Løfte: Renovering af volden indledes i år og skal bane vej for nyt museum

Fredericia Kommune står overfor at skulle renovere Fredericia Vold, og der er også politisk enighed om at opføre et fæstningscenter. Stenrig fond har i den forbindelse millioner klar. Der sker imidlertid ikke så meget. Endnu. Et anlægsloft er i vejen - og det er der argumenter både for og imod. Måske er der imidlertid alligevel fremdrift at spore i år og næste år? Her Prinsessens Bastion, som i dag fremstår som noget af det mest oprindelige. Foto: Peter Leth-Larsen

Løfte: Renovering af volden indledes i år og skal bane vej for nyt museum

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Millionerne er der til dels. Planerne findes. Arkitekterne er klar. Fagfolkene venter i spænding. Sådan set også politikerne. Fredericianere ønsker arven frem. Så hvorfor sker der ikke noget med voldanlægget og fæstningscentret?

Fredericia: Den ligger der. Volden. Rundt om Fredericia. Den findes. Historien. Om Fredericia.

Men hvad er der blevet af de senere års ret konkrete planer om en revitalisering af fæstningsanlægget og et egentlig fæstningscenter? Pengene er der til dels.

- Vi har for lang tid siden fået hele byrådets ja til driften, og borgmesteren har sagt til mig, at vi i år skal drøfte, hvordan vi kommer videre - lige efter sommerferien. Så det afventer vi, lyder det for eksempel fra formanden for den af byrådet nedsatte Projektgruppe Fæstningscenter, tidligere chef for Telegrafregimentet og byens garnisonskommandant, generalmajor Ib Johannes Bager.

Nyt flot fæstningscenter
Fredericia fæstning blev grundlagt 1650 som følge af blandt andet Trediveårskrigen og Svenskekrigene. Man var klar over, det var nødvendigt at styrke Danmarks forsvar. Hærgende svenskere brændte imidlertid den unge fæstningsby ned i 1657.Senere blomstrede Fredericia som fæstning og som fristad for religiøse, forfulgte minoriteter, der fik særlige privilegier indenfor eksempelvis handel og tro.

Efter måneder med belejring og bombardementer under 1. Slesvigske Krig 1848-1850 brød danske soldater ud fra fæstningen og besejrede de slesvig-holstenske oprørere i Udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849, som markeres hvert år.

Det er denne historie og dette forløb, et nyt Fæstningscenter Fredericia blandt andet skal formidle med den fremmeste teknologi.

Voldprojekt i gang i år

Og der vil da også blive taget nogle skridt fremad i 2019, lover borgmester Jacob Bjerregaard (S):

- I forhold til voldprojektet er der afsat to millioner kroner i kommunens budget for 2019. De skal bruges til forundersøgelser, til ingeniørberegninger, til udbudsmateriale, til dialog med fredningsmyndighederne. Den slags.

Borgmesteren forventer noget mere konkret at melde ud efter sommerferien, men inden budgetforhandlingerne om 2020:

- Og i 2020 er resten af de millioner, vi har fået fra A.P. Møller Fonden, regnet ind. Og så kan vi gå i gang med det egentlige. I etaper.

Spadestik i '24? - et særligt år

Jacob Bjerregaard vurderer, at det med en fornyet og skarpere vold vil være lettere at præsentere fonde for næste skridt: Et fæstningscenter.

Hvor, det skal ligge, er dog uvist. Nogle har foreslået den tomme Voss-grund. Andre peger på arealet, hvor bymuseet er.

- Jeg har forståelse for, at man støder ind mod anlægsloftet, der jo er med til at sikre, at nationaløkonomien ikke overophedes, siger Ib Bager:

- Jeg er jo også skatteborger. Men det er mit håb, at i hvert fald første spadestik kan tages til et fæstningscenter i 2024, hvor det er 175-året for udfaldet fra Fredericia 1849.

- Det, tror jeg også, er realistisk - uden at jeg er naiv. Derfor venter vi i projektgruppen, og derfor hører man os heller ikke gå ud og råbe og skrige, tilføjer formanden.

Det bemeldte loft...

Helt overordnet er det anlægsloftet, der presser Fredericia Kommune i forhold til at komme i gang med den fornyelse af Fredericia Vold og med realiseringen af et fæstningscenter - som et enigt byråd står bag.

Loftet er en del af de aftaler, der hvert år indgås mellem alle danske kommuner og den til enhver tid siddende regering.

Den nuværende regering ønsker et lavt loft, så eksempelvis øget aktivitet indenfor byggeri og anlæg ikke overopheder nationaløkonomien. Argumentet er blandt andet, at for megen sving i ting kan resultere i højere lønkrav i forskellige brancher. Det handler om udbud og efterspørgsel og om, hvor stor en offentlig sektor, vi skal have. Et blåt flertal på Christiansborg ønsker traditionelt en strammere anlægsramme end et rødt.

Kan Mette F. trylle?

Men selvom borgmesterens partifælle - og landets måske kommende statsminister - Mette Frederiksen forleden på røderose-turné til Fredericia lovede at hæve loftet over både anlægs- og serviceudgifter i kommunerne, hvis hun skulle vinde valget, så sælger han ikke skindet, før bjørnen er skudt:

- Nej, det har jeg lært i politik. Det kan da godt være, der blæser nye vinde snart, men vi venter og ser, hvad det ender med.

- Men det er lidt mærkeligt, for Fredericia har en sund økonomi og vækst, siger Jacob Bjerregaard:

- Vi tiltrækker virksomheder og bosætning.

- Det er lidt paradoksalt, at vi har pengene til at investere, men ikke må. Det er en helt omvendt situation end for fire år siden, hvor vi var nødt til at være meget forsigtige med anlægsmidlerne, har han tidligere sagt til Fredericia Dagblad.

Kom nu i gang

- Men vi er som alle andre kommuner underlagt statens anlægsloft, og det er vi nødt til at rette ind efter, fortsatte borgmesteren dengang.

Og deraf følger også en prioritering af byggeaktiviteten. På den konto står indretningen af Fredericias nye sundhedshus først i disse år. En række historisk interesserede kilder, Fredericia Dagblad har talt med, sukker dog også efter handling, når gælder byens arv. Eller i hvert fald en melding fra toppen om, hvor lang tid de må belave sig på at vente på en opdateret vold og et fæstningscenter.

Jacob Bjerregaard forudser dog under alle omstændigheder, at særligt i år kommer de to store projekter på bordet, når byrådet efter sommer skal blive enige om et budget for 2020 og overslagsårene frem.

Løfte: Renovering af volden indledes i år og skal bane vej for nyt museum

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce