Natteravne trasker rundt med tryghed i byens nat

Et par unge kvinder får Natteravne-hjælp med plastre til ømme vabler, inden de skal ind at danse. Foto: Peter Friis Autzen

Natteravne trasker rundt med tryghed i byens nat

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er både hyggeligt og godt at gå tur som natteravn i Fredericia. Mødet med nattelivet og de unge er berigende.

Fredericia: Natteravnene kan kendes langt væk på deres gule jakker. Men dem har de ikke på endnu, da avisen mødes med tre af de frivillige natteravne inden deres "patrulje".

Jakkerne er kun fremme, når natteravnene er "i tjeneste". Og de unge i byens natteliv kender dem og genkender dem, skal det vise sig.

Avisen mødes med Kristoffer Holst, Bonnie Laursen og Lars Kovaltsenko i den nordlige del af midtbyen. Her har Natteravnene deres lokale hovedkvarter. Det er her, de opbevarer deres jakker, tasker, cykler og andet, som de bruger, når de skal rundt i byen.

Kælderrummet er forholdsvis tætpakket. En stribe cykler er tilføjet udstyrspakken, efter at T.Hansen donerede dem. Så nu kan Natteravnene også nå lidt længere omkring, end de kunne tidligere.

- Vi havde et problem med at nå ud til Madsby Legepark, hvor der ind imellem er brug for os. Nu kan vi nå derud også, siger Lars Kovaltsenko.

Hvis man som forælder er bange for Fredericias natteliv, skal man bare gå med os. Det er slet ikke så farligt, som man måske frygter. Jeg er i hvert fald mindre bekymret nu, hvor jeg har oplevet nattelivet, end jeg var før.
Bonnie Laursen, Natteravn
Store drenge, der tidligere på dagen fejrede sidste skoledag, lufter hinanden og smøgerne, mens de får en snak med Natteravnene. Foto: Peter Friis Autzen
Store drenge, der tidligere på dagen fejrede sidste skoledag, lufter hinanden og smøgerne, mens de får en snak med Natteravnene. Foto: Peter Friis Autzen

Sidste skoledag

Avisen tager med Natteravnene på patrulje den aften og nat, hvor afgangselever på byens skoler har løbet rundt i udklædning og kastet med karameller.

Men de udklædte unge er ikke til at få øje på i nattelivet. Måske er de 16-17-årige heller ikke gamle nok til at opfylde adgangskravet alle steder.

- Her er faktisk lidt stille, siger Bonnie Laursen, da de tre Natteravne trasker ind på Ryes Plads for anden gang den aften.

Klokken har passeret midnat.

Tidligere på aftenen har de lagt ruten omkring nogle udlejningslokaler i nordbyen, hvor flere skoleklasser har slået sig sammen om en fælles fest.

Ligesom inde i byen afholder de tre guljakkede voksne sig fra at gå indenfor. I stedet går de stille rundt og hilser på unge, der er ude at få lidt frisk luft eller røg i lungerne. Mange unge kommer selv hen og hilser på.

En del beder om et bolche. Andre spørger efter et kondom - gerne mens kammeraterne hører det. Men de fleste sniksnakker bare lidt. Det hele er aldeles afslappet og ikke spor akavet.

Bonnie Laursen, Lars Kovaltsenko og Kristoffer Holst tager ikke selv kontakt til de unge i nattelivet. I stedet går de rundt og lader de unge komme til dem. Foto: Peter Friis Autzen
Bonnie Laursen, Lars Kovaltsenko og Kristoffer Holst tager ikke selv kontakt til de unge i nattelivet. I stedet går de rundt og lader de unge komme til dem. Foto: Peter Friis Autzen

Vabler og balloner

Tilbage i midtbyen lægger trioen ruten omkring J. B. Nielsens Plads, forbi Café Mums, op forbi Havfruen og Klods Hans. Videre til Den Engelske og Old Irish Pub. En politipatrulje triller vinkende forbi.

Foran Klods Hans møder Natteravnene fire unge voksne. En af de unge kvinder spørger en af de unge mænd:

- Skal du ikke have et kondom, skat?

Han hører ikke opfordringen fra sin bedre halvdel, men hans kammerat sørger for at skaffe sig forsyninger til nattens senere forlystelser.

På Ryes Plads beder et par unge kvinder om hjælp. De har taget strømpebukserne af efter at have revet hul i dem, og nu har danseskoene givet dem smertefulde vabler.

- Har I ikke et plaster, spørger de to næsten i kor.

Det har Natteravnene, og kort efter sidder de to unge kvinder med luft mellem tæerne og plaster på vablerne. De takker begejstret, tager skoene på igen og løber ind på Old Irish Pub sammen med veninderne. Nu skal der danses - vabler er ikke længere et problem.

Mange unge tager en kort, glad snak med de gulklædte voksne. Flere er småfulde - enkelte er meget fulde. Men alle er glade for en afslappet voksen-snak midt om natten. Foto: Peter Friis Autzen
Mange unge tager en kort, glad snak med de gulklædte voksne. Flere er småfulde - enkelte er meget fulde. Men alle er glade for en afslappet voksen-snak midt om natten. Foto: Peter Friis Autzen

Kaffe og kakao

Det kan være en kold omgang at gå som Natteravn. Men denne aften er der så småt lidt sommer i luften.

- Enkelte steder tilbyder os en kop kaffe eller varm kakao. Det er de eneste steder, vi går ind - og vi går altid hurtigt ud igen. De unge skal ikke føle, at vi overvåger dem inde på deres fristeder. Vi er her bare for at hjælpe dem, hvis de får problemer. Det ved de godt. Og det er altid hyggeligt at hilse på dem. Nattelivet i Fredericia er slet ikke så farligt eller ubehageligt, som mange forældre tror, siger Bonnie Laursen.

Natteravnene indstiller som regel deres patrulje ved tre-tiden om natten.

Hvis man har lyst til at være med, kan man søge informationer på blivnatteravn.dk.

Alle tre natteravne har selv børn i gå-i-byen-alderen. De fleste af børnene glæder sig over forældrenes engagement. En enkelt har dog meddelt, at han ikke vil i byen, når far går Natteravn. Foto: Peter Friis Autzen
Alle tre natteravne har selv børn i gå-i-byen-alderen. De fleste af børnene glæder sig over forældrenes engagement. En enkelt har dog meddelt, at han ikke vil i byen, når far går Natteravn. Foto: Peter Friis Autzen

Natteravne trasker rundt med tryghed i byens nat

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce