Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Plads til kæmper på vejene: Nyt lyssignal sættes op, og rundkørsel bliver udvidet

Der skal bruges 2,1 mio. kroner på at sætte gang i arbejdet med at tilpasse rundkørslen ved Ydre Ringvej i Stoustrup til modulvogntog. Rundkørslen blev senest ændret i forbindelse med tilkoblingen af Ydre Ringvej. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Plads til kæmper på vejene: Nyt lyssignal sættes op, og rundkørsel bliver udvidet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et længe ønsket lyssignal skal styre udkørslen fra Snaremosevej til Vejle Landevej, og der skal gøres plads til store vogntog - rundkørsel i Stoustrup skal også udvides til de store laster.

Brovad: Politikerne i by- og planudvalget satte onsdag aften over fem mio. kroner i spil til nye trafiktiltag.

Ikke mindst et lyssignal i krydset Snaremosevej-Vejle Landevej har været længe savnet, og det bliver nu etableret. Onsdag aften frigav politikerne i by- og planudvalget de 2,75 mio. kroner, som det anlægsarbejde forventes at koste.

- Vi vedtog i budgettet, at anlægget skulle laves, så vi skulle blot frigive pengene, og det har vi gjort, så anlægsarbejdet kan gå i gang, siger udvalgsformand Steen Wrist Ørts (S).

Det nye signalanlæg vil betyde en sikrere og bedre afvikling af trafikken, og samtidigt forberedes krydset til at kunne håndtere de store modulvogntog. Projektet forventes afsluttet i løbet af i år.

Plads til modulvogntog
Modulvogntog er den danske betegnelse for et lastvognstog på op til 25,25 meters længde og en samlet vægt på 60 ton.

Der blev i 2008 vedtaget tre års forsøg med tilladelse til modulvogntog på strækninger, der blandt andet omfattede Taulov Transportcenter.

Ydre Ringvej blev indviet i 2012 og omfattede blandt andet rundkørslen i Stoustrup.

Ydre Ringvej skulle blandt andet sikre, at den tunge trafik blev ledt uden om Vestre Ringvej og Vejlevej.

Skal modulvogntogene igennem rundkørslen ved Stoustrup kræver det en udvidelse.

Uden om rundkørsel

På mødet frigav udvalget også 2,1 mio. kr. til at begynde arbejdet på at tilpasse rundkørslen ved Vejlevej og Ydre Ringvej til modulvogntog. Rundkørslen blev ændret i forbindelse med anlægget af Ydre Ringvej i 2012, men det skete ikke i en grad, så den er stor nok til at kunne håndtere de meget lange modulvogntog, som i dag har fået grønt lys til at køre i trafikken.

- Rundkørslen blev omlagt i forbindelse med Ydre Ringvej. Burde man måske ikke have forberedt den til de store vogntog?

- Det er før min tid i udvalget, så jeg ved ikke, om man kunne have forudset, at der ville blive behov for en udvidelse. Men i dag kunne man selvfølgelig godt have ønsket sig, at det var sket. Når vi laver nye anlæg i fremtiden, så har vi øje for de udfordringer, modulvogntog giver. Især i et område som vores er det helt afgørende, at vi kan håndtere modulvogntog, siger Steen Wrist Ørts.

Rundkørslen benyttes ikke mindst af Carlsberg, som i følge udvalgsformanden er nødt til at sende de store vogntog ad alternative ruter på grund af manglende plads i rundkørslen.

- Og det dur ikke, så den rundkørsel skal vi have ændret, siger Steen Ørts.

Rundkørsler i spil

Flere rundkørsler kan komme i spil til omlægning, når en trafikanalyse for hele erhvervs- og transportområdet i Danmark C ligger klar.

Byrådet vedtog at gennemføre analysen, og på udvalgsmødet frigav politikerne en mio. kroner til at få analyseret trafikbelastningen i Danmark C.

Første skridt i arbejdet med analysen bliver en trafiktælling i Danmark C-området, som sættes i gang i februar og løber hen over foråret. Den samlede analyse forventes afsluttet i starten af 2019.

Plads til kæmper på vejene: Nyt lyssignal sættes op, og rundkørsel bliver udvidet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.