Tømreren begyndte for sig selv efter en voldsom ulykke

Tømrermester Carsten Haupt, CH Byg, fylder 50 år 5. september og markerer det den 7. september. Solen plejer at skinne på hans fødselsdag, fortæller han. Foto: Marianne Husted

Tømreren begyndte for sig selv efter en voldsom ulykke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Carsten Haupt kan fejre 50 års fødselsdag. Han har bygget CH Byg op fra grunden, og nu er sønnen også med.

Fredericia: "Du er flittig, du har værktøjet og et godt værksted. Hvorfor starter du ikke for dig selv".

Sådan lød opfordringen fra en god revisorven til tømrer Carsten Haupt, CH Byg.

Det var i 1999, og tømrermester Carsten Haupt, der 5. september fylder 50 år, har aldrig fortrudt beslutningen om at etablere egen håndværkervirksomhed. Der er altid fuld fart over firmaet. Lige nu har mester og svende travlt med at lægge nyt tag på store dele af Hotel Fredericia.

Carsten Haupt var dengang ved at komme tilbage til overfladen efter sit livs nedtur. Han havde været syg i tre år efter et fald på seks meter gennem et hul i et tag og ned på betongulv.

- Jeg brækkede bækkenet flere steder, fik hul i hovedet og invaliderede min venstre arm.

Via forsikringen fik tømreren en ekstra uddannelse som jordbrugsmaskinfører. Samtidig fik han lysten til at blive selvstændig.

Jeg har fokus på det, jeg kan i stedet for at tænke på det, der gør ondt.
Carsten Haupt
Carsten Haupt og sønnen Kevin Haupt starter gerne arbejdsdagen med at give hinanden et lille kram. I det hele taget er stemningen hjertelig og bramfri blandt CH Bygs medarbejdere. Foto: Marianne Husted
Carsten Haupt og sønnen Kevin Haupt starter gerne arbejdsdagen med at give hinanden et lille kram. I det hele taget er stemningen hjertelig og bramfri blandt CH Bygs medarbejdere. Foto: Marianne Husted

Ser bort fra smerter

Smerterne er der stadigvæk. Men Carsten Haupt har lært sig at fokusere på det, han kan, og tage det som et livsvilkår, at der er dage, hvor han har mere ondt end andre.

At han skulle være selvstændig, stod heller ikke i kortene. Hans far arbejdede på Fredericia Skibsværft, hans mor gik hjemme, mens børnene var små, og fik siden arbejde på cigarfabrikken I.P. Schmidt. Der var ikke håndværksmestre i familien, så Carsten Haupt var på egen hånd, da han besluttede sig for at bygge sin virksomhed op fra grunden. Til gengæld er han, som faren var det, udstyret med masser af viljestyrke.

Hans virksomhedsfilosofi har hele tiden været at lytte til kunderne og være serviceminded, som da han for nylig kørte rundt med en privat kunde for at se på løsninger til nye vinduer og nyt tag, indtil de fandt det rette. Carsten Haupt har alt fra privatkunder til erhvervsvirksomheder som Hotel Fredericia og IBC, hvor han netop har færdiggjort en større renoveringsopgave.

Der er fart på, når der bliver lagt tag på store dele af Hotel Fredericia, som er opgaven lige nu.  Til gengæld er der bugnende frugtfad på bordet, når der bliver holdt pause, og det nyder  Henrik Høst, Kevin Haupt, mester Carsten Haupt, Tobias Gregersen og Christian Steffensen. Foto: Marianne Husted
Der er fart på, når der bliver lagt tag på store dele af Hotel Fredericia, som er opgaven lige nu. Til gengæld er der bugnende frugtfad på bordet, når der bliver holdt pause, og det nyder Henrik Høst, Kevin Haupt, mester Carsten Haupt, Tobias Gregersen og Christian Steffensen. Foto: Marianne Husted

Medarbejderpleje

Som i de fleste andre håndværksmestre mærker han til sæsonudsving. Men hans fem medarbejdere bliver ikke afskediget. I stedet køber Carsten Haupt ejendomme, som bliver istandsat, når ordrebogen er knap så fyldt. Han lægger vægt på medarbejderpleje med påskønnelser til højtiderne, julegaver til medarbejdernes børn og fælles arrangementer som for nylig, hvor han inviterede medarbejdere med koner og kærester ud til en hyggeaften med en seks retters gourmetmenu.

Fødselaren trives i et liv uden fast skema, og hvor aftenarbejde på kontoret prioriteres frem for fjernsynskiggeri. Men han har sat sig som mål at bruge mere tid sammen med familien, når han er rundet 50. Sønnen Kevin Haupt, der også tømrer, er i dag med i firmaet, og han skal have muligheden for at få mere plads til indflydelse.

Madlavning som hobby

Egentlig var det slet ikke tømrer, som var drømmen, da han forlod skolen i Taulov efter ti års skolegang. Han ville være kok og fik elevplads hos Krybily Kro. Men han fandt hurtigt ud af, at madlavning alene skulle være en fritidsinteresse. Faktisk er det ham, der hver dag køber ind og laver mad til sig selv og hustruen, Tina, som han har været sammen i 34 år. Hun bliver forkælet med gode danske retter som oksekød i peberrodsovs, karbonader, fisk og tarteletter. Han kan også finde på at lave en række frys-ned-måltider til sin meget travle svigerinde, der bor i København.

Carsten Haupt tager sig også tid til at sejle i motorbåd, dyrke sin interesse for at køre Harley med Fredericia Harleyklub og gå til madlavning om vinteren på skolen i Bredstrup-Pjedsted. Han har også lige revet et gammelt hus ned og bygget nyt hus til hustruen og sig selv i Grønlandskvarteret efter at have boet i en årrække på en næsten nybygget trelænget gård i Egum, mens børnene endnu boede hjemme.

Fremover vil cykling også stå højt på prioriteringslisten, for sundhed skal i centrum, har han besluttet.

Den runde dag markeres med reception fredag den 7. september fra kl. 14 til 17.30 på restauranten Perhaps.

Tømreren begyndte for sig selv efter en voldsom ulykke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce