Hvem skal gribe tråden, hvis du taber den? Sådan kan du sikre din familie bedre

Med de nye fremtidsfuldmagter kan man sikre sin familie bedre. Arkivfoto: Mads Hansen

Hvem skal gribe tråden, hvis du taber den? Sådan kan du sikre din familie bedre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flere og flere bliver demente. Det kan skabe problemer for de pårørende, som kan blive låst på hænder, fødder og økonomi. Men med de nye fremtidsfuldmagter kan man sikre sin familie bedre.

Fredericia: Forestil dig, at du bliver dement eller får en blodprop i hjernen. Du mister evnen til at huske eller tænke klart. Måske begge dele. Du ender på plejehjem, så din hustru skal betale to huslejer. Hun vil gerne sælge det store hus for at få styr på økonomien - men det kan hun ikke, fordi dit navn står på skødet. Så sidder hun der med en blødende økonomi og en dement ægtemand.

- Hidtil har den slags kun kunnet løses ved, at den demente umyndiggøres, hvilket er en længerevarende juridisk mølle, man skal igennem. Eller ved, at den demente dør. Men nu er der en ny mulighed: En fremtidsfuldmagt, siger Michael Sønderskov fra Advokatgruppen.

Sammen med sin kollega, Helle Brandt, holdt han tirsdag aften et meget velbesøgt oplæg hos Nordbo Senior i Fredericia for at fortælle om blandt andet fremtidsfuldmagter.

Mens op mod 60 ældre borgere sad i fælleshusets tusmørke, legede spejderbørn udenfor i solen som for at understrege en "alt til sin tid"-tanke. Men man bør faktisk tænke over de her ting allerede i en tidlig alder, fortalte Helle Brandt.

- Vi kan jo køre galt på vej hjem aften. Jeg burde selv få lavet en fremtidsfuldmagt.

Folk siger "hvis jeg dør" og "når jeg vinder i Lotto", selvom det er omvendt.
helle Brandt, Advokatgruppen
Michael Sønderskov og Helle Brandt fra Advokatgruppen opfordrede til at gøre sig tanker om testamente og fremtidsfuldmagter i god tid. Foto: Peter Friis Autzen
Michael Sønderskov og Helle Brandt fra Advokatgruppen opfordrede til at gøre sig tanker om testamente og fremtidsfuldmagter i god tid. Foto: Peter Friis Autzen

To slags fuldmagt

Allerede i dag kan man give andre fuldmagt til at optræde på ens vegne og tage beslutninger i ens navn. Det hedder en generalfuldmagt og er ikke ualmindeligt.

- Men problemet med en generalfuldmagt er, at den gælder fra nu og her. Det kan give udfordringer, man slet ikke forestiller sig, siger Helle Brandt og nævner et skrækeksempel.

- Et ægtepar skal skilles, og det viser sig, at den ene har tømt den andens pension ved hjælp af en fuldmagt. Dét kan også ske, hvis man deler sin nem-id med ægtefællen. Det bør man lade være med, lød det formanende fra hende.

- En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt i dvale. Den underskrives på dommerkontoret, tinglyses og aktiveres først, når vedkommende enten selv ønsker det, eller når for eksempel en læge erklærer, at en personen ikke længere er i stand til at disponere. Det kan også være vigtigt for forretningsfolk, siger Helle Brandt og nævner som eksempel en forretningsmand, der i sin fremtidsfuldmagt lod revisoren tage hånd om forretningerne. Eller en landmand, der vil sikre, at der er styr på indkøb af foder til sine dyr.

Det vigtige er at tage stilling, inden man bliver dement eller ude af stand til at tænke klart.

Op mod 60 ældre deltog i Nordbo Seniors arrangement om den digitale arv, remtids-fuldmagter og testamente. Foto: Peter Friis Autzen
Op mod 60 ældre deltog i Nordbo Seniors arrangement om den digitale arv, remtids-fuldmagter og testamente. Foto: Peter Friis Autzen

Husk også testamentet

Spørgelysten blandt de mange fremmødte var stor, og snakken kom også til at dreje sig om testamenter.

Her kom Helle Brandt med mange bud på, hvordan man kan indrette sig for dels at sikre arven mod alt for stor indblanding fra skattefars side og dels beskytte de efterladte mod en familiefejde. Der er så mange muligheder med hver sine faldgruber, fordele og ulemper, at en tilhører til sidst løftede stemmen.

- Det er da vist besværligt at dø. Jeg tror bare, at jeg lader være, sagde han og udløste latter fra salen.

- Ja, sådan tænker mange. De siger "hvis jeg dør" og "når jeg vinder i Lotto". Men sådan er det desværre ikke, svarede Helle Brandt.

Der blev flittigt noteret på tilhøernes blokke. Foto: Peter Friis Autzen
Der blev flittigt noteret på tilhøernes blokke. Foto: Peter Friis Autzen
Kaffe og kage blev der også tid til. Foto: Peter Friis Autzen
Kaffe og kage blev der også tid til. Foto: Peter Friis Autzen

Hvem skal gribe tråden, hvis du taber den? Sådan kan du sikre din familie bedre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce