Vælger opgav: To timers ventetid på at sætte kryds

Mandag måtte Erik Madsen og hustru venter i over fem kvarter på at brevstemme. Det bør kunne gøres smidigere, mener han, men med to samtidige valg og usædvanligt mange brevstemmer, så opstår der kø, beklager borgerservice-chef. Foto: Nana Hanghøj

Vælger opgav: To timers ventetid på at sætte kryds

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Peter Thomsen opgav at få brevstemt, da ventetiden var over to timer. Erik Madsen fik besked på at vente halvanden time, men da han kom retur til Borgerservice, var hans nummer i køen overhalet. 250 brevstemmer på fire timer gav udfordringer, erkender borgerservicechef.

Fredericia: Ventetiden på at brevstemme bliver ved med at være en udfordring. Tirsdag var ventetiden oppe på over to timer, og det fik flere til at opgive. Blandt dem Peter Thomsen, som var forhindret i at vente de mere end to timer, der var udsigt til.

- Jeg har aldrig set så mange mennesker i forhallen, og da jeg trykkede mig ind, som man skal, så fik jeg et nummer, som betød, at der ville gå over to timer, før jeg kunne komme til. Det kom så ikke til at ske. Jeg kunne rent praktisk ikke nå det, så jeg måtte opgive, fortæller Peter Thomsen, som ikke forstår, hvordan ventetiden kan blive så lang.

- Det tager ikke mange øjeblikke at stemme, og det burde være adskilt fra andre opgaver i Borgerservice, mener Peter Thomsen.

Men det tager tid at afgive en brevstemme ikke mindst i lyset af, at der kan stemmes til to valg, understreger kontorchef i Borgerservice Stephan Klavsen.

- Det er ikke som ved et valgsted, hvor man får scannet sit valgkort. Man skal skrive under på et dokument, og når vi har to valg, så er det to dokumenter. Det tager omkring tre minutter at få en vælger igennem, hvis alt går glat, siger han.

Sidste chance torsdag
Torsdag åbner Borgerservice allerede kl. 9 for at kunne håndtere brevstemmer.Det er sidste frist for at brevstemme til EP-valget.

Stemmeboksene lukkes kl. 17.

Fra torsdag og frem til den 1. juni er det kun muligt at afgive sin brevstemme til folketingsvalget.

Det forventes at tage presset af Borgerservice.

For at tilgodese brevstemmerne er der åbent i Borgerservice både den kommende lørdag 25. maj fra kl. 10-12 og 1. juni fra kl. 9-16.

Opgav at stemme

Tirsdag var der 250, som ønskede at brevstemme i de fire timers åbningstid på Rådhuset. Og det gav kø, medgiver Stephan Klausen, som har mandet op ved skrankerne for at få folk igennem.

- Når der for eksempel dukker 30 soldater op på én gang for at brevstemme, så fylder det altså, siger han,

Man trækker et nummer ved indgangen, og tre elektroniske køer er reserveret brevafstemning. Det gjorde Erik Madsen mandag kl. 11.17.

- Jeg troede at det var en fejl, da jeg så vores tid. Vi trak et nummer kl. 11.17 og kunne komme til at stemme kl. 13.06. Jeg kunne se, at de to stemmebokse var tomme. Jeg forstår ikke, at man ikke afvikler brevafstemningen separat, siger Erik Madsen, som sammen med sin hustru Jette ville stemme inden udenlandsrejse fredag.

Det gør man i realiteten, fastslår Stephan Klavsen, men personalet skal også betjene andre kunder.

- Vi har reserveret det meste personale til brevstemmer, men verden går ikke i stå på grund af valget. Vi skal tage os af det hele, siger han og pointerer, at selvom stemmeboksene er tomme, kan der godt være vælgere på vej i boksen.

Nummer var passeret

Erik Madsen og hustru benyttede ventetiden til at slå turen rundt i byen for at vende retur til den forudbestemte tid.

- Men da vi kom retur kl. 13, så var vores nummer passeret. Heldigvis var der en ansat ved skranken, som valgte at tage os ind, så vi kunne få stemt. Hvis der skal være så lang ventetid, så må man kunne regne med det tidspunkt man får udleveret, så man ikke skal sidde i forhallen i over en time, siger Erik Madsen, som kender flere, der helt har opgivet at brevstemme på grund af de lange ventetider.

Stephan Klavsen og hans folk forsøger at ramme den forventede tid så godt som muligt, men han erkender, at der kan være forskydninger.

- Hvis folk ikke rammer deres nummer, så prøver vi at være fleksible, så de kan komme ind i køen, men vi ser selvfølgelig helst, at folk er klar, når det er deres tur, siger han.

Den gennemsnitlige ventetid har de seneste dage været 25 minutter. For at gøre det tåleligt at vente i lang tid disker Borgerservice op med ekstra siddepladser, kaffe, vand og chokolade.

- Vi møder selvfølgelig nogle, der er trætte af ventetiden, men de fleste tager det pænt. Mit bedste råd er ikke at møde op kl. 10, når vi åbner, for så er der pres på, siger Stephan Klavsen, som forventer, at trykket tager af efter torsdag, når det er slut med brevafstemning til EP-valget.

Vælger opgav: To timers ventetid på at sætte kryds

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce