Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Blåt forslag vil tage magt fra naturfredningsforening - Nu trækker rød lejr i arbejdstøjet

I Trelde ved Fredericia har 70 skovejere udsigt til et fredningsforslag for deres skov, som de har ejet i generationer. Nu ønsker DN i Fredericia skovene fredet, og et flertal i byrådet har valgt at arbejde sammen med DN om et forslag. Også her har skovejerne allieret sig med politikere på Christiansborg i kamp mod en fredning. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen

Blåt forslag vil tage magt fra naturfredningsforening - Nu trækker rød lejr i arbejdstøjet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Miljøordførerne fra S og EL tager det seriøst, at borgerlige ønsker at fratage Danmarks Naturfredningsforening beføjelser. Enhedslistens miljøordfører er kandidat til præsidentposten for DN.

Forslag: Der er endnu ikke sat blæk på et forslag, der skal fjerne Danmarks Naturfredningsforenings lovfæstede ret til at rejse fredningsforslag, men alene risikoen for, at forslaget kan blive en realitet, gør indtryk hos oppositionen.

- Det er muligt, at det indtil videre kun er Venstre og Liberal Alliance, som mener, det er en god idé at fratage DN beføjelsen, men Dansk Folkeparti er enig, så man kunne frygte, at Det Konservative Folkeparti kunne blive klemt og ikke se det som en sag, man ønsker at gå imod, siger Christian Raabjerg Madsen, miljøordfører for Socialdemokratiet.

Derfor ser han med alvor på forslaget, som de borgerlige miljøordførere fra DF, LA og Venstre fremkom med i avisen Danmark tirsdag 27. marts. Det gjorde de på baggrund af helt aktuelle fredningssager fra Fredericia og Odense-Assens kommuner.

Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding er kandidat til præsidentposten for DN, som de borgerlige har i skudlinjen.

- Vi skal mobilisere og give dem kamp til stregen allerede nu. Dette er ikke alene et angreb på DN, det er et angreb på alle danskeres natur. Indtil videre har ordførerne blot luftet deres utilfredshed med, at DN har den lovbestemte ret. Det er en holdning, vi godt kender, og jeg har noteret mig, at de konservative har meldt ud, at de står fast på, at de støtter DN i denne her sag, siger Maria Reumert Gjerding med henvisning til den konservative miljøordfører Mette Abildgaards blanke afvisning af sine borgerlige kollegers angreb på DN.

- Og jeg tror ikke, at vi her og nu vil se, at man fremsætter et forslag, som et af regeringspartierne overhovedet ikke kan bakke op om, siger Maria Reumert Gjerding.

Gadedrenge-manerer

Christian Raabjerg er klar over, at der indtil videre kun står V, LA og DF bag ønsket om at ændre DN's beføjelser, men han læner sig ikke trygt tilbage:

- Det kunne jeg måske godt, men jeg har ingen tiltro til, at regeringen som udgangspunkt har ønske om at passe på vores fælles natur, siger Christian Raabjerg.

Han kalder det politik på gadedrenge-niveau, når de borgerlige partier tager udgangspunkt i helt lokale fredningssager fra Fredericia og Fyn i deres kamp for at tage fredningsredskabet fra DN.

- DN laver i mine øjne et seriøst stykke arbejde. Når de sætter en fredningssag i gang, ved de, at der er tale om et tungt og dyrt projekt, hvoraf foreningen selv finansierer godt tre mio. kr. årligt, og de taler altid naturens sag, siger Christian Raabjerg.

- Kunne et redskab ikke være frivillige aftaler fremfor fredninger, som vækker stærk modstand?

- Det er efter min mening ikke stærkt nok, hvis man skal se på naturbeskyttelse i det lange perspektiv. Det er netop dér, Danmarks Naturfredningsforening har deres force. De kan skue langt frem, hvor kommuner og stat har andre forhold at tage hensyn til, siger han.

Fremsynet lov

Begge ordførere hæfter sig ved, at forslaget fra de borgerlige end ikke har været drøftet på ordførerniveau.

- Men hvis de har til hensigt at løfte det videre til et lovforslag, vil jeg da opfordre dem til at tage det med i en drøftelse forinden, siger Christian Raabjerg.

Han mener, at hans gamle partikollega Stauning viste fremsynethed ved at give en folkelig forening ret til at trække fredningskortet, og han mener sammen med Maria Reumert Gjerding, at det er med til at sikre en bred demokratisk indflydelse på forvaltningen af den fælles natur.

- Uden DN havde vi måske ikke haft adgang til Skagens Gren eller Store Vildemose. Og så skal man holde fast i, at DN ikke beslutter fredninger. DN har stået bag 80 pct. af de fredninger, der er gennemført, men det er et politisk valgt fredningsnævn, der siger ja eller nej, siger Christian Raabjerg.

Blåt forslag vil tage magt fra naturfredningsforening - Nu trækker rød lejr i arbejdstøjet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.