Når gode gerninger har en høj pris

Det har ikke været lutter lagkage for Bobbie Bernie Nielsen fra Fredericia at gøre gode gerninger. Vold og trusler er noget af det, han har måttet stå model til. Foto: Kathrine Jensen

Når gode gerninger har en høj pris

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

38-årige Bobbie Bernie Nielsen fra Fredericia bruger størstedelen af sin hverdag på at hjælpe andre, men at være venlig kan være omkostningsfuldt. Hans erfaringer tæller både overfald, trusler og falske anmeldelser.

Fredericia: For fire år siden gik 38-årige Bobbie Bernie Nielsen fra Fredericia i gang med at hjælpe de mennesker, der ikke havde meget at gøre med. Det startede med 200 kroner til julehjælp og fem pakker pålæg.

Sidstnævnte gik en mand 12 kilometer for at hente, og det overraskede tilflytteren. Sidenhen har alverdens hjælpegrupper på Facebook set dagens lys, og det samme har en madspilds-butik i Fredericia. Men det har langt fra været lutter lagkage for Bobbie Bernie Nielsen.

- Jeg blev mobbet, da jeg var barn, og jeg havde aldrig troet, at folk kunne være så grusomme på de sociale medier, lyder det fra den hjælpsomme fredericianer.

Han står blandt andet i spidsen for gruppen "Vi er til for at hjælpe hinanden" på Facebook. Gruppen har over 64.000 medlemmer.

Jeg blev mobbet, da jeg var barn, og jeg havde aldrig troet, at folk kunne være så grusomme på de sociale medier.
Bobbie Bernie Nielsen.
Ad flere omgange har Bobbie Bernie Nielsen fra Fredericia igangsat initiativer, der skulle hjælpe udsatte med få midler. Eksempelvis da han solgte sin sofa for at få råd til 1000 julegaver. Arkivfoto
Ad flere omgange har Bobbie Bernie Nielsen fra Fredericia igangsat initiativer, der skulle hjælpe udsatte med få midler. Eksempelvis da han solgte sin sofa for at få råd til 1000 julegaver. Arkivfoto

Mistænkt

Tilbage i 2015 findes nogle af de værste oplevelser i Bobbie Bernie Nielsens voksenliv. Som resultat af, at han ekskluderede medlemmer fra hans hjælpegrupper på Facebook, startede rygter om, at Bobbie Nielsen var en fusker, at han selv beholdte den mad, han fik doneret, at han snød, og at han beholdte penge, han modtog til at købe mad til udsatte for. Ad flere omgange blev der oprettet falske facebookprofiler i Bobbie Bernie Nielsens navn, men en af de værste ting var, at den 38-årige blev beskyldt for at være pædofil.

Pludselig florerede rygter på det populære sociale medie om, at han var en forbryder, og at blive anklaget for at være pædofil var den allerstørste mavepuster.

- Jeg gik fuldstændig ned med stress. Jeg så ingen og var bare for mig selv. Jeg havde let til tårer og kunne slet ikke være i min krop. Det var virkelig ubehageligt, og jeg følte mig utryg, fortæller han.

Julegaverne blev delt ud til børn på sygehuse, og det er stunder som disse, der holder Bobbie Bernie Nielsen ovenvande. Livet som venlig på de sociale medier er barskt. Arkivfoto
Julegaverne blev delt ud til børn på sygehuse, og det er stunder som disse, der holder Bobbie Bernie Nielsen ovenvande. Livet som venlig på de sociale medier er barskt. Arkivfoto

En høj pris

Bobbie Bernie Nielsen sørgede for altid at tage screenshots som bevis på, hvad der blev sagt og skrevet på Facebook. Elbobladet får indblik i nogle af de anklager, han har måtte stå model til.

I en Messenger-korrespondance, som Bobbie Bernie Nielsen har haft med faderen til den pige, der beskyldte ham for pædofili, undskylder faderen beskyldningerne. Netop den undskyldning betyder alverden for fredericianeren. Den understreger og bekræfter hans uskyld. Faderen undskylder samtidig det, datteren har udsat ham for (oprettelse af flere falske facebookprofiler red.). Faktisk valgte Bobbie Bernie Nielsen at køre til Fyn, hvor pigens familie bor, for at få renset luften - og sig selv.

Men dét at blive anklaget for grelle ting - blot fordi man hjælper andre - er det, det værd?

- Tro mig. Jeg har flere gange haft tanken om at stoppe med det her. Det er sørgeligt, at folk vil ramme mig på den måde, og jeg havde aldrig troet, det ville komme der til. Men de skal ikke få mig ned med nakken.

Hjælper med hjertet

To gange er Bobbie Bernie Nielsen også blevet slået ned, og han har fået henvendelser fra folk, der fortæller, at de ikke kunne lide ham i begyndelsen (da han startede med uddeling af gratis mad, red.), og at de oplevede ham som en såkaldt like-hunter. En gang ringede det på dørtelefonen, og stemmen i den anden ende sagde, at han ville slå Bobbie Nielsen ihjel.

Alt det har betydet, at han har måtte trække sig som frontfigur - især på de sociale medier.

- Jeg forsøger at fjerne fokus fra mig selv. Det er altid mig, det går ud over, når der er noget, og derfor er det i dag mine admins, der styrer grupperne, og ikke mig selv. Det skal ikke se ud som om, at jeg har ansvaret for alt, der sker i grupperne, siger Bobbie Bernie Nielsen.

Ifølge ham bunder modstanden mod ham og hans indsats i en overbevisning om, at man ikke kan gøre noget godt for andre uden at have en bagtanke.

- Men jeg hjælper med hjertet og ikke med pengepungen i fokus.

Voksen-mobning

Barndommen var præget af mobberier, der primært gik på, at Bobbie Nielsen skulle være uintelligent, og at han havde tynde ben. Han søgte væk fra mobningen ved at blive en del af dem, han selv kalder "bøllerne". Det resulterede i, at ungdommen og begyndelsen på voksenlivet var fyldt med dårlige bekendtskaber, voldelig adfærd og stoffer.

Selv havde han aldrig troet, at han i en alder af 38 år ville opleve igen at blive udsat for mobning. Som han siger, så var der måske 10, der mobbede ham i skoletiden, mens det på de sociale medier er flere tusinde. Han har derfor fra start lagt en linje for, hvad der accepteres i de grupper, han har været med til at stifte.

- Mobber du eller taler nedladende, så ryger du ud. Man skal simpelthen tale pænt, slår han fast.

Madspildskrig

I dag fortryder Bobbie Bernie Nielsen ikke, at han for fire år siden gik i gang med at samle ind til mindrebemidlede, dele mad ud og at stå bag arrangementer til gavn for byens borgere. Dog må han erkende, at dansen på den sociale scene er blevet væsentlig mere præget af konkurrence.

Han kan ikke helt sætte ord på, hvordan oplevelsen med maduddeling er anderledes i dag i forhold til tidligere. Han oplever stadig, at modtagerne er taknemmelige, men ifølge ham var de helt ydmyge, da han det første lange stykke tid delte overskudsmad ud. Han vil dog gerne pointere, at han ikke oplever folk som utaknemmelige, men at "kampen" om at gøre en god gerning er blevet hårdere.

- Det handler i høj grad om, hvem der gør hvad, og hvor meget man kan gøre for de udsatte. Det er en slags madspildskrig, og det virker ind i mellem som et forsøg på at udkonkurrere hinanden. Men jeg synes kun, det er fint, at vi er flere, der hjælper.

Når gode gerninger har en høj pris

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce