Onsdagsord: Vi er alle afhængige af hinanden

Ingen kan gøre det alene, skriver klummeskribenten blandt andet om det store arbejde, der ligger bag en forestilling som Prinsen af Egypten, der havde københavner-premiere i fredags. Foto: Peter Leth-Larsen

Onsdagsord: Vi er alle afhængige af hinanden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Denne uges klumme går bag om arbejdet op til sidste uges københavner-premiere på Prinsen af Egypten.

I min forrige klumme beskrev jeg premieren som kulmination på prøveforløb. Nu er jeg netop kommet over på den anden side af vores københavner-premiere på Prinsen af Egypten. Så mit hjerte er endnu engang fyldt af post-premiere-tanker.

Alle, der bare var i periferien af skabelsen af denne produktion, kan ikke have undgået at opleve den rus af stolthed og glæde, der sværmede i luften fredag kl 22:15 på Kongens Nytorv i København. Vi gjorde det, endnu engang, i et fællesskab sammen. Et stort fællesskab af forskellige faglige kompetencer der skaber et konkret fælles udtryk - en forestilling. Og denne gang fortællingen om Moses.

Vi er alle afhængige af hinanden. Det er en lang kædereaktion af handlinger, der skal ske hos den enkelte, før at det kan udmønte sig i et fælles produkt. Den færdige forestilling. Og det kræver en stor tillid og respekt til hver enkelt del af arbejdet. Ingen kan i sandhed gøre det alene.
Klummeskribent Maria Skuladottir. Arkivfoto: Kim Rune
Klummeskribent Maria Skuladottir. Arkivfoto: Kim Rune

Jeg bliver fascineret af, hvor adskilte vi egentlig er i hver vores "lejr". Mike fra Lys, Signe fra Kostume eller Pia fra Billetsalg bruger hver især oceaner af tid i deres lejr, men mødes for fuld drøn i den store overgangsfase, vi sammen kalder for opløb. Opløbet til den store kulmination - premieren. Her skal alle vores forskellige elementer/produkter/ fra de forskellige lejre mødes, og blive til den færdige forestilling.

Vi havde en færdig udgave af Prinsen Egypten tilbage fra juni 2018. Men efter to måneders liv på scenen i Fredericia, vidste vi, at den ikke "bare" kunne genopsættes. Det var nødvendigt at udvikle videre.

Det scenetekniske hold havde en klar vision om, at de ville skabe et skarpere visuelt design, som i højere grad kunne understøtte den episke fortælling. Så alt, bortset fra det smukke scenegulv, er blevet lavet om. Nu flyver der både rekvisitter og mennesker rundt i luften, og de levende LED skærme er endnu en gang blevet placeret i en ny konstellation, som definerer tid og rum for os skuespillere.

Jeg ved ikke, om jeg på en eller anden forunderlig måde er lidt vild med opløb. Hvilket på mange måder er komplet absurd. For der er nok ikke et mere presset tidspunkt i en forestillings tilblivelse. Alle står stand by hele tiden og synes generelt, at ens fagområde bliver underprioriteret. Hvordan skal forestillingen nogensinde blive god eller færdig?!

Men det er altså ret fedt at mødes og være samlet alle. Jeg bliver høj af den måde, vi sammen skal samle alting. Det er interessant, hvordan vi må se udover vore egne behov, og hvad vi har brug for, for netop at kunne gøre vores del af opgaven ordentligt.

Vi er alle afhængige af hinanden. Det er en lang kædereaktion af handlinger, der skal ske hos den enkelte, før at det kan udmønte sig i et fælles produkt. Den færdige forestilling. Og det kræver en stor tillid og respekt til hver enkelt del af arbejdet. Ingen kan i sandhed gøre det alene.

Onsdagsord: Vi er alle afhængige af hinanden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce