil og prioriterer det her. Jeg forsøger at bidrage med ambitiøse visioner, og jeg er en facilitator, der bringer folk i spil, hvor de er bedst. Med dyb respekt for deres kompetencer og forskellighed.

Finder de rigtige

I ungdommen fyldte musikken meget for ham, og det var da også drømmen om en fremtid som rockmusiker, der drev ham det meste af tiden. På et tidspunkt legede han dog også med tanken om at blive kok, men så stiftede han bekendtskab med teater, hvilket styrede kompasset derfra.

Godt nok uddannede han sig som sanger, men siden har han læst op på både teater og ledelse, hvilket er grundlaget for jobbet som teaterchef - naturligvis sammen med de mange succesfulde opsætninger, der alle bygger på den gode historie - og det sidste, den gode historie, er altafgørende for ham i det daglige arbejde.

Han var i den grad med til fødslen af Musicalakademiet, hvor talentplejen foregår, og så er han også centerleder for Uterus, der er en form for mellemstation mellem akademiet og teatret.

- Uterus betyder livmoder på latin, og der manglede et sted, hvor kreative folk kunne komme med deres manuskripter. Det er dyrt at sætte en forestilling op, så det er næsten umuligt at gå ind fra gaden og få et teater til at sætte noget op. Hos Uterus udvikler vi nye værker, både til os selv men også resten af verden, og på den måde vil vi gerne skabe og føde nye talenter i branchen, fortæller Søren Møller.

Med Musicalakademiet i baghaven, og Søren Møllers nære tilknytning til stedet, kunne man fristes til at tro, at mennesker på og omkring akademiet er selvskrevne, når Søren Møller caster til forskellige forestillinger, men sådan er det langt fra.

For ham handler det kun om én ting - at caste de rigtige.

- Man kan også sige det sådan, at jeg sagtens kan caste landskendte navne til en forestilling og score et godt billetsalg på det, men det nytter jo ikke noget på den lange bane, hvis de kendte navne ikke er de rigtige til rollerne. Publikum skal gå ud med armene over hovedet hver eneste gang, de forlader Fredericia Teater, og hvis den vision skal lykkes, skal vi være skarpe på at vælge de rigtige til rollerne, slår Søren Møller fast.

Det gør lidt nas

Hvis barndommen på mange måder var hektisk og omskiftelig, så har Søren Møller som voksen slået rod.

Han lever sit liv sammen med Louise, som han mødte på Langkjær Gymnasium i Århus, og sammen har de døtrene Selma og Sofia. De bor i Fredericia efter en årrække i et hyggeligt baghus midt i Århus.

Da han kom til Fredericia Teater i 2000, pendlede han i otte år, inden familien i 2008 rykkede til Fredericia.

- Det var tre år for meget, for jeg fandt jo ud af, hvor meget tid, der blev frigivet, da transporttiden forsvandt. Men det var altså svært at sige farvel til vores vidunderlige base i Århus, erkender han og tilføjer straks, at familien nu har en lige så vidunderlig base tæt på vandet i Fredericia.

Ens er de ikke, Louise og Søren, men alligevel, eller måske netop derfor, er de gode sammen. De sad ikke lårene af hinanden i de første år, han turnerede med sin musik, Louise rejste meget rundt i verden, og netop det at give hinanden plads, er et succeskriterie i parforholdet.

- Vi har en gensidig respekt for hinanden og det, vi laver. Min arbejdstid er vanvittig, men ferierne er hellige for mig, og så forsøger jeg efter bedste evne at dyrke kærligheden. Kærligheden er stærkere end nogensinde, men det er den, fordi vi dyrker den og giver plads, mener Søren Møller.

Han kalder det et sundhedstegn, når døtrene bliver kede af det, fordi far igen skal på forretningsrejse. Det er da bedre end ligegyldighed, som han siger.

- Men derfor gør det jo nas alligevel, erkender han.

Vi er inde i den forlængede spilletid, den berammede tid til interviewet er overskredet, men Søren Møller tager det afslappet trods et stramt program.

Der skal blandt andet castes til The Prince Of Egypt, og sig mig lige en ting: Har det stykke noget at gøre med den kvarte egypter, der lever i Søren Møllers krop?

Han smiler bredt og ryster på hovedet.

- Faktisk ikke, men jeg har altid været dybt fascineret af musikken i stykket, og stykket kan noget af det samme, som Klokkeren fra Notre Dame kan. Der er noget episk over det, og så er det en god historie.

Lidt lige som Søren Møller.