Nedrivning blev for dyrt: 84 rækkehuse skrælles til benet

I alt skal 84 boliger renoveres på Chr. Richards Vej og Jens Baggesens Vej. Foto: Søren Gylling

Nedrivning blev for dyrt: 84 rækkehuse skrælles til benet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Holberghaven er en i rækken af helhedsplaner, som Boligkontoret Fredericia har fået opbakning til fra Landsbyggefonden. Nedrivning ville have været lettest, men for dyr. Nu bliver rækkehusene skrællet ind til benet, og i 2022 skal alle 84 lejemål være færdige.

Fredericia: Der kommer kun til at stå de rå ydervægge tilbage, når håndværkerne går i gang med at skrælle rækkehusene på Chr. Richards Vej og Jens Baggesens Vej. Alle gulve skal fjernes og derfor også alle indvendige vægge. Installationsskakterne under husene skal graves op og anlægges om. Alle installationer trækkes om, og nye køkkener og badeværelser installeres. Samtidigt gøres alle lejemål tilgængelige for ældre og handicappede.

- Vi har udarbejdet en helhedsplan, som alle beboere har sagt ja til. Vi har fået godkendelse fra Landsbyggefonden, og byrådet har sagt ja til projektet. Vi mangler bare at få frigivet pengene fra Landsbyggefonden, siger Finn Muus, direktør for Boligkontoret Fredericia, som Holberghaven med de 84 rækkehuse er en afdeling under.

- Ville det ikke være nemmere at rive det hele ned?

- Det ville det, og vi har også overvejet det. Vi har fået et økonomisk overslag på, hvad det ville koste, og det ville blive så meget dyrere, at vi ikke kan forsvare det, siger Finn Muus.

Fugt og skimmelsvamp
Rækkehusene i Holbergshaven er opført i midten af 1950'erne.

Der er sket renoveringer løbende, men indenfor de seneste år har skimmelsvamp vist sig at være en stor udfordring.

Det skyldes, at installationsgangene under husene har stået eller står vandfyldte. Det har givet gennemfugtige terrændæk og trægulve.

Det har ført til skimmelsvampeangreb på beton og trækonstruktioner, og indeklimaet er belastet af skimmelsvampesporer.

Ud over genopretningsarbejderne for at komme indeklimaproblemerne til livs er der et ønske om at modernisere rækkehusene med bl.a. nye installationer, køkkener og badeværelser og nye vinduer.

Samlet set er der budgetteret 129 mio. kr. til projektet. 5,3 mio. finansieres af afdelingens egne midler samt fællespuljemidler fra Landsbyggefonden.

Resten af anlægssummen skal lånefinansieres med kreditforeningslån.

Byrådet har godkendt, at afdelingen fritages for fremtidige indbetalinger til organisationens dispositionsfond.

Det forventede huslejeniveau bliver på godt 6600 kroner - en stigning på mellem 1500-2000 kroner, som lejerne enstemmigt har godkendt.
Så galt ser det ud i nogle af rækkehusene på Chr. Richards Vej. Beboeren i huset valgte at flytte frem for at vente på renoveringen. Hun blev ganske enkelt dårlig af at være i huset. Symptomerne forsvandt, efter hun flyttede. Foto: Nana Hanghøj
Så galt ser det ud i nogle af rækkehusene på Chr. Richards Vej. Beboeren i huset valgte at flytte frem for at vente på renoveringen. Hun blev ganske enkelt dårlig af at være i huset. Symptomerne forsvandt, efter hun flyttede. Foto: Nana Hanghøj

Puslespil med genhusning

Derfor ruller boligkontoret nu den store helhedsplan i gang for bebyggelsen.

- Vi gennemfører renoveringen i en omgang, men en række huse ad gangen. Det betyder, at beboerne skal tilbydes genhusning og flytning. I første omgang skal vi finde genhusning uden for bebyggelsen, men måske kan vi i slutningen rykke folk ind i de rækkehuse, der er færdige, hvis der er interesse for det, siger Finn Muus.

Boligkontoret har opbygget ekspertise i helhedsplaner, hvor det har stor indflydelse på beboernes dagligdag. Helhedsplaner er gennemført i Korskærparken og Sønderparken, ligesom man er i gang med Syrenparken.

- Det er et stort apparat, men vi ved, hvordan det skal gribes an, og alle beboere bakker op, så nu skal vi bare i gang, siger Finn Muus.

Beboerne er med på råd

Inden skal beboerne med på råd om indretning og udseende. Det sker ved en workshop inden sommerferien, så ideerne kan indgå i udbudsmaterialet.

Håbet er, at renoveringen kan sættes i gang i sommeren 2020, og de sidste rækkehuse fremstår som nye i sommeren 2022.

Nedrivning blev for dyrt: 84 rækkehuse skrælles til benet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce