Lattergas er et populært rusmiddel på Roskilde Festival

Lattergaspatroner ligger blandt sprutflasker og tømme dåseøl i campingområdet på Roskilde Festival. Gennemsnitsalderen på festivalen er 24 år.

Lattergas er et populært rusmiddel på Roskilde Festival

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Trods risiko for blodmangel og nerveskader, ses lattergaspatroner mange steder på Roskilde Festival.

Rundt omkring i græsset i Roskilde Festivals campingområde ligger tomme lattergaspatroner. På deres vej mod næste koncert kigger flere festivalgæster, om patronerne stadig er fyldte.

Selv om et højt indtag af lattergas kan have alvorlige konsekvenser såsom nerveskader og blodmangel, er den et udbredt rusmiddel på årets Roskilde Festival.

Det bekræfter festivalens sikkerhedschef, Morten Therkildsen.

- Roskilde Festival er jo Danmarks fjerdestørste "by", så den tendens, man ser i resten af Danmark, ser man også på Roskilde Festival.

- Lattergas er noget, man benytter i nattelivet, og det gør man så også på Roskilde Festival, siger han til Ritzau.

Lattergassen indtages enten direkte fra de patroner, som man kender fra flødeskumssifoner, eller også bliver indholdet af patroner lukket ud i en ballon, hvorfra det indtages.

Onsdag kunne Berlingske fortælle, at Giftlinjen, der rådgiver og vejleder i tilfælde af forgiftning, har oplevet en stigning i antallet af opkald, som omhandler forgiftning fra lattergas.

Fra 2017 til 2018 blev antallet af opkald fordoblet fra 18 til 39. Og i den første halvdel af 2019 har linjen modtaget 22 opkald om indtagelse af lattergas.

Nogle af opkaldene dækker over et massivt indtag af lattergas fra patroner på mellem 50 og 200 hver dag gennem flere uger.

Hos Roskilde Festival er man imod stoffer som rusmiddel.

- Vi mener ikke, at man skal bruge stoffer. Vi mener, at musikken skal være bærende i sig selv.

- Når det kommer til lattergas, er det måske en udfordring, fordi det faktisk ikke er klassificeret som, at man benytter stoffer. Og det er der jo nogle andre i samfundet, der har ansvaret for, siger han.

Derfor vil Roskilde Festival heller ikke på nuværende tidspunkt gøre noget ved indtaget blandt festivalgæsterne.

- Det er ikke en Roskilde Festival-ting, det er en samfundsmæssig ting. Og hvad man gør i samfundet, følger vi meget nøje med i.

- Det kan godt være, at vi på et tidspunkt som festival siger, at det vil vi gøre mere ved, men der er vi ikke lige nu. Fordi lige nu følger vi, hvad man gør i samfundet, siger Morten Therkildsen.

Roskilde Festival slutter lørdag den 6. juli.

Lattergas er et populært rusmiddel på Roskilde Festival

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce