Onsdagsord: Kontrasterne inspirerer mig

- Det er et brutalt møde mellem natur og industri. Kontrasten bevæger mig og inspirerer mig, skriver Maria Skuladottir om mødet mellem Shell-siloerne og naturen ved Lillebælt. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg

Onsdagsord: Kontrasterne inspirerer mig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg må skuffe mine klummekollegaer, og måske nogle af jer læsere, som er begyndt at følge med i vores gåtur-føljeton. Jeg har ikke til onsdagens klumme fået gået turen... Men her i sidste time op til deadline for aflevering af dagens klumme kan jeg uden problemer tage på gåturen med lukkede øjne her ved køkkenbordet. Præcis som Mads (Thejl Hansen, klummeskribent, red.) har denne strækning - fra vores allesammens Tapre Landssoldat, og op og følge stierne på volden, ned til Østerstrand, følge havnekajen og så gå op gennem Gothersgade - en stor andel i min kærlighed til Fredericia by.

Jeg er ikke vokset op i Fredericia. Men jeg har taget min uddannelse fra Det Danske Musicalakademi tilbage i 2001-2004 og så flyttet tilbage til byen efter syv år i København. Så jeg har i den grad oplevet byens udvikling indenfor de sidste knap 20 år.

Mit absolutte favoritsted i Fredericia møder jeg på vej ned mod havnen. De hærgede Shell siloer står indhegnet i et jerngitter, men er omkranset af Lillebælts bølger og de store gamle træer. Det er et brutalt møde mellem natur og industri. Kontrasten bevæger mig og inspirerer mig.
Maria Skuladottir
Klumme skribent Maria Skuladottir. Arkivfoto: Kim Rune
Klumme skribent Maria Skuladottir. Arkivfoto: Kim Rune

Denne rute har jeg oplevet igennem alle årstider, i løb, i gang, med tårene trillende eller med lykkefølelse i maven, i følgeskab med barnevogn, i dyb samtale med en god ven, arm i arm med min mand, med en jordfyldt barnehånd som har lommen proppet med kastanjer. Denne rute indeholder simpelthen ALT, hvad mine sanser kan begære.

Jeg oplever historiens vingesus ved begyndelsen af ruten. Jeg sætter mig på en bænk, og kigger på Landsoldaten. Han står tappert midt på pladsen og minder mig om det liv, der engang var virkelighed. Der blev kæmpet for den frihed, vi i dag taknemmeligt lever i.

Så efter at have siddet der i en let filosofering over livet rejser jeg mig og går på brostenene igennem den gule port og ser voldgraven. Jeg ved, at jeg som barn ville have elsket at tage på eventyr på alle voldens stier. Du kan nærmest komme lidt på afveje og forsvinde fra virkeligheden imellem de gamle træer, kanoner og de åbne græsområder på toppen af volden.

Til perfektion afrundes turen på volden ved Kongens Port, og Lillebælts bølgeskvulp lokker mig ned til stranden. Jeg ved, at det vand gør mig lykkeligere. Jeg går ned og sætter mig på badebroen ved Østerstrand. Og ærgrer mig lidt igen over, at det ikke er lykkedes at holde den flotte cirkelformede badebro. Men nyder roen, der sænker sig i krop og sjæl ved lyden af bølgerne.

Mit absolutte favoritsted i Fredericia møder jeg på vej ned mod havnen. De hærgede Shell siloer står indhegnet i et jerngitter, men er omkranset af Lillebælts bølger og de store gamle træer. Det er et brutalt møde mellem natur og industri. Kontrasten bevæger mig og inspirerer mig.

Nu fortsætter jeg langs havnen, og jeg betragter fiskerne, som har linerne ude. Gad vide hvad de egentlig får på krogen? Næste gang jeg kommer derned, så vil jeg spørge en af dem.

Jeg tager lige et smut ind på den gamle Kemira-grund og går op i et af udkigstårnene. Det er lige netop her, jeg for alvor bliver ramt af den gigantiske udvikling, der er sket og sker i Fredericia, siden jeg lærte den at kende tilbage i 2001.

Jeg tror på, at det er her på havnen, Fredericia får et nyt epicenter. Jeg elsker mit hus udenfor voldene, men kunne da godt drømme om en af de nye lejligheder med udsigt over byen og det skønne vand.

Og så skal jeg i gang med visualiseringsevnerne. For min helt typiske rute vil nu være ind forbi Ungdommens Hus og videre op ad stierne ved volden, hvor jeg møder den romantiske hvide bro, som forbinder nedre og øvre vold-sti. Men nu drager jeg op ad Gothersgade, forbi den skønne Cafe Mair´s, hvor mit mundvand straks løber ved tanken om en tallerken med "Walk of shame". En mad, godt fyldt op af æg, bacon og andet godt. Men jeg modstår fristelsen denne gang.

Fra Mair´s og op til gågaden kommer jeg i ministorby stemning. Til min venstre side er der børnestemmer fra Sct. Knuds børnehave og skole. Fredericias bedste kiosk Fred Asia er på min højre side, og der kan jeg købe mine elskede ingefær karameller og andre lækre specialiteter.

Jeg fortsætter op til gågaden og glæder mig til næste gang, mine piger og jeg skal ind og finde en ny bog i Billunds Boghandel. Det er altid et slaraffenland for os.

Jeg husker de perioder, hvor tomme butiksvinduer nærmest var i hver anden bygning. Sådan er det ikke i dag, og det er simpelthen så vidunderligt. Fredericia blomstrer, og os, der bor i Fredericia, får lyst til at bruge byen. Jeg håber inderligt, at du får lyst til denne gåtur en dag. Hvis vi mødes, vil jeg løfte mit blik og sende dig et smil.

Onsdagsord: Kontrasterne inspirerer mig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce