Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Klar melding før stormøde: Trelde GI er truet af lukning

Trelde GI har blandt andet haft mange stærke håndboldhold for ungdom. I 2014 vandt Trelde de danske ungdomsmesterskaber for U14-hold i Fredericia, hvor Magnus Falborg her gør klar til skud i den stribede trøje. Arkivfoto: Mette Mørk

Klar melding før stormøde: Trelde GI er truet af lukning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvis ikke der kommer hjælp til at drive Trelde GI, må klubben lukke. Sådan lyder meldingen fra forretningsudvalget i landsbyklubben.

Trelde: Der er akut brug for flere frivillige i Trelde Gymnastik- og Idrætsforening (TGI).

Ellers risikerer foreningen at lukke. Så klar er meldingen til medlemmerne før et stormøde på søndag i Bøgeskov Hallen. Det foregår fra klokken 11 til 12.30, og målet er blandt andet at finde mindst ét nyt medlem til forretningsudvalget.

- Det kan være, det lyder lidt som en trussel, men vi er nødt at melde klart ud. Vi skal finde ud af, om der skal være en klub i Trelde. Vil folk have, at deres børn skal gå til sport i Trelde, så er de nødt til at hjælpe, siger Michael Kristiansen.

Han er formand for forretningsudvalget i Trelde GI, som kører driften for klubbens afdelinger for fodbold, tennis, badminton, håndbold og gymnastik.

Reelt skulle der være seks medlemmer af forretningsudvalget, men ved seneste generalforsamling i april 2017 blev der kun valgt tre. Siden har én trukket sig, og dermed er der kun Michael Kristiansen og kasserer Andreas Thoustrup tilbage.

- Jeg sidder med tre mands arbejde, og vores sekretær sidder med tre mands arbejde. Det vil simpelthen køre os døde i længden, siger Michael Kristiansen.

Trelde GI efter krisemøde: Gør klar til nye tider
Tre personer søges i Trelde GI
Op til søndagens møde har forretningsudvalget i Trelde GI skrevet til stillingsopslag til følgende poster i forretningsudvalget:

Næstformand, sekretær, sponsoransvarlig. Medlemmer af forretningsudvalget får en årlig skattefri godtgørelse på 1000 kroner samt gratis medlemsskab til en idræt i Trelde GI. Nærmere info kan findes på Trelde GI's hjemmeside.

Planer om e-sport

Trelde GI har haft faldende medlemstal i flere afdelinger de senere år. Håndbold og fodbold har ifølge Michael Kristiansen været hårdt ramt, og på flere årgange findes der slet ikke nogen hold. I gymnastikafdelingen har medlemsfaldet dog ikke været så kraftigt.

Der er mangel på frivillige trænere og ledere. I løbet af det seneste år har Michael Kristiansen haft administrativt arbejde med at lukke to afdelinger i klubben. Bueskytterne er rykket over i Trelde Næs Bueskydning, mens skytteafdelingens medlemmer er forsvundet til andre skytteklubber.

Til gengæld barsler TGI med nye tilbud. Event & Kulturforeningen Bøgeskov vil starte e-sport og samarbejde med TGI om det. Men det kræver hænder, og Michael Kristiansen håber, at de dukker op til søndagens møde. Her er der tilmed arrangeret børnepasning i hallen for alle, der dukker op.

Man kan læse dagsordenen til mødet på søndag på Trelde GI's Facebook-side.